Anmeldelse

Naturanimation.dk

Sig det med billeder

Multimodale læremidler, hvor tekst, animation og levende billeder spiller sammen, er fantastiske til at øge forståelsen af komplekse fagligheder, som vi gerne vil berige vores elever med.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mon ikke vi alle har oplevet situationer, hvor vores didaktiske evner er kommet til kort i forbindelse med forklaring af komplekse sammenhænge. Her kan billedmateriale være guld værd til at illustrere, forklare, tydeliggøre og beskrive. Der er valid forskning, der dokumenterer, at vores hjerne kan opfatte flere informationer, hvis informationerne formidles i forskellige farver. Om det også gælder for levende billeder, har jeg ikke dokumentation for, men vil rigtig gerne tro på det.

Fakta:

Titel: Naturanimation.dk

Forlag: Naturanimation

Der er også dokumenteret forskning, der understøtter brug af billeder i læringssituationer. Det handler om, at eleverne får billeder på fagligheder, hvis intentionen er, at det skal lagres i langtidshukommelsen og derved være brugbar viden, som kan trækkes frem og benyttes igen. Derfor kan animationer være et vigtigt redskab til at skabe indsigt, forståelse og læring.

Hjemmesiden naturanimation.dk, udviklet af Naturvidenskabernes Hus med hjælp fra Animationsskolen i Viborg, har en noget anden indgang, da de lader eleverne producere deres egne animationer. Eleverne benytter egne produktioner til at formidle, hvad de har lært. Animationerne bliver derved ideelt set dokumentation og evaluering af, hvad eleverne har lært. Men som interviewede elever fortæller i en præsentationsvideo på forsiden, kommer man let til at fokusere på andet end indholdet, når en ny formidlingsform skal læres.

Vær derfor skarp på, om fokus skal være på at lære eleverne at fremstille animationer, eller om det fagfaglige skal være omdrejningspunktet. Læringsmæssigt er anderledes formidlingsformer rigtig godt i de fleste læringssituationer og ikke kun i naturfagene, som hjemmesiden henvender sig til.

Der er masser af læring i at lade eleverne benytte kreative formidlingsformer. Og når eleverne mestrer denne formidlingskunst, kan fokus på det fagfaglige blive omdrejningspunktet. Ansvar for formidling har en rigtig god virkning i forhold til ansvarlighed og fordybelse.

Brug hjemmesiden som supplement sammen med alle de andre gratis værktøjer på nettet til at fremstille film og animationer med eleverne. På trods af dens hjemmestrikkede videoer finder du udmærkede værktøjer og øvelser på hjemmesiden til at arbejde med kunsten at lave animationer med dine elever.