Anmeldelse

Skriveskud 3. klasse

Skriveundervisning rammer plet

Med fokus på hele skriveprocessen og kreative opgaver i en relevant kontekst får man lyst til straks at give sig i kast med dette materiale.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Umiddelbart kan det virke som en spøjs titel til et undervisningsmateriale til 3. klasse om at skrive tekster. Men såvel af illustrationen på forsiden som i forordet fremgår det, at det handler om skriveprocessen: Først er der et spirende frø, en idé, dernæst kommer der et skud, altså en tekst, og til sidst vokser planten i væksthuset, klar til at blive præsenteret.

Fakta:

Titel: Skriveskud 3. klasse

Forfatter: Sabine Birch Larsen, Erica Price Stjernø

Pris: 200

Sider: 88

Forlag: Gyldendal

Bogen er inddelt i to store afsnit. Først er der såkaldte spireopgaver. Her skal eleverne skrive om et billede, et sted, en oplevelse, og til sidst skal de skrive en dialog. De fire afsnit er bygget op på samme måde og indeholder blandt andet modeltekster, opgaver om tænkeskrivning og om genren. Der er opgaver, der skal løses alene, fælles og i makkerpar.

Dernæst er der såkaldte skriveskud. Her skal eleverne lære at skrive tre slags tekster: fortællende, personlig berettende og instruerende. Nemlig et eventyr, et brev og en fagtekst. Også her arbejdes der med modeltekster. Efter hver genre lægges der op til, at eleverne i væksthuset kan arbejde med præsentationen af teksten. Her nævnes eksempelvis foldebog og forskellige digitale værktøjer.

Undervejs er der flere noter til læreren med konkrete anvisninger, ideer og forklaringer. Bagerst findes tre sider, hvor man kan læse om tankerne bag materialet. Her forklares blandt andet kort om de fire faser i skriveprocessen: førskrive, skrive, revidere og færdiggøre. En decideret lærervejledning findes ikke.

På det tilhørende website kan man blandt andet finde arbejdsark. Her fremgår det også, at materiale til flere klassetrin er under udarbejdelse.

Bogen er inspirerende og lige til at gå til - for både lærer og elever. Billeder, tegninger og fotos er meget illustrative. Det grafiske layout virker i det hele taget særdeles indbydende. Ideen med modeltekster er jeg stor tilhænger af, og så kan jeg godt lide de mange forskelligartede forslag til opgaver i væksthuset. Nogle vil måske savne en fyldigere lærervejledning, men jeg synes, de små lærernoter undervejs og kommentarerne til sidst er fyldestgørende. Jeg får i hvert fald lyst til at give mig i kast med materialet straks.