»Jeg tror, vi kan forudse et blodbad på specialundervisningsområdet, når vi ser på de kommende budgetter«, sagde Dorte Lange, formand for DLF's pædagogiske udvalg, som sammenfatning af en temadebat i hovedstyrelsen om specialundervisning og økonomi.

KL, Finansministeriet og Undervisningsministeriet fik i foråret gennemført en undersøgelse, som viste, at omkring en tredjedel af folkeskolens midler går til en eller anden form for specialundervisning.

Hovedstyrelsens debat var præget af, at ingen endnu har fundet de vises sten og ved, hvordan man vender udviklingen. Men også at det i hvert fald ikke hjælper bare at skære ned på økonomien. Det var især tre forslag, som var til debat:

1. Nyt navn

Rapporten foreslår at omdefinere begrebet specialundervisning til kun at omfatte støtte i mere end 12 timer.

DLF har selv i 2009 foreslået, at en del af det, man i dag kalder specialundervisning, burde hedde »inkluderende støtteforanstaltninger«, fordi der blandt andet er tale om støtte, som gives til elever, for at de kan deltage i den normale undervisning.

2. 12-timers-grænse

Men hovedstyrelsen diskuterede også konsekvenserne for de elever, som har brug for støtte i mellem en og 11 timer, hvis det ikke længere hedder specialundervisning. Det drejer sig om næsten 50.000 elever.

Lærerne mener godt, at flere kan rummes i normalklassen. En undersøgelse i månedsmagasinet Undervisere i foråret viste, at et stort flertal gerne vil inkludere flere elever, under forudsætning af at der gives den nødvendige støtte og uddannelse til det. »Mit skrækscenarie er, at elever med massive indlæringsvanskeligheder, som ikke gør noget særligt væsen af sig og ikke er urolige, bliver placeret på bageste række ligesom i gamle dage og slet ikke får noget ud af undervisningen«, sagde Leif Sort, som er formand for DLF's følgegruppe omkring specialundervisning.

3. Lovkrav på specialundervisning

I dag har alle elever lovkrav på at få specialundervisning, hvis de har behov for det. Forældre kan klage til et klagenævn, hvis de mener sig forkert behandlet.

Men i forårets økonomiaftale mellem regeringen og kommunerne er der formuleringer, som lægger op til, at retskravet reduceres eller fjernes. Dilemmaet er, at et retskrav på specialundervisning kan betyde færre midler til normalundervisningen. Nogle gjorde opmærksom på, at der, uanset hvad man kalder det, er en del elever, som vil blive tabere, hvis man fjerner retskravet på specialundervisning.

John Illum: »Fordi man fjerner diagnoserne, bliver der jo ikke færre autister eller børn med ADHD«.