Lærerliv
0   16

Gensynsglæde, sammenhold og romantik

Et stærkt kammeratskab og hele seks ægtepar udspringer af en klasse med 36 lærerstuderende, som dimitterede i 1961. Selv om de nybagte lærere blev spredt for alle vinde, holder de stadig sammen, og snakken går lystigt, når de en gang om året fejrer sig selv.

Øjnene lyser op, da en ældre mand i en farvestrålende skjorte nærmer sig sine gamle klassekammerater, som står ved kroens reception.

»Jeg har glædet mig til at se jer«, siger han og begynder at hilse rundt.

Artiklen fortsætter under banneret

»Tak i lige måde« og »dejligt, at du kommer«, lyder det fra de andre, inden forsamlingen sætter sig til kaffebordet.

Her går snakken om, hvordan det står til med helbredet, hvorfor en af kammeraterne har meldt fra i sidste øjeblik, og hvordan turen til Rold Skov har været. De er kommet kørende fra så forskellige steder som Hjørring, Haderslev og Viborg og har det til fælles, at de i 1957 kom i klasse sammen på Th. Langs Seminarium i Silkeborg. De begyndte 36, og alle dimitterede i 1961.

»Vi havde et helt utroligt kammeratskab. Det endte med, at der blandt os blev seks ægtepar. Vi var altså 12, som blev gift med en klassekammerat. Desværre døde den ene mand alt for tidligt, men alle vi andre har holdt guldbryllup«, fortæller Einar Olesen, som fandt sammen med Jessie Waldemar tre år inde i studiet.

Det betød ikke noget for sammenholdet i klassen, at så mange dannede par, forsikrer han.

»Min kones bedste veninde gik også i klassen, og til vores bryllup sagde hun, at hun aldrig følte sig i vejen, selv om Jessie og jeg var blevet kærester«, siger Einar Olesen.

Kirstine Moesgaard Poulsen og Frede Pedersen fandt først sammen, efter at de var blevet lærere og havde fået job på hver sin skole. Hun i Herning og han i Sødring nord for Randers Fjord.

»I sommerferien skulle Frede på lejrskole med sine elever, og så fik jeg chancen for at komme med og passe køkkenet. Så lavede jeg kamillete til Frede om aftenen«, lyder det skælmsk fra Kirstine Moesgaard.

Kun råd til én øl

Ved kaffebordet forsvinder chokoladekagen bid for bid fra tallerknerne. Fire stole står tomme, men nu dukker det ene af de to manglende ægtepar op. Parret har måttet spørge om vej.

»De har GPS - de kan bare ikke finde ud af at bruge den«, griner Einar Olesen, som med sine 80 år hører til blandt de yngste. De fleste er to-tre år ældre.

Efter endt uddannelse mødtes nogle af klassekammeraterne flere gange til grundlovsdag, afhængigt af hvor tæt de boede på hinanden, men til 25-års jubilæet var hele klassen samlet. Derefter mødtes de hvert femte år frem til 50-års jubilæet i 2011. Nu sker det hvert år. Nogle er faldet fra, andre har for dårligt helbred til at rejse, men så sent som i 2014 var de 29 inklusive påhæng.

I år er 16 mødt op - 13 fra klassen og tre, som har giftet sig ind i flokken. En af dem er Jan Rasmussen, der gik en årgang under på Th. Langs Seminarium.

»Dengang var der to seminarier i Silkeborg. Derfor havde vi sloganet: 'Hvorfor slide sig til en lærereksamen på Vinthers, når man kan tage den på Langs?'« griner han.

Klassekammeraterne kom fra hele Jylland og lejede sig ind på værelser rundtom i byen. Det var med til at styrke sammenholdet, fordi de så også fandt sammen i fritiden, mener Karla Hansen, som det første halve år rejste med tog til Silkeborg fra Bøstrup nord for Hammel.

»Vi var heldige at have lærere, som gad os. For eksempel sørgede vores regnelærer for, at jeg fik et værelse i byen. Der var også altid nogle i klassen, som gad skrive en sang og arrangere en fest. Så lånte vi et lokale på seminariet«, fortæller Karla Hansen.

En spolebåndoptager leverede tidens melodier til festerne, hvor klassekammeraterne dansede med hinanden på kryds og tværs.

»Vi drak én øl, for vi havde ikke råd til to«, mindes Einar Olesen.

Alle kom fra jævne familier

Dengang kunne man nøjes med tre år på seminariet, hvis man havde studentereksamen. Andre skulle til optagelsesprøve for at komme på den fireårige linje. Forinden kunne man gå i præparandklasse i et år. Det gjorde flere af kammeraterne, fortæller Einar Olesen, som selv var en af dem. Han havde ellers taget realeksamen, men han ville gerne hjemmefra og følte samtidig, at det var sikrest at forberede sig på optagelsesprøven.

»Vi kom alle fra den jævne befolkning, så ingen i klassen følte sig som mere end andre«, siger Einar Olesen og vurderer, at klassekammeraternes ens baggrund spillede ind på, at de fik det så godt med hinanden.

Karla Hansens far var arbejdsmand, så pengene var små. Derfor kom hun ud at tjene efter 7. klasse, selv om evnerne rakte til mere.

»Jeg var både i bagerforretning, på mejeri og på en gård, men til sidst gad jeg ikke gøre flere spande rene. Jeg ville i forretning og søgte to steder, men de ville have én med realeksamen. I stedet talte min mor med den lokale lærer. Han havde gået på Th. Langs og kørte os op til forstanderen, og så fik jeg chancen. I dag ville jeg nok være blevet kaldt mønsterbryder«, siger Karla Hansen.

Inger Eskesen og Kirsten Øster sad ved siden af hinanden i alle fire år på seminariet. Det lå heller ikke i kortene, at de skulle blive lærere.

»Min mor var lærer, så det skulle jeg i hvert fald ikke være. Jeg var først i huset to steder og søgte så ind til Toldvæsenet, men jeg blev ikke ansat. Så tog jeg på seminariet for at slippe for at være i huset«, fortæller Inger Eskesen, som blev gift med en klassekammerat. I dag er hun enke og kan blandt andet se tilbage på ni år som lærer i Grønland sammen med sin mand.

Inger Eskesens sidekammerat var glad for at være i huset og havde planer om at blive pædagog. Det mente hendes gamle lærer ikke var nogen god ide.

»Hun mente ikke, at jeg havde lyst til at bruge resten af livet på at lære børn at sidde på potte«, siger Kirsten Øster.

Frede Pedersen nåede at blive udlært købmand, aftjene sin værnepligt og arbejde i bogholderiet på en maskinfabrik i Hjørring, inden han fik lyst til at blive lærer.

»Jeg havde en del med unge at gøre i KFUM, og derfor begyndte jeg at tænke i retning af lærer. Jeg kunne kun få plads i Silkeborg, og så hoppede jeg på den«, fortæller han.

Skole tilbød halv løn i soldatertiden

Alle 36 blev i lærerfaget. Alligevel fyger det ikke med anekdoter om gamle elever og kolleger. Det er gledet ud, i takt med at de aktive år ligger længere og længere tilbage, mener Frede Pedersen.

»Nu hører vi hinanden om, hvad der er sket siden sidste år, og følger på den måde med i hinandens liv«, siger han.

Der var mangel på lærere i 1961, så skolerne lokkede med nye og billige lærerboliger, og de 36 studerende på 3. årgang på Th. Langs Seminarium i Silkeborg kom i efteråret 1959 »på græs« i tre måneder - med løn.

Einar Olesen blev tildelt embedet som enelærer ved Alstrup Skole øst for Hvalpsund, hvor han havde 17 elever fra fem årgange. Han skulle henvende sig til kommunens kæmner (datidens svar på en kommunaldirektør, redaktionen) for at få lønnen udbetalt. Den var på 1.100 kroner, og Einar Olesen var nærmest flov over at få så mange penge talt op på skrivebordet, mens andre, der skulle hente småbeløb, så på.

Allerede i maj 1960 skulle de studerende i praktik igen. Denne gang i to måneder og på to forskellige skoletyper. Einar Olesen kom først på en lille skole og bagefter på den større - Bangsbostrand Skole i Frederikshavn. På grund af lærermanglen tilbød skolen ham halv løn i soldatertiden, hvis han ville forpligte sig til at vende tilbage til skolen, når han havde aftjent sin værnepligt. Han skulle så blive på skolen i mindst to år:

»Men jeg ville ikke binde mig, så jeg sagde nej tak«, fortæller han.

Skal jeg virkelig slå dig

Det var en tid med hr., frøken og De, og det var tilladt at slå eleverne.

»Jeg fik job i Helsingør og kan huske en lille fræk og ustyrlig Hanne i 1. klasse. En dag sagde hendes far, at jeg bare skulle labbe hende en. Det havde jeg det ikke godt med, så jeg spurgte hende, om det virkelig kunne passe, at jeg skulle give hende en på hovedet. Det fik hende til at holde igen på frækhederne, hver gang jeg nærmede mig hende«, fortæller Inger Eskesen.

For Kirsten Øster sluttede den formelle omgangstone, da hun i 1972 skiftede en lille skole ud med en større.

»Jeg havde det rigtig godt med, at eleverne sagde du og var på fornavn med mig«, siger hun.

En af Einar Olesens skoleinspektører holdt fast i at være Des med lærerne. Hans virkelige respekt og anerkendelse opnåede man først, hvis han en dag spurgte, om man skulle være dus. Det privilegium blev ikke forundt en lærerkollega, som snublede på terrazzotrappen uden for inspektørens kontor.

»Han slog sig ret alvorligt, men inspektøren råbte bare inde fra sit kontor, at pedellen lige skulle se, om der blev brug for en vikar«, siger Einar Olesen.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Det faglige netværk Lærersenior er for lærere, som er pensioneret eller på vej dertil. I samarbejde med fraktion 4 - pensionisterne i Danmarks Lærerforening.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
623 andre er allerede tilmeldt