Tre gode råd til dig, der bliver lærer sent i arbejdslivet

Freya Hvaste blev lærer som 60-årig og fik en svær start på sin nye karriere. Syv år senere er hun dog helt sikker på, at hun er endt på rette hylde.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Efter en lang karriere som keramiker og foredragsholder tog Freya Hvaste en skelsættende beslutning: Hun ville være folkeskolelærer.

I sommeren 2011 stod hun som 60-årig med eksamensbeviset fra meritlæreruddannelsen ved professionshøjskolen Via klar til en ny start, langt fra, hvad hun tidligere havde brugt sit arbejdsliv på.

Starten var hård, men i dag er nu 67-årige Freya Hvaste ikke i tvivl. »Det var det helt rigtige spring, og nu håber jeg at kunne blive ved, til jeg bliver 70 år«, fortæller hun.

Overvejer du at tage samme spring, eller er du i en moden alder ved at være færdig med uddannelsen og skal finde job i folkeskolen, har hun disse tre gode råd til dig:

1. Skolen og eleverne er altid under hastig forandring

Da Freya Hvaste selv gik i folkeskole, var lærerens autoritet ikke noget, man satte spørgsmålstegn ved. Hun blev overrasket over, hvor meget man i dag skal arbejde for at få den i klasseværelset.

»Jeg var forberedt på, at det ville være anderledes, men ikke så anderledes. Elever og undervisning i dag er på en helt anden måde end i min tid. På meritlæreruddannelsen har man ikke lang tid i praktik, så det tog lang tid for mig at finde fodfæste i min nye rolle«, siger hun.

2. Du har brug for støtte

Freya Hvaste startede med at finde job på en meget lille skole, fordi hun søgte samme grad af ansvar, som hun havde haft som selvstændig. Senere skiftede hun til en større.

»Skulle jeg gøre det om, var jeg startet der. Der var mentorordning for nye lærere og et team af erfarne lærere, jeg kunne sparre med. Der lærte jeg virkelig meget på kort tid. Jeg har været vant til at arbejde meget selvstændigt, men det er ikke en fordel som lærer«, fortæller hun.

3. Træk på dine erfaringer

Selv om det kan være overvældende at skulle starte forfra med at opbygge en helt ny læreridentitet, så kommer ens erfaringer en til gode i længden, mener Freya Hvaste.

»Nu hvor jeg har fundet mine ben som lærer, kan jeg trække på mine tidligere erfaringer fra et langt liv. Det får jeg kredit for hos eleverne. De kan godt lide at få nogle andre perspektiver på de ting, vi møder i undervisningen«, siger hun.

Powered by Labrador CMS