Hvor meget bliver der egentlig talt om samfundet under aftensmaden?

Jeg er et meget sammenbragt produkt af to forældre, der dengang var DKP´ere, men som siden flyttede sig til Enhedsliten og Det Radikale Venstre. Min mor (Ø) og jeg har altid snakket meget politik, og min var altid opmærksom på at forklare mig mekanismerne i samfundet, og derved gennemhulle eventuelle borgerlige argumenter for hvorfor det fx skulle være en god ting, at gøre livet utåleligt for visse grupper i samfundet. Jeg kan huske, at vi engang snakkede om SU´en, som jeg dengang ikke tænkte at de borgerlige fortsat ville være imod. De var jo formentlig blevet klogere, og jeg tænkte ved mig selv, at SU´en nok mere blev indført pga at man med samfundsudviklingen udviklede en højere social intelligens. Der fik min mor hurtigt sat tingene i perspektiv, og har iøvrigt gentagne gange sagt, "SU´en blev ikke indført for at være sød ved de fattige, men ud af nødvendighed, da de rige ikke kunne avle nok begavet arbejdskraft". 

Man kan diskutere, om det er en kynisk udlægning af historien, men den satte tanker i gang, og gør det stadig nu, hvor SU´en og den lige adgang til uddannelse trues fra flere sider. Forskere siger, at op imod halvdelen af de jobs vi kender (Måske flere) i løbet af en overskuelig fremtid vil blive overtaget robotter og smart software, og er det så overhovedet nødvendigt at uddanne næste generation...? Er det mon derfor at alle SU-forringelserne kommer netop nu? Det er vigtige overvejelser, og hvis ikke man ser de politiske begivenheder i sin helhed, så får man ikke sammenhægene med. Den slags diskussioner kan ikke udelukkende klares på to ugentlige samfundsfagstimer i ottende og niende klasse. Den slags diskussioner skal forældre også tage med deres børn og unge i hjemmet. 

Er de unge blevet historieløse pga en berøringsangst forældregeneration?

Det kræver ikke mod at diskutere de seneste nyheder før, under eller efter aftensmaden. Tværtimod er det noget man bør gøre. Når jeg ser hvordan at et parti som Liberal Alliance vinder så forholdsvis stor opbakning blandt unge, så tænker jeg umiddelbart, at de må være uvidende i forhold til de kampe som især fagforeningerne har kæmpet i 100 år, for at de unges forældre (Såfremt de er beskæftigede) har den levestandard, som de har i dag. Jeg tænker umiddelbart også, at de unge, der går hen og bliver meget blå (Højre for Venstre) ikke kan se sammenhængen i, at en høj grad af velfærd, har skabt den personlige frihed, som LA krampagtigt forsøger at tage patent at kunne levere, da en høj grad af velfærd giver os garantier uafhængigt af vores indkomst, hvorfor vi ikke burde have behov for at hoppe rundt og tegne individuelle forsinkringer mod dit og dat. 

Skal de unge så være sociailister eller altruister?

Selvfølgelig taler jeg ikke for en ensretning af de unge, og alle er jo frie og skal være frie til at danne deres egne holdninger, men når det er sagt, så bliver vi konstant bombarderet med overfaldiske medier, der ofte har et bias og som ofte forsimpler politiske problemstillinger udover det rimelige. Det eneste filter børn og unge her har, er deres forældre, og jo mere indskrænket mediebilledet bliver, jo større er forældrenes ansvar, for at holde deres børn underrettet om deres samtid og fortid, ligesom forældrene også har et ansvar for at udbrede deres børns forståelse for andre unge i en anden situation. Dette ansvar er helt uafhængigt af enhver forældres jobstatus, bil, uddannelse, friværdi etcetera.