Blog
1   6

Dannelses-begrebets ankomst i didaktikken

Abonner på nyt om Pædagogik, civilisation og skole i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Springer man frem til midterste tredjedel af det 20. århundrede, da har didaktikken overtaget det dannelsesbegreb som (vi i forrige indlæg) så at den civilisatoriske pædagogik udviklede. Eksempelvis hos Erich Weniger i hans 'Didaktik als Bildungslehre' (1952/1926). Den dannelsesteoretiske didaktik bygger direkte videre på de klassiske rationalistisk-civilisatoriske idealer (tilbage fra Kant og Rousseau) omkring et etisk, humanistisk menneskesyn og et demokratisk samfundssyn.

Undervisningens opgave baserer sig i den dannelsesteoretiske didaktik på intentionen om at føre eleverne frem til refleksiv selvbestemmelse, så eleven kan blive en selvvirksom og myndig samfundsdeltager. Kants oplysningsidealer om humanitet, frihed og myndighed bringes dermed ind i grundlaget for undervisningsarbejdet (omkring tilrettelæggelse, udvælgelse af indhold og begrundelse af mål). Hos Wolfgang Klafki - som er den dannelsesteoretiske didaktiks hovedfigur i denne periode - er denne inspiration tydelig. Klafki griber som nævnt selv tilbage til de dannelsesforståelser der blev udviklet i den civilisatoriske pædagogiks periode. Arven fra Schleiermacher (1768-1834) er eks. her tydelig i Klafkis begreb om ’kategorial dannelse’. Hos Klafki lever Schleiermachers hermeneutiske dannelsestænkning videre med tesen om dannelsens såkaldte ’dobbeltsidige åbning’ (mellem selv og verden). Dette udgør også en re-tematisering af dialektikken mellem menneskets modtagelighed og selvvirksomhed tilbage fra Humboldts (1767-1835) universitetsprogram baseret på visionen om ’dannelse gennem videnskab’.

Dermed bliver undervisningsarbejdet med den dannelsesteoretiske didaktik forpligtet på et normativt grundlag, der i sin grund er bærer af tydeligt europæiske civilisationsmarkører omkring frihed, myndighed og selvbestemmelse. Denne individualitets-dimension anskues hele tiden i dens transformative vekselvirkning med verden som noget alment og objektivt. Lærerens dannelsesteoretisk forankrede opgave bestemmes altså ikke bare som det at meddele kundskaber, men tillige som det at opdrage i praksis til dette menneskesyn som integreret del af et civilisationsideal.

Artiklen fortsætter under banneret

Sammenfatter man hvad det er for et grundlag den klassiske pædagogik (Kant, Rousseau) og den senere dannelsesteoretiske didaktik (med Klafkis ’kategorial dannelse’) meddeler os, så ser man altså at dannelses-begrebet i denne periode er forankret i en række grundkomponenter for vestlig-europæisk civilisation. Disse grundkomponenter er nedlagt i roden af den pædagogiske og didaktiske tænkning i dens specifikt dannelsesteoretiske form. I punktform kan denne periodes horisont sammenfattes over begreberne: (1) kultur, (2) nation, (3) stat, (4) individ, (5) kunst. Dette vil jeg se på i næste indlæg.

Mh, Pio


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Musiknetværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Musiklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
729 andre er allerede tilmeldt