Inertimoment, balance, muskelkontraktion, flop, svingben og kropsspænding, er blot et fåtal af de fagspecifikke begreber som eleverne møder i forbindelse med idrætsundervisningen i folkeskolen. Hvert fag har sit eget sprog, som eleverne skal lære. Sprogundervisning finder altså ikke kun sted i sprogfagene dansk, engelsk, tysk og fransk, men også i øvrige skolefag. Ja, faktisk indgår den sproglige dimension i fællesmålene, som et tværgående emne i alle skolefagene. Men hvad betyder det egentligt for idrætsfaget, og hvordan kan elevernes sproglige udvikling i idrætsundervisningen understøttes?

Sproget i idrætsfaget er vanskeligt for eleverne, da sproget eleverne møder i faget, sjældent minder om sproget de anvender i dagligdagen. Idrætsundervisningen i skolen er for mange elever den eneste arena, hvori de kan indøve fagsproget, derfor er det vigtigt at vi medtænker den sproglige dimension i undervisningstilrettelæggelsen. Hvert skolefag har typisk en særlig tekstkultur, i idrætsfaget ser vi, at læremidler ofte er skrevet i den informerende eller forklarende genre. Idrætsfagets læremidler er altså i høj grad præget af illustrationer, fakta bokse, vejledninger og grafer. Det stiller blandt andet krav til, at eleven er udstyret med den rette læseteknik for at forstå indholdet.  Opsætningen i enkelte læremidler kan virke rodet på nogle elever, særligt når læremidlet anvender flere genretyper på samme side, eller henviser til øvrige sider og anvender store mængder illustrationer og farver. Den høje grad af multimodalitet kan endvidere også være formålstjenlig, da læremidlet på den vis henvender sig til flere elever med forskellige forudsætninger, idrætslæreren skal blot være opmærksom herpå og stilladsere eleverne tilstrækkeligt. For hvordan skal eleverne ellers vide hvad der skal læses først, hvordan det skal læses og hvad der egentligt er vigtigt?

For at eleverne kan forstå fagsproget, må vi tage udgangspunkt i deres hverdagssprog, og drage paralleller mellem fagsproget og det sprog de allerede har. Mange lærere skaber allerede en naturlig forbindelse, når de gentager det eleven ytrede(med hverdagssproget), og knytter fagsproget hertil. Faktisk er idrætsundervisningen en enestående arena til sprogundervisning, da vi også har bevægelsesapparatet som redskab til at udtrykke og forstå sproget. I idræt kan vi både se, høre og føle fagsproget, vi kan sætte handling på sproget. Gennem en øget sanseintegration, faciliteres en multisensorisk indlæring, som understøtter elevernes sproglige udvikling.

Når vi taler om afsættet i et højdespring, kan vi eksempelvis skabe en forbindelse mellem hverdagssproget og fagsproget, ved at pendle mellem ordene numsen og sædemusklen, her får eleverne også berøring med ordets fonetik, idet de hører idrætslærerens udtale. Samtidig kan eleverne mærke fagsproget på egen krop, ved at udføre et højdespring, eller se fagsproget illustreret i læremidlet, på video, eller når klassekammeraten udfører øvelsen. Når eleverne skal fejlrette hinanden i idrætsundervisningen, får de også anvendt fagsproget i en meningsfuld kontekst.  

En vigtig del af sproglæring er gentagelse. Gentagelse og atter gentagelse. Eleverne skal have mulighed for at gentage og indøve de nye fagord, så de bliver en integreret del af deres ordforråd. Derfor skal vi som idrætslærere, tænke nøje over anbringelsen af de adskillige undervisningsforløb. Et forløb i højdespring, kan eksempelvis være grundlaget for et forløb i springgymnastik. Her vil mange begreber som afsætsmuskulaturen, stemstilling, tilløbs-, afsæts-, svæve- og landingsfasen, gå igen. Den sproglige dimension skal altså allerede medtænkes i årsplanlægningen, før den egentlige undervisning er gået i gang.

Elevernes sprogkundskaber er bredt funderet, nogle elever har mere de kan falde tilbage på end andre. Eleverne som er aktive i idrætsforeningerne, har formodentlig allerede haft berøring med enkelte idrætslige begreber, mens elever som ikke interesserer sig synderligt for idræt ikke vil have de samme sproglige forudsætninger, for at afkode fagsproget i idrætsundervisningen. Ligeledes har etnisk danske elever, som er opvokset i akademiker familier bedre forudsætninger for at forstå skolesproget, end tosprogede elever som er opvokset i et hjem hvor der tales et, eller flere fremmedsprog.

Vi skal tage højde for klassens sproglige diversitet, og elevernes varierende sproglige forudsætninger. Vi skal som lærere bestræbe os i, at facilitere en sprogligt inkluderende idrætsundervisning. En idrætsundervisning hvor alle, trods den sprogligt brogede sammensætning, kan indgå i klassefællesskabet.

Det er indlysende at elever, som ikke forstår noget, har et ringere udbytte af undervisningen. Derfor er en øget opmærksomhed på den sproglige dimension altafgørende for læringsudbyttet, både for etnisk danske og tosprogede elever i alle skolens fag – herunder idrætsfaget.