Odense Kommune vil lukke syv skoler

Motivationen hos de ældste elever på odenseanske folkeskoler er faldende, og antallet af unge, der gennemfører ungdomsuddannelser, langt fra målet. Derfor har kommunen sendt en strukturplan ud til høring. Men lærerkredsen er langt fra imponeret.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den nye strukturplan skal rette op på problemer med manglende motivation, men også frigive 36,9 millioner kroner i 2011/2012 og stigende summer de efterfølgende år. Planen tager højde for den kommende nedgang i elevtallet, men formanden for Odense Lærerkreds Anne-Mette Kæseler Jensen mangler beviser på, at forslaget vil gøre en reel forskel. Hun frygter, de frigivne millioner aldrig når frem til folkeskolerne, men ender deres dage i kommunekassen.

"Prognoserne taler ganske rigtigt om en elevnedgang over de næste fem-otte år på 800 elever, så vi bliver nok nødt til at se på skolelukninger. Men at lukke syv skoler er simpelthen at gå for voldsomt til værks", siger hun til folkeskolen.dk.

Anne-Mette Jensen er enig med kommunen i, at den største udfordring bliver at få de sidste 20 procent af unge gennem en ungdomsuddannelse. Men hvordan kommunen har tænkt sig at nå den målsætning, mener hun stadig ikke at have fået svar på.

"Det bekymrer os, at der ikke er noget konkret, der sandsynliggører, at den her strukturplan vil hjælpe de sidste 20 procent".

Børne- og ungemiljøer

Det centrale i strukturplanen går ud på at omdanne nogle af folkeskolerne i Odense til at undervise specifikke klassetrin. Syv af kommunens folkeskoler skal omdannes til såkaldte børneskoler med elever fra 0. til 6. klasse. Her skal de fysiske rammer og pædagogiske muligheder rettes specielt mod de yngste elever. Tilsvarende bliver tre skoler ændret til ungeskoler for 7. til 10. klasse. Her skal de ældste elever have større mulighed for selv at vælge fag, de er motiveret for og efterspørger. Udover specifikke unge- og børneskoler, vil kommunen skabe lignende miljøer på alle folkeskoler med elever fra henholdsvis 0. til 6. klasse og 7. til 9. klasse.

Men Anne-Mette Jensen mener kommunen fjerner kinderæg fra en kurv, der i forvejen er bæredygtig.

"En stor del af strukturplanen beror på at skabe børne- og ungemiljøer, men det mener vi sagtens, vi kan inden for de eksisterende rammer".

Hun frygter, kommunen vil skabe et kaos i stedet for en fremgang.

"Det er hasardspil at kaste så mange lærere og elever, skoler og forældre ud i kaotiske omvæltninger, som det her bliver, uden at have forskningsmæssigt belæg for at det rent faktisk virker".

Der er link til strukturplanen til højre.