Debat

For stort et ansvar

Der er en grundlæggende forventning om, at det er læreren (og pædagogen), som skal opdage og italesætte, hvis der problemer i hjemmet. Dette ansvar er for stort at bære alene, hvis vi oprigtigt vil hjælpe børn som har det svært, og ikke bare placere ansvar og skyld et andet sted for at dække os selv fri.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I ”Go’ Morgen Danmark” var der til morgen et indslag omkring alkohol i familien, og hvordan det påvirker børn. Et virkelig relevant og interessant emne. Den ene af de to interviewede var en kvinde, som var vokset op med en far med alkoholproblem, dog den mere skjulte slags da han ikke var den slags alkoholiker som sad på bænken. Kvinden blev spurgt, om hendes lærere havde mulighed for at se, at netop hendes hjemlige omgivelser ikke var optimale. Hvortil hun svarede, at det nok var svært, men at den rigtig opmærksomme lærer måske kunne have bemærket, at hun var meget urolig og forstyrrende. Samtidig fortæller hun, at det selvom hendes fars alkoholproblem ikke var synligt udadtil, vidste de nærmeste jo godt, at han kunne drikke lige meget nok på daglig basis.

Efter det indslag mærkede jeg en kæmpe ansvarsbyrde blive lagt på mig og mine kollegaer. For der er intet i verden jeg hellere vil end at se alle børn trives, at hjælpe alle børn, og sikre at alle børn har en tryg og sikker barndom. Det er bare en umulig opgave at klare som ene menneske.

Jeg er indskolingslærer. Det betyder, at min hverdag består i at lære børn at læse, stave, skrive og regne – og alt dette skal selvfølgelig differentieres til de forskellige faglige niveauer der ligger i enhver klasse. I endnu større grad er der den (efter min mening) vigtigere daglige opgave, der ligger i hele socialiseringsprocessen. Børnene skal lærer at løse konflikter, at undgå konflikter, at skabe venskaber, at beholde venskaber, at acceptere forskelligheder, at følge regler i lege, at lytte til hinanden, at impulsstyre, at tro på sig selv, at være god ved andre og så meget mere. Og så skal de holdes af, og ses, og snakkes med om både store og små ting. Dertil har jeg også et solidt stykke arbejde i hele forældresamarbejdet, men lad det ligge for nu. Det er min opgave at træde ind i den klasse og være på, at være retfærdig og rar, og sørge for at skabe det mest trygge udviklingsrum muligt for alle børn.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Og så kommer den sidste dimension, netop at få set og gjort noget ekstra for alle de børn, som har det svært. Og her skriver jeg meget bevidst alle, for der er mange. Jeg har været lærer i 4 år, og i den korte periode har jeg allerede krydset veje med så mange tilfælde af børn som i større eller mindre grad har det svært, at jeg har valgt at tage en 2-årig pause fra et job som jeg elsker, for at læse en kandidat i pædagogisk psykologi, så jeg forhåbentlig bliver bedre klædt på til at hjælpe de små mennesker som har brug for det. Og der er bare en forventning om, at det er lærerne (og bestemt også vores dygtige pædagoger), som har ansvaret for at se/opdage, og forsøge at løse problemer som børn kæmper med. Det opleves tydeligt i kontakten med forældrene, det ses jævnligt på tv (ovenstående indslag understreger, nok ubevidst, netop det), og det ligger i lovgivningen. Jeg har en skærpet underretningspligt til at gøre noget, hvis jeg ser at noget ikke stemmer. Og jeg vil så utrolig gerne hjælpe alle, men det er et for stort ansvar at bære alene.

Hvis vi skal hjælpe børn der kæmper, så er der nødt til at være flere øjne som kigger med, og som tager ansvar. Så skal kvinden i indslagets fortælling ikke være ”hvis der havde været en opmærksom lærer”, (jeg vil gerne understrege, at jeg faktisk ikke oplever hendes udtalelser som en kritik af de lærere hun har haft), nej, så skulle intervieweren slet ikke have stillet det spørgsmål han gjorde. I hvert fald ikke som det første. Mit første spørgsmål var, ”Hvorfor var der ikke nogen i deres nære omgangskreds, der gjorde noget, når de nu godt vidste det?”.

Som sagt, oplevede jeg faktisk ikke, at det interview havde til mål at pålægge lærere ansvaret, ikke desto mindre, var det det der (måske ubevidst) skete. Spørgsmål til den anden kvinde, en fagpersonen, omkring, hvad skal lærere gøre for at se og handle på denne slags problematikker, var virkelig interessante, og jeg lyttede nysgerrigt med, men samtidig undres jeg over, hvorfor man kun fokuserede på, at lærere skulle turde ikke at være berøringsangst. Hvad med et fokus på, at vi alle og måske i netop endnu større grad som privatpersoner ikke skal være berøringsangste, hvis vi oplever noget omkring børn, der bekymrer os.

Jeg kan sagtens blive bekymret over på et barn, der er i ubalance og fremstår uroligt, og så gå i gang med en proces, hvor jeg forsøger at finde grunden. Det gør jeg og mine kollegaer på daglig basis. Jeg taler med barnet, jeg taler med forældrene (som sandsynligvis dækker eller nedtoner deres udfordringer, fordi de er flove, eller fordi de måske ikke ser problemet), jeg observerer, og gør det hele om og om igen, indtil barnet eller forældrene forhåbentlig åbner sig. Eller måske åbner de sig aldrig, men i stedet skifter barnet adfærd (måske fordi barnet har fået af vide, at hvis det bliver ved med at fortælle, at far drikker meget, så kan det være, at barnet ikke får lov at blive boende hjemme længere), eller jeg vænner mig måske bare til adfærden, og forbinder den med det barn, og andre børn med andre problemer får i stedet mit fokus, og resultatet bliver, at barnet får aldrig hjælp. Alt imens, at der er et vennepar der gang på gang ser, at alkoholen tager overhånd for denne far eller mor, og at det sker ved lidt for almindelige lejligheder eller lidt for ofte. De snakker måske også om det, når de er hjemme hos sig selv igen, ”det må ikke altid være nemt at være barn derhjemme”, men de gør ingenting...

Jeg har oplevet, at der af omveje hurtigt kom en melding på, at det var almen viden i det lille lokalsamfund, at en forældre gennem flere år havde haft problemer med alkohol. Til trods for dette lå der ingenting i barnets sagsmappe – ingen havde gjort noget.

Desværre har jeg oplevet ovenstående eksempel mere end en gang. Og jeg ved, at jeg ikke er den eneste fagperson med den erfaring. Samme sekund man begynder at grave eller somme tider bare undres, så vælter det frem med mennesker som udmærket kender til problemet, men som ikke har handlet.

Så hvis vi vil hjælpe børn, der ikke har det godt hjemme, så kan ansvaret ikke være hos skolen alene, for det er simpelthen ikke nok. Alle skal turde sige fra eller som minimum undres og stillende sig spørgende overfor venner eller familie, hvis de ser noget, som ikke er til børns bedste. Kun sådan tror jeg, at vi oprigtigt har en chance for at hjælpe flest muligt børn og deres familier.

Powered by Labrador CMS