Debat

Hvis du strammer garnet

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sjældent har jeg været så glad for at modtage Folkeskolen som i den hedengangne efterårsforberedelsesperiode.

Jeg sigter til den fantastisk visionære artikel 'Kaos udvikler skolen' med undertitlen 'Dynamiske skoler følger ikke en plan'.

Artiklen bygger på Tove Heidemanns ideer om den organiske skole.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Sådan må en perlefisker have det, når han efter et udmattende dyk efter perler må opgive og vender tilbage til overfladen for dér - voila! - at finde alle de kostbarheder, han ikke fandt nede i mørket.

Ja, synd hvis alle de dyre timer til udvikling af planer for snart sagt alle tænkelige situationer skulle være spildte ressourcer og kræfter - hvis Tove Heidemann da har ret i sine betragtninger! For naturligvis følger der i samme nummer af Folkeskolen en gendrivelse af de kætterske tanker - lige efter den famøse artikel. Konsulent Birgitte Birkvad forsøger at mane visionerne i jorden.

Kære kollegaer: Kast skyklapperne og vær jeres egne antenner bekendt. Selvfølgelig er det ildsjæle, forskelle og visioner, der driver skolen videre i et dynamisk samfund.

Et lille eksempel: I min 8. klasse i engelsk opstod ideen om at undersøge de såkaldte school shootings, hvor unge i USA går amok og skyder vildt omkring sig. Ved at kombinere artikler i fagbladet P.S., en splinterny David Bowie-tekst (Seven) fra hans nye cd og en artikel i Politikens bogsektion om den lige så splinternye lyrik af Staceyann Chin er der spundet et spændende net om disse schoolboy bullets og de forhold, der er baggrunden for disse handlinger.

Det kunne ingen have forudset for måneder, uger, dage siden. Carpe Diem, ikke sandt? Og grib dine elever der, hvor motivationen ligger!

Lyder det gammeldags? Så lad mig knæle og blive slået til ridder med et gammeldags våben.

Tak for hjælpen, Tove Heidemann!

Leo Bech

Aars Skole