Sprogligt Set

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Træls

Som 13-årig skiftede jeg region. Som alle andre børn måtte jeg følge mine forældre, selv om jeg - også ligesom de fleste andre børn - var stærkt konservativ. Hvorfor i alverden flytte? Men det gik jo efterhånden, men let var overgangen ikke, selv om børn med en senere tids modeord, når det kommer til stykket, er omstillingsparate. Mit sprog var købstadssprog, ikke dialekt. Det sidste blev ikke brugt i skolen, selv om mange af mine kammerater fra landet talte dialekt derhjemme. I byen var det stort set sådan, at børn fra hjem med klaver talte mindre egnsbundet sprog end børn fra klaverløse hjem. Og mine forældre havde et Hornung og Møller, som jeg øvede mig på til min fars faste akkompagnement - af protester. 'Kvæl den spurv!', lød det, engang jeg indøvede 'Spurven sidder stum bag kvist'.

I Storkøbenhavn bemærkede man min østjyske baggrund, men det gav ikke anledning til alvorligere drillerier - i hvert fald ikke sammenlignelige med de forfølgelser, tilflyttede københavnerdrenge var udsat for, hvis de var så uheldige at skulle med deres forældre mod vest. Og da jeg knap nok var kommet i puberteten, var jeg i stand til at tilpasse mig de nye sproglige omgivelser. Min fire år ældre bror havde ikke denne mulighed. Han taler stadig jysk regionalsprog - og sådan er det generelt: den sproglige fleksibilitet falder markant efter puberteten.

Der var et ord, jeg savnede i de nye omgivelser. Det var træls. Og jeg er aldrig kommet over det savn, for her i Storkøbenhavn bruges det kun med anførelsestegn, ikke i fulde alvor. Ordet er godt, fordi det rummer betydningselementer, som ellers er fordelt på mange andre ord. Det er træls eller Det er godt nok træls har betydningsfællesskab med trivielt, kedeligt, ensformigt, trist, ærgerligt med flere, men det rummer ikke nogen desperation, snarere resignation, eller rettere: en resignation, som er ved at blive belastende. Man tager sin skæbne og bærer sin byrde, men ikke med et smil.

Det gør vi jyder nemlig mere tålmodigt end østdanskere; de har simpelt hen ikke behov for ordet, og det lyder forkert, når de siger det med stød, så det udtales som ordet træl i genitiv. Men for en historisk betragtning har de ret; ordet træls menes at hente sin betydning i de trivialiteter, der var knyttet til en træls arbejde.

Professor Higgins

Powered by Labrador CMS