I prologen introduceres man til den unge lærer Thomas med kirkelig baggrund. Sproget er kendetegnet ved mere "telling" end "showing" og har et gammeldags præg, hvor ord som hr. lærer og lydighed bliver old school og distancerende på læseoplevelsen.

Man mister orienteringen af det væld af karakterer, der er i starten, hvor man ellers lige troede, at nu skulle man følge Thomas, som er en ung lærer, der får job i en landsby på Karlstrup Friskole i en 8. klasse. Romanen fungerer bedst, når lærergerningen kommer direkte til udtryk i små passager, men der mangler generelt  humor og sproglig finesse.

Sproget er tørt og ikke overraskende, men reflekterende. Man kan blive lidt i tvivl om, hvorvidt det hellere skulle have været en fagbog med didaktiske refleksioner. Der tales ned til læseren, når det alt for pædagogisk forklares, hvad en ulvetime er.

Den mest interessante karakter er teenagepigen Benedichte, der på lejrturen efter at være blevet mobbet skærer sig i pulsåren, men overlever selvmordsforsøget. Man kommer dog ikke helt ind i karaktererne, især ikke i Thomas’. Jeg savner også at være tæt på eleverne, deres sprog og dynamik på en nærværende måde.

Undertitlen er problematisk: "– lille lærer, hvad nu?" Måske havde titlen stået stærkere uden denne, for den taler ned til læseren ved at cementere skrøbeligheden ved at være en ung lærer.