Blog
0   5

Den sidste rejse

Abonner på nyt om Skolemuseet i dit personlige nyhedsbrev.


Dansk Skolemuseum er gennemgået for sidste gang. Genstandene er sendt ud til landets museer eller på pension. Det hele blev optaget på video - bortset fra starten.

En varm forårsdag i 2016 sad jeg ved min computer på biblioteket i Emdrup. Jeg havde vidst en del at lave. Et lille pling fra min kalender afslørede at det var i dag de mange containere med Dansk Skolemuseums samling blev fragtet over til den store lagerhal i Gladsaxe, hvor de skulle åbnes for sidste gang. Samlingen skulle sorteres, de enkelte genstande tilbydes til landets museer og resten afvikles. Nationalmuseets medarbejdere ville stå klar for at tage imod, lukke hver enkelt container op og metodisk læsse det hele over på paller og køre det ind i lagerhallen. De ville på magisk vis få flyttekasser, skolemøbler, gamle mølædte faner, imposante billeder af tidligere tiders skoleinspektører, gymnastikredskaber, udstoppede dyr, et skelet, en smuk gammel model af en gymnastiksal og et væld af andre uens og skæve genstande læsset ind på de metervis af hylder, der ventede inden døre. Jeg havde for nyligt besluttet mig for at filme forløbet fra start til slut. Først og fremmest fordi det var afslutningen for en mere end 130 år gammel samling, og derfor vigtig at dokumentere, men også fordi jeg syntes det var en fascinerende opgave vi havde kastet os over sammen med Nationalmuseet: at åbne ti containere med mange tusind ukendte skolehistoriske genstande. Hvad ville de fortælle os om skolegang, om pædagogik og undervisningsmetoder igennem mere end hundrede år? Hvad havde man indsamlet igennem tiderne? Hvad havde man ment var relevant for eftertiden? Det ville vi i løbet af de næste 3-4 måneder blive meget klogere på.

Artiklen fortsætter under banneret

Starten på slutningen

Jeg kiggede på uret, så ud af vinduet og tænkte mig om. Jeg skulle cykle ud til lagerhallen. Og derefter de 16 km hjem. Jeg havde endnu ikke lånt et kamera af AV-afdelingen og anede ikke om de kunne levere. Det kunne de nok ikke. Så vigtigt var det heller ikke at filme et par containere. Jeg kunne jo bare filme medarbejderne når de åbnede kasserne. Jeg besluttede mig for at springe over. Jeg fokuserede atter på computerskærmen og blev først flere måneder senere klar over min fadæse. At jeg ikke var der da genstandene blev leveret til lagerhallen, var en fejl. Da kasserne og de mange genstande blev overleveret til deres sidste fælles hjem for nogle få måneder, gik de ind i en sidste afgørende fase. De havde levet en nedpakket tilværelse i årtier, deres eksistens havde været omdiskuteret af fagfolk og politikere og deres sidste rejse var besluttet. Nu blev de åbnet for sidste gang. Mange vil måske mene, at historien om samlingen er vigtigere, og deri har de selvfølgelig ret. Men som historiefortæller er det centralt at få starten på slutningen med. Den måtte jeg så i stedet fifle mig til. Imens jeg bandede mig selv langt væk og aldrig nogensinde igen ignorerer begyndelsen.

Overvejelsernes historie

Selvfølgelig kom der en film ud af det alligevel, som fortæller om betragtninger og beslutninger. Om de mange mennesker, der har været ind over samlingen, vurderet den, taget den til sig eller affærdiget den. Filmen runder i sin enkelthed Dansk Skolemuseums 130-årige historie af og giver et indblik i de mange overvejelser, der ledte frem til den endelige nedlæggelse af Dansk Skolemuseums samling. Historiker Ning de Coninck-Smith fortæller om de mange udfordringer, da DPU og biblioteket i Emdrup (daværende Danmarks Pædagogiske Bibliotek, i dag AU Library, Emdrup (KB)) overtog ansvaret for samlingen i 2008. Især de økonomiske, som fulgte med en samling af så stor en størrelse. Jeg har snakket med den tidligere chef for det nye Dansk Skolemuseum, der huserede i Rådhusstræde fra 1996-2008, Keld Grinder-Hansen. Han er i dag direktør for Andelslandsbyen Nyvang i Holbæk. Han har et helt særligt forhold til samlingen og kæmpede intenst for museets overlevelse, da det økonomiske stik blev trukket. Det er en samling, som kunne have bevæget sig i mange retninger. Men skæbnen og økonomiens ugunst førte den i sidste ende mod afvikling – men for en dels vedkommende også mod et nyt liv rundt omkring på landets museer. Se filmen, kommentér meget gerne – og hvis du lyster, så læs mere på vores hjemmeside.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ