"Mange lærere lægger sig simpelthen fladt ned for kritik fra de højtuddannede forældre", lød et af argumenterne fra lektor Frans Ørsted Andersen, da Lærerforeningen torsdag var vært for en debat om den 5-årige læreruddannelse.

Akademisering skal lade lærere tage faget tilbage

Læreruddannelse skal finde inspiration i Finland og på Panum-instituttet. Sådan skal fremtidens lærere kræve faget tilbage, var meldingen fra Anders Bondo og lektor Frans Ørsted.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi har brug for at styrke læreruddannelsen. Den danske folkeskole er i den grad offer for pædagogiske modeluner - meget af det ren populisme - og vi skal som profession kunne sige fra overfor for eksempel diller som læringsstile, målstyring og så videre", sagde Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks lærerforening, ved debatten "Skal læreruddannelsen være finsk?" på folkemødet torsdag eftermiddag.

Her debatterede han med lektor Frands Ørsted fra DPU, politisk ordfører Carolina Maier fra Alternativet og Martin Bayer, forningschef på Københavns Professionshøjskole.

En 5-årig akademisk læreruddannelse? Eller bare en 5-årig læreruddannelse?

Men nej, læreruddannelsen skal ikke være finsk, var de fire debattører nogenlunde enige om, selv om de også alle sammen mente, at det kun var et spørgsmål om tid, før læreruddannelsen bliver 5-årig - som den er i Finland og resten af Norden. Men Finland kan levere inspiration, ligesom i øvrigt den danske uddannelse af læger: Kommende læger bliver undervist af overlæger, der kombinerer undervisning og almindelig praktisering af medicin og kirurgi. På den måde sikrer man, at de studerende bliver opdateret på den nyeste forskning, den anvendte praksis og at professionen selv leverer den forskning, der skal udvikle den.

Den model kan overføres til læreruddannelse ved at bruge øveskoler, hvor en stor del af lærerne forsker samtidig med, at de underviser, og hvor lærerstuderende dels kan komme i praktik, dels kan få et tilhørsforhold til professionen, mente Frans Ørsted.

Universitet eller professionshøjskole?

De fire debattører var generelt enige om, at fremtiden for læreruddannelsen er, at den bliver 5-årig. Anders Bondo gik så vidt som til at sige, at en 5-årig uddannelse kunne blive stort set selvfinansierende, hvis den bliver skruet rigtigt sammen, fordi der så ville blive mindre frafald under og lige efter uddannelsen. Om uddannelsen så skulle flytte fra professionshøjskoler til universiter eller ej, var mindre vigtigt, mente Alternativets Carolina Maier, mens Martin Bayer var decideret imod, at universiteterne overtager uddannelsen.

"Universiteterne kan ikke, i hvert fald ikke p.t., løfte opgaven. Den pædagogiske forskning, de præsterer er hverken omfangsrig eller kvalificeret nok", mente han. Frans Ørsted Andersen var enig: "Vi skal ikke have Niels Egelund og Peter Kemp til at undervise fremtidens lærere."

Glem Finland: Flamske politikere er lune på den danske læreruddannelse

Akademisering giver respekt

Fordelene ved en akademisering af læreruddannelsen ville være, at forældrene ville have mere respekt for lærerne, mente Frans Ørsted Andersen. "Mange lærere lægger sig simpelthen fladt ned for kritik fra de højtuddannede forældre", mente han.

Carolina Maier og Anders Bondo lagde mere vægt på, at politikkerne og forvaltningerne skulle have mere respekt for professionen.

"Vi skal kunne sige 'Gu' vil vi da ej' - og kunne argumentere for det, når de kommer rendende med deres pædagogiske modeluner", sagde Anders Bondo, som også mente at det er gymnasielærernes højere uddannelse, der redder dem fra politisk detailstyring.

Martin Bayer opfordrede til, at man slog koldt vand i blodet, inden lærerprofessionen blev talt helt ned under gulvbrædderne.

"Vi skal lige huske, at lærerne ligger meget højt på befolkningens tillidsbarometer".

Powered by Labrador CMS