Debat

Ledelse og valg

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg er enig med min modkandidat til næstformandsposten, Stig Andersen, i, at 'den eneste vej frem er et bredt seriøst samarbejde om en fælles strategi'. Men valgene til ledelsesposter handler også om, hvad vi har bedrevet i den forgangne periode. Her skriver Stig: '. . . men man skal ikke sige ja til hvad som helst, og man skal ikke 'slå til', før det optimale resultat er opnået'. Det lyder ganske besnærende. Men situationen i maj var jo netop ikke optimal, og slet ikke som Stig beskriver den i sit indlæg i Folkeskolen nummer 43. Der var ikke mulighed for at forlænge forhandlingerne. Vi skulle som hovedstyrelse tage stilling til et mæglingsforslag, der var det endelige. Spørgsmålet var enten accept - og efterfølgende urafstemning, hvor medlemmerne kunne tage stilling til forbedringerne - eller konflikt. Jeg kritiserer derfor heller ikke, at Stig 'tog hensyn til medlemmernes stillingtagen'. Næh, jeg kritiserer Stig Andersen, fordi han henviste til medlemmernes nej i første omgang, selv om vi i anden runde skulle tage stilling til et ændret resultat i en ny situation.

Selv om denne sag er vigtig, er der først og fremmest en række andre grunde til, at jeg har valgt at opstille. Det drejer sig om spørgsmål som ledelsesstil, gennemslagskraft, forhandlingserfaring med videre.

Jeg forholder mig således ikke kun til en konkret afstemning under overenskomstforhandlingerne. Faktisk har jeg anerkendt Stig som en kompromisdygtig formand for fagligt udvalg i en svær periode. Men hans begrundelser ved afslutningen rimer ikke med hans synspunkter i faserne inden. Derfor svigtede han efter min mening sin ledelsesopgave, idet udsigten til forbedringer af resultatet ved en konflikt var ringe. Om medlemmerne så ville have samme opfattelse, var en anden sag.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Påstanden om, at jeg skulle have 'accepteret nye lønformer ved Overenskomst 97 på væsentligt dårligere præmisser end dem, som det lykkedes at opnå ved denne overenskomst', er fuldstændig grebet ud af luften. Det er rigtigt, at Københavns Lærerforening ved Overenskomst 97 var inde i seriøse forhandlinger med Københavns Kommune om at aftale overgang til ny løn. Men da der ikke kom penge nok på bordet, valgte vi i Københavns Lærerforening at sige nej og fik derfor det samme overenskomstresultat som DLF.

Det ville klæde formanden for fagligt udvalg at forholde sig sandfærdigt til kendsgerningerne.

Jan Trojaborg

næstformandskandidat

Powered by Labrador CMS