Nogle gange er det godt at løfte blikket og opdage børns muligheder eller mangel på samme i andre dele af verden. Så bliver man taknemmelig for gode skoler og dygtige lærere herhjemme. Og man får lyst til at række en hjælpende hånd til alle dem, der ikke har de samme muligheder.

Tadsjikistan er ikke blot et land, hvis beliggenhed ofte udløser et stort spørgsmålstegn i manges bevidsthed herhjemme. Også inde i den tidligere sovjetrepublik findes små mennesker som forsvinder i glemslens tåger. Det er de børn, der er født med et eller andet handicap og derfor bliver gemt væk af deres familier.

Som et levn fra sovjettiden opfattes handicap som et tegn på selvforskyldt svaghed, og det er forbundet med stor skam for familien. Børnene bliver derfor isoleret bag lukkede døre for at undgå naboernes misbilligende blikke. De får kun mangelfuld behandling, og mange kommer ikke i skole.

Men der er lyspunkter. Den danske hjælpeorganisation Mission Øst har oprettet såkaldte børnehjørner, der hjælper børn med handicap ud af skyggen, giver dem et sundhedstjek, træner deres motorik og introducerer dem til helt basale skolekundskaber. Og forældrene får støtte og vejledning i, hvordan de kan hjælpe deres børn til optimal livskvalitet.

Et af børnene hedder Yosuman og bor i landsbyen Kuloli i det nordvestlige Tadsjikistan. Hun kom til verden under store komplikationer og fik ikke ilt nok under fødslen. Derfor fik hun en varig hjerneskade og en spastisk lammelse. Yosuman var henvist til et liv i skam og isolation.

Men så blev der oprettet et ’børnehjørne’ i et lokale på landsbyens sundhedsklinik, og her kommer 27 børn fra Kuloli og nabolandsbyen Zeri Hisor. Lokalet er fyldt med legetøj og gymnastikredskaber, og væggene er dækket af farvestrålende tegninger tegnet af de børn, der kommer der.

”Efter at hun er begyndt i børnehjørnet, har hun åbnet sig mere,” fortæller Yosumans mor Salvaro. ”Hun leger med naboens børn og dem, hun har mødt i skolen, der er på hendes egen alder.”

Isolationen er brudt, og Yosuman kan begynde at føle sig som menneske. Og hjemme hos mor og far er hun også blevet mere accepteret. For Salvaro og hendes mand har lært om børns rettigheder. At de ifølge tadsjikisk lovgivning har ret til behandling, skolegang og sociale ydelser ligesom alle andre.

Mission Øst opretter derfor grupper, hvor forældrene mødes og får træning i, hvordan de kan tale for disse rettigheder. De får bl.a. juridisk bistand gennem Mission Øst og laver kampagner mod mobning på skolerne.

Men her stopper hjælpearbejdet ikke. Skal børn med handicap få bedre vilkår, må også lærere og sundhedspersonale involveres.

Siden sovjettiden har man i Tadsjikistan anset børn med handicap for at være ’defekte’. Det betyder, at de er blevet udelukket fra skoleundervisning og ikke har modtaget anden hjælp end medicin og vaccinationer.

Mission Øst holder derfor workshops for lærere og sundhedspersonale i, hvordan man med genoptræning og individuel undervisning tilrettelagt til det enkeltes barns behov kan forbedre børnenes tilstand og livskvalitet betydeligt.

Jeg er stolt over at være med i dette arbejde. Børnene er verdens fremtid. Skal de tage fremtiden i besiddelse, må de have selvtillid og muligheder. Her er børnehjørnerne i Tadsjikistan guld værd for børn med handicap og deres forældre. Og de minder os om, hvor vigtigt det er at få den rigtige støtte for at komme videre, både fra forældre og lokalsamfund. Det gælder alle børn. Især børn med handicap.