Anmeldelse

Fælles om læring

Vurdering er andet end karakterer

Synes du også, der er et unødigt stort fokus på test, prøver og karakterer? Mangler du modspil i forhold til den voksende testkultur? Så er "Fælles om læring" et rigtig godt udgangspunkt. Med blandt andet 25 effektive vurderingsværktøjer bliver du og eleverne i stand til at se, at læring er meget mere end en enkelt slutkarakter.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Fælles om læring: Formativ vurdering i teori og praksis" beskrives som en metodebog i forhold til at opbygge en stærk evalueringskultur. Målgruppen er skoleledere, lærere og lærerstuderende.

Fakta:

Titel: Fælles om læring

Forfatter: Marie Neergaard

Pris: 275

Sider: 232

Forlag: Dafolo

Centralt i en stærk evalueringskultur står begrebet vurdering – men her tænkes der ikke vurdering som i eksamen, prøver og test (summativ vurdering), men vurdering som et metablik på egen læring (formativ vurdering). Formativ vurdering foregår eksempelvis gennem dialog og observation, så både lærer og elev kan følge elevens udvikling. Det påpeges blandt andet, hvordan international forskning viser, at det er den formative vurdering, der giver størst udslag på elevernes præstationer.

Bogen kan både læses fra ende til anden og bruges som en opslagsbog ud fra ens behov og afhængigt af, hvor meget man i forvejen kender til emnet. Den er opdelt i fire dele: Første del giver indsigt i en bredere sammenhæng, som formativ vurdering kan ses i. Anden del er en teoretisk indføring i begrebet formativ vurdering. Tredje del er en praktisk indføring i formativ vurdering med 25 hurtige og enkle vurderingsværktøjer til direkte brug i undervisningen. Fjerde del har fokus på udviklingen af en formativ evalueringspraksis på et generelt plan. Ud over det er der også en hjemmeside, hvor du kan hente værktøjer til brug i arbejdet med formativ vurdering.

Bogen er skrevet i et godt og flydende sprog, og man får et godt indblik i de forskellige aspekter inden for begrebet formativ vurdering. Jeg er især begejstret for de konkrete vurderingsværktøjer i forhold til at få den formative vurdering i spil, da fokus alt for let kommer hen på den summative vurdering. I disse prøve- og eksamenstider, som knækker unge mennesker, fordi alt pludselig kommer an på et tal, er det godt at få fokus på, at der også er en anden form for vurdering. En eller anden – jeg kan desværre ikke huske hvem – sagde engang til mig, at eksamen blot er et skøn foretaget af to mennesker på et givet tidspunkt i tiden. Det kan aldrig være fyldestgørende for alt, hvad man kan. Det var rigtig rart at få at vide, da det er en følelse, man som elev desværre let kan opnå. Og dér kan netop denne bog komme ind som et tiltrængt modsvar til ideen om, at alt kan opgøres i tal.

Jeg kan kun på det varmeste opfordre alle til at læse og ikke mindst bruge denne bog.