Debat

Vi er stadig et slidstærkt professionsfællesskab

Selvom det moralsk set og retfærdigvis burde have været magthaverne og arbejdsgiverne, som var kommet til os med anger og fortrydelse, kan det her i livet nogle gange være klogt at række hånden frem til forsoning, uagtet at alt i én skriger på at lade være. Sådan en gang var OK18, hvis I spørger mig.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Følgende indlæg er netop leveret på den ekstraordinære kongres og deles hermed på venlig opfordring:

Kære kongres

For mig personligt havde det letteste og - for nogen - mest forventelige været en NEJ-anbefaling til OK18, men det havde ikke været det klogeste svar på de problemer, vi står med.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Jeg mindes, hvordan mit indre var totalt splittet den aften, hvor forhandlingerne i forligsinstitutionen blev udsat første gang, og jeg som Ballerupformand for strejkeudtagne medlemmer måtte konstatere, at den konflikt, vi havde forventet og forberedt os på gennem længere tid, ikke blev til noget - i hvert fald ikke i første omgang. For på trods af, at jeg egentlig burde have glædet mig over, at en konflikt blev afværget, skreg min indre lærer på en konflikt, hvor jeg kunne demonstrere min vrede og bitterhed over den behandling vores stand og folkeskolen har været udsat for i efterhånden alt for mange år.

Det havde været en sand befrielse at give los for frustrationerne - så at sige, at lægge lorten tilbage på ’overmagthavernes’ bord, hvor den kom fra, hvis man må være så bramfri - og totalt frasige sig ansvaret for deres utålelige makværk. Men det havde næppe bragt os videre, og det havde næppe hjulpet vores medlemmer. For når alt kommer til alt, må vi erkende, at man ikke kan skabe god skole og gode lærerliv i skyttegravskrig mellem parterne.

Så selvom det moralsk set og retfærdigvis burde have været magthaverne og arbejdsgiverne, som var kommet til os med anger og fortrydelse, kan det her i livet nogen gange være klogt at række hånden frem til forsoning, uagtet at alt i én skriger på at lade være. Sådan en gang var OK18, hvis I spørger mig.

Vi har stået på gader og stræder, én for alle, alle for en, skulder ved skulder og råbt: NOK ER NOK. Vi har insisteret på EN LØSNING FOR ALLE, og vi har som samlet fagbevægelse stået fast, krævet anerkendelse og respekt. Og dét, vi har været vidner til, er en sand revitalisering af fagbevægelsen - en ægte bevægelse for et bedre og mere retfærdigt samfund. Det sammenhold er måske det største og vigtigste resultat ved OK18. Det skal vi nemlig basere fremtidige forhandlinger på.

Den dybe stat ønskede allerhelst et opgør med kollektive aftaler, regler og rettigheder og fagforeningernes indflydelse på samme. De ønskede snarere at diktere end at aftale. ”En for alle, alle for ledelsesretten”, syntes der at gjalde på gangene i Moderniseringsstyrelsen.

Og vi blev bedt om at vise mådehold og løntilbageholdenhed, skønt vi har effektiviseret, optimeret, maksimeret, rationaliseret, konsolideret, minimeret, deeskaleret, decimeret, innoveret, produceret, intensiveret – skabt mere for mindre, tænkt på nye måder, serviceret smartere - kompromitteret vores faglighed og udholdt dårligdomme - alt, alt for længe.

Vores modsvar var: ”Nej, til arbejdsgiverdiktater - NOK ER NOK!” Og vi lykkedes faktisk, skal vi huske. NOK VAR NOK, og NOK ER FORTSAT NOK!

Så selvom vi ikke helt fik en LØSNING FOR ALLE, men nærmere en god løsning for nogle, og en mindre god løsning for andre, hører jeg til blandt de, som faktisk mener, at vores aftale - modstanden taget i betragtning - er en stærk aftale. En aftale, som har slået en kile ned mellem Moderniseringsstyrelsen og KL, en aftale, som har givet KL en kattelem til at slippe ud af moradset og en aftale, som forhåbentlig i historiebøgerne vil blive omtalt som en ny begyndelse for aftalesystemet på det offentlige arbejdsmarked.  

Jeg husker, hvordan jeg på et hasteindkaldt, ekstraordinært Overenskomstudvalgsmøde under forhandlingerne i Forligsinstitutionen - med Kenneth Nielsen og Lars Busk som deltagere på interimistiske langdistanceforbindelser - udtalte følgende til dét papir, som i kvalificeret udgave altså senere blev til vores aftaleresultat.

Frit efter hukommelsen: ”Dét her får vi aldrig KL med til. Det er jo reelt en anerkendelse af, at vores arbejdstid igen skal aftalebelægges, og det er langt mere forpligtende end en kvartalsnorm med tvivlsomme planlægningsbestemmelser. De lader sig ikke lokke ind i den ruse”.

Men det gjorde de. Heldigvis. For i KL har man efterhånden indset, at man ikke kan udvikle folkeskolen uden DLF. Det har vi givet dem mulighed for at vise, uden at nogen politikere har tabt mere ansigt end højest nødvendigt. En svær, men rigtig beslutning, som forståeligt nok var vanskelig at forklare og overbevise medlemmerne om.        

Vi skal naturligvis udnytte enhver mulighed, enhver åbning, som ”ny start”-samarbejdet blotlægger - og ikke alene vente på kommissionsanbefalingerne. Der er rigeligt at tage fat på: ”den danske forhandlingsmodel”, fagbevægelsens fortsatte sammenhold, Velfærdsdanmark, uddannelsestænkningen, folkeskolen, professionsudviklingen og arbejdsmiljøet på det offentlige arbejdsmarked for bare at nævne nogle af de større dagsordener.

Men det er jeg nu også helt tryg ved, at vi evner. For hvis der er noget, som kendetegner vores forening, er det, at vi på alle niveauer vedholdende arbejder for at skabe forbedringer for medlemmerne. I det store, i det små. 

Det er så vores forbandede pligt som Hovedstyrelse og hovedforening at kanalisere ressourcer derhen, hvor der er brug for ekstra opbakning og støtte. En hjælpende hånd. For vi kender alle til de sorte pletter på landkortet. Bunden, vi skal have løftet, hvor forbedringerne desværre er udeblevet. Vi har som samlet forening fortsat meget at lære, når det kommer til at understøtte vores mest udsatte medlemmer og kredse. Her skal vi blive bedre og mere afklarede og åbne om mål og midler. Hvornår og hvorfor er ”godt nok” tilfredsstillende?

Vi stillede med et todelt arbejdstidskrav til OK18: En professionsaftale eller regler, som modsvarer andre offentligt ansattes. Vi opnåede ingen af delene, men vi holdt os på professionssporet, hvilket for mig er en selvstændig sejr.

Det er bestemt en bitter erkendelse, at træerne - på trods af en stærk opbakning - langt fra er vokset ind i himlen, men vi har med OK18 fået et stærkere afsæt for - på den korte bane - at skabe resultater for medlemmerne lokalt og - på den lange bane - centralt.

Vi er hverken faldet til patten, blevet nye bedstevenner med ridefogederne i KL eller ladt tilbage som en knægtet stand - hvilket man ellers kan forledes til at tro, når man færdes på de sociale medier.

Vi er derimod stadig et slidstærkt professionsfællesskab, der står over for store og vanskelige udfordringer, som vi agter at finde løsninger på - sammen.

Tak for ordet.

Powered by Labrador CMS