Hun genkender ikke det negative mediebillede, der herhjemme tegnes af Afghanistan, hvortil hun for nylig var udsendt som hjemmeværnssoldat. 36-årige Heidi, der er ansat på Charlotteskolen i Vejle som lærer, har efter hjemkomsten brugt meget tid på at fortælle venner og kolleger om sit eget mere positive indtryk, trods også mange oplevelser af blod, død, tårer og ødelæggelse.

»Medierne vil kun rapportere, når der kommer lig på bordet. Men jeg så, hvordan soldaterne faktisk gør en stor positiv forskel. Nu går op imod syv millioner børn i skole, heraf over to millioner piger, hvor det kun var 90.000 drenge i 2001. På samme måde er andelen, der har adgang til rent vand, steget fra 13 til 36 procent. Det hører man aldrig om«, argumenterer Heidi ved bordet på lærerværelset og fortsætter engageret om sit og soldaterkollegernes bidrag til etablering af blandt andet kvindecentre, lægekonsultationer, elnet og brønde.

Heidi understreger, at hun som Nato-soldat ikke følte sig uønsket af lokalbefolkningen, som det indimellem også fremstilles:

»95 procent af afghanerne vil bare have fred. Og hvis de ellers tør stole på, at vi vil hjælpe dem helt af med Taleban, så støtter de os. Men når de frygter, at vi bare lader dem i stikken og snart rejser hjem, så bryder frustrationerne ud«, fortsætter hun og tilføjer, at Taleban ikke spiller efter nogle regler og gerne terroriserer, dræber og torturerer deres egne.

»Frygten for netop Taleban-repressalier gør, at almindelige afghanere ikke åbenlyst tør tale dem imod. Man skal forstå, at afghanernes retorik, når de klager over os, Nato-soldaterne, snarere er et udtryk for frustration, og at de ikke behøver at være bange for os«.

Visiterede for selvmordsbomber

Enkelte situationer med døde børn og sårede kolleger med bortsprængte lemmer har for altid fæstnet sig på hendes nethinde. Det var imidlertid ikke den slags, men billeder af glade afghanske børn og soldaterkammerater, der fyldte op i Heidis kamera, da hun kom hjem. De positive indtryk var klart i overtal.

Heidi var en af to kvinder på det ekstrauddannede midtjyske vagthold på 30 hjemmeværnssoldater, der var udsendt til Afghanistan fra oktober til januar sidste skoleår for at bevogte den danske lejr. Hun arbejdede dog primært i administrationen med udarbejdelse af vagtplaner og bestemmelser for, hvilke afghanere og deres køretøjer, der fik adgang til lejren. Men hun havde også til dels på grund af sit køn en fast opgave tre halve dage om ugen med at visitere lokale kvinder og børn, der meldte sig til lægebehandling på det amerikanskledede lægecenter i Camp Price.

»En ting er at øve sig på at kropsvisitere folk herhjemme. Noget andet er at gøre det rigtigt over for potentielle selvmordsbombere, der kunne have forklædt sig i det meget tildækkende kvindetøj«, fortæller Heidi og pointerer, at hun heldigvis ikke oplevede problemer.

»Tværtimod nød jeg det arbejde. På trods af vel nærmest 30 års krigstilstand i landet var det særlig dejligt at se børnene drøne ubekymrede rundt og lege på bare tæer, selv om mange også havde mistet en hånd eller fod«, siger hun.

Så skolen, kollegerne og hverdagen herhjemme måtte Heidi lige vænne sig til igen.

»Jeg har godt nok fået det sværere med endeløse møder og bløde formuleringer a la 'Det, jeg hører dig sige, er'. Dér er jeg nok blevet endnu mere resultatorienteret og skulle lige finde tilbage til mine pædagogiske rødder«, forklarer hun med et skævt smil.

Måtte opgive skolebesøg

Da Folkeskolen sidste år skrev om Heidis forberedelser til udsendelsen til Afghanistan, reagerede enkelte kolleger med negative kommentarer:

»Her på skolen, hvor man kender mig og ved, at jeg ikke ville ned for at skyde nogen, har jeg kun mødt positive tilkendegivelser. Folk er indimellem uenige i sagen, men viser mig alligevel personligt stor sympati«.

Hun ærgrer sig primært over én ting: At hun ikke nåede det planlagte besøg på en lokal skole.

»Det havde jeg glædet mig meget til. Vi skulle have mødt elever, lærere og skolelederen«, siger Heidi, der specielt havde set frem til en vidensudveksling:

»Jeg ville gerne have hørt om, hvordan de underviser under ramadanen«.

Det er imidlertid sin sag som soldat i Helmand at få tilladelse til at tage på private skolebesøg, som situationen er. Det kræver, at der afsættes store sikkerhedsmæssige resurser, og det kræver rolige perioder.

»Desværre blev besøget på grund af konstant travlhed udskudt til helt hen i min sidste uge, og netop da blev vi så meget hårdt ramt med en død dansk soldat og 16 sårede i løbet af få dage. Der blev ikke tid«, forklarer Heidi ærgerligt.

Forældretillid er vokset

Hun er ikke sikker på, hvad hun konkret fik med hjem, som hun kan bruge direkte i sin undervisning i Vejle af sine mange elever med muslimsk baggrund.

»Altså, jeg har jo gennem årene sat mig grundigt ind i børnenes kulturer. Til gengæld kan jeg mærke, at forældrenes tillid til mig er vokset. Mange gange er det jo svært at få forældrenes tilladelse til at lade deres døtre deltage i idræt. Men som en af dem siger: 'Heidi, du kender os nu. Når du spørger, giver vi altid lov. Vi stoler på dig'«, fortæller Heidi.

Bekymret skoleleder

Lederen på Heidis skole, Susanne Fjeld­gaard Kristensen, var på forhånd bekymret for, hvad Afghanistan-udsendelsen ville gøre ved hendes lærer og teamleder. Ikke bare fysisk, men også mentalt:

»Heldigvis fik vi Heidi tilbage i et stykke, og hun er stadig lige energisk og udviser stort organisationstalent, men vi kan også mærke, at hendes udlængsel er pirret, og det kan bekymre mig, da hun er en kapacitet, jeg meget nødig vil miste«, siger skolelederen.

Heidi får det sidste ord: »Jeg er blevet indstillet til noget spændende lederuddannelse her på skolen og har lovet vores skoleleder at blive lidt hjemme nu. Men snart vil jeg meget gerne af sted igen«.

Sidste skoleår lod Heidi sig i tre måneder som hjemmeværnssoldat udsende til Afghanistan og den dødsensfarlige Helmand-provins. Til daglig er hun dansk-, engelsk- og gymnastiklærer på Charlotteskolen i Vejle, den ene af kun to tilbageværende folkeskoler i Danmark, der udelukkende koncentrerer sig om børn med almene indlæringsvanskeligheder. Heidi er desuden teamleder og idrætskoordinator i forhold til kommunen. Heidi har hverken ægtefælle eller børn, og ti timer om ugen efter almindelig arbejdstid trækker de frivillige opgaver i Hjemmeværnet, hvor hun er løjtnant og har været medlem siden 1993. Folkeskolen fortalte i nummer 21/2009 om Heidis overvejelser over, forventninger og træningsmæssige forberedelser til at tage af sted som støtte for de professionelle danske styrker. Men hvordan gik det så? Hvad udrettede hun, hvad fik hun med hjem? Heidis efternavn undlader vi at nævne på grund af risikoen for repressalier.