Lærer til lærer

Brede smil ved smilets by.

I Hinnerup ved Århus mødtes ca. 60 engagerede lærere i Håndværk og Design for at sparre med hinanden og lære nye sider af faget.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Syvtommersmil

15.-16. juni afholdt Den Faglige Forening for Håndværk og Design - Østjylland sit første sommerstævne.

Velkomsttalen var af Wisti Pedersen, der bød velkommen og foreslog de fremmødte at stikke hånden i den uddelte mulepose og bruge det udleverede målebånd til at måle bredden af de smilene. Sådan nogle har der nemlig siddet fast på mange H&D læreres ansigter siden nyheden om at det obligatoriske kreative valgfag i 7. og 8. klasse blev offentliggjort.

Deltagerne var inddelt i workshops i smedning, træ og læder, barkflet, genbrugstasker samt snitning i frisk træ. Der var stort engagement blandt deltagerne og enkelte var næsten ikke til at stoppe da lokalerne skulle låses af for natten.

Telefonerne blev flittigt brugt til at tage billeder eller små film af undervisernes forklaring på hvordan man løste næste del af opgaven, så man bedre kunne huske det senere.

Der var interesse, hjælpsomhed og en følelse af at være velkommen, som sivede rundt i alle workshops.

Ud over at lære nye håndværksmæssige færdigheder, blev weekenden også brugt på kollegial sparring på tværs af kommunegrænser og landsdele, og både årsplaner, projektidéer, indkøbsmuligheder og aldersgrænseerfaringer blev flittigt drøftet.

Alle deltagerne havde tydeligvis medbragt faglig begejstring og stolthed i overmål, og valgte for de flestes vedkommende at udfordre sig selv. Det sås også tydeligt på de udstillede genstande, der i løbet af dagene begyndte at dukke op på udstillingstrappen.

Alle deltagere gik berigede hjem og vi håber at dette var begyndelsen på en ny tradition.

God idé, gode lokaler, godt arrangement.

.....du skulle tage at komme med næste år.