Pilotforsøg hjælper børn med højt fravær i skole

Forskere fra Aarhus Universitet afprøver sammen med Aarhus Kommune en særlig indsats til børn med for højt skolefravær. Det sker under titlen Back2School, og foreløbig har et mindre studie med 22 børn med 30 til 100 procents fravær givet lovende resultater. Børnene fik i gennemsnit 36 procent mindre fravær, skriver videnskab.dk. ”Børnene har det ikke godt. De trives ikke i skolen, og de har ofte et dårligt forhold til kammeraterne”, siger professor i psykologi Mikael Thastum. I indsatsen afdækker en terapeut sammen med barnet årsagerne til fraværet og finder sammen med barn og forældre ud af, hvad der skal til, for at barnet kan komme i skole igen. Både Jeanette Sjøberg, formand for undervisningsudvalget i DLF, og forsker i inklusion og eksklusion Lotte Hedegaard-Sørensen roser indsatsen, men er samtidig bekymret for, at man lægger hele ansvaret for fraværet over på den enkelte elev og familie. ”Problemet kan også skyldes den måde, vi driver skole på”, siger Lotte Hedegaard-Sørensen. Mikael Thastum er enig i, at man også skal være opmærksom på den del. Forskerne er nu i gang med et større lodtrækningsforsøg.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

videnskab.dk: Terapeutisk indsats kan hjælpe børn med massivt skolefravær