Blog
0   8

Hellere hul i hovedet end hul i udviklingen

Abonner på nyt om Hassan Sabri i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Forældre skal blive bedre til ikke at pakke deres børn i vat og de skal ikke frygte at børnene kommer i situationer, der er ubehagelige for dem. Det modsatte skærmer dem i øjeblikket, men det kan hæmme deres udvikling og kan give alvorlige konsekvenser i fremtiden.

Forældrenes fokus på børnenes konstante velbefindende kan medføre adfærdsvanskeligheder og alvorsfulde konsekvenser. Den overdreven forkælelse fra forældrene viser sig gennem at lade børnene bestemme og give dem alt hvad de peger på, både hvad angår ting, men også unødig opmærksomhed. 

Ligeledes har nutidens omsorgspersoner en skærpet overvågenhed i hverdagen. Legepladser og institutioner sikres mod børneknubs med sikkerhedsgodkendelser og hvor flere og flere risikoelementer bliver elimineret fra børns hverdag. Men er det ikke sår og skrammer, der skaber robusthed. Og vil jagten på den risikofri barndom ikke skade udviklingen hos børnene?

Artiklen fortsætter under banneret

Vi skal ikke se på leg som sjov og ballade, men som en lærerig udvikling for barnet. Den norske forsker Ellen Beate Sandseter har undersøgt funktionen af børns risikofyldte leg, hvor hun kommer frem til at børn igennem legen konfrontere frygt og lærer at risikovurdere deres handlinger i bestemte situationer. Det at de opsøger risikoen gør at de øver sig på at blive voksne. På den anden side kan lege også være vilde, men samtidig vil de udvikle børnenes motoriske evner. Det er denne type af leg, som man kalder for risikofyldte lege. 

Problemet er at hvis man er overbeskyttende og pakker barnet ind, så får de ikke de ressourcer og erfaringer, som er nødvendige for at håndtere modgang og smerte i livet.  

Det er vigtigt man ikke er ivrig for at undgå, at børn bliver såret. Tværtimod vil det være en katastrofe hvis de aldrig blev såret, og sådan voksede op uden at kende til smerte. Det får de brug for at tilegne sig, derfor er det at lide det første de skal lære.

Rousseau skrev i opdragelsesromanen Emile sådan ”I stedet for at lade barnet hensygne i et soveværelses beklumrede luft, skal de hver dag føre det  ud på en eng. Der skal de lade barnet løbe og boltre sig. Om det falder hundrede gange, så meget desto bedre. Så meget hurtigere lære det at rejse sig.”. 

Den form for opdragelse er velværet ved opholdet i det frie, det der vil opveje mange knubs. Muligt vil børn få skrammer og rifter, men til gengæld vil de altid være glade og ivrige. 

Forældre skal blive bedre til ikke at pakke deres børn i vat og de skal ikke frygte at børnene kommer i situationer, der er ubehagelige for dem. Det modsatte skærmer dem i øjeblikket, men det kan hæmme deres udvikling og kan give alvorlige konsekvenser i fremtiden. Det er vigtigt at forældrene lader børnene konfrontere deres frygt. Det afgørende for en god og frugtbar oplevelse er at man ikke skubber børnene ud over kanten, men derimod gennem motivation give dem lysten til selv at ville.

Den forhenværende danske elitesoldat B.S Christiansen udtaler om naturen og skoven således :”Jeg har selv taget mine børn med på teltture i skoven om natten for at lade dem mærke, at der faktisk ikke er noget at være bange for. Så taler vi om, hvorfor de er mørkeræde, hvad de konkret er bange for og øver, at de for eksempel skal gå alene hen til skovkanten og tilbage igen. De ved selvfølgelig, at jeg holder øje med dem, og er der for dem. Det har givet dem en positiv oplevelse.”.

Hvis man starter med oplevelsen af smerten i barndommen, kan voksenlivet opleves mindre smertefuld. Skifter man fra at sove på en sten til at sove på en seng, opleves det som velbehag, og omvendt vil oplevelsen være smertefuld. Det er denne livserfaring børnene bør tilegne sig dog uden at tage skade deraf. Med den enorme af indretning, som man samler omkring et barn for at værne det mod smerter, vil man kun opnå dette at barnet, når det er blevet voksen, står hjælpeløst, uden mod og uden erfaring til at bekæmpe den smerte. Barnet tror sig døden er nær ved den mindste rift eller sår og besvimer bare ved at se sit eget dråbe blod. Det sikreste middel til at gøre et barn ulykkeligt er at vænne det til at få alt, hvad det peger på. Især hvis barnet ikke har oplevet og erfaret smerten. Vi bør passe på børnene i deres farligste periode. 

Når det er sagt mener jeg at det er forkert at den totalt frie opdragelse bliver fortaler for børnene. Vi bør i stedet holder øje med både det kropslige, psykiske og diverse impulser og hjælper og vejleder barnet gennem vejen til voksenlivet. Der er en vis fornuft tilknyttet til opdragelsens kunst. 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ