Debat

Undervisning med hjernen i fokus

Vi har skrevet dette debatindlæg, da vi i løbet af vores speciale på Den frie Lærerskole, har arbejdet ud fra en formodning om, at hjernen får en større betydning i fremtidens undervisning. Herfra har vi kigget på, hvad hjerneforskning kan fortælle pædagogikken, og om der er mulighed for, at kommende lærere kan opnå en større forståelse af hukommelsen, arbejde med hjernens sensitive perioder og hjernens plasticitet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med en formodning om, at hjernen får en større betydning i fremtidens undervisning, har vi som speciale gruppe fra Den fri Lærerskole kigget på, hvad hjerneforskning kan fortælle pædagogikken. Vores bud er, at kommende lærere skal opnå en større forståelse af hukommelsen, arbejde med sensitive perioder og hjernens plasticitet.

Af Speciale gruppen hjerneprocesser i fremmedsprogsindlæring: Alexander Amargós Petersen, Christin Nissen, Elisabeth Borregaard, Kristian Brodersen Jensen  og Patrick Søren Englund Braun

Udviklingen går stærkt inden for hjerneforskning. Den viden vi er kommet frem til, inden for de sidste to årtier, er banebrydende. Men burde vi følge med i denne udvikling på landets læreruddannelser, og hvor vigtigt er det for os lærere at holde os opdateret? Som lærerstuderende fra Den frie Lærerskole, har vi selv stillet os det spørgsmål.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Vi bliver i vores studie både introduceret for Lev Vygotsky, Jean Piaget og mange andre teoretikere. Ofte har de det tilfælles, at de kigger på læring fra et psykologisk og kognitivt perspektiv. Men hvorfor kigger vi ikke på læringen fra et neurologisk perspektiv? Vi mener at der er så mange ting, som hjerneforskning kan fortælle pædagogikken og at det er vigtigt, at vi indgår i et samarbejde.

Førhen troede man, at vi kun havde de nerveceller, som vi blev født med, men det er ikke meget mere end 15 år siden, at man fandt ud af, at vi danner nye nerveceller i hjernen. Dannelsen af nye nerveceller betyder faktisk, at den hjerne vi vågner op med om morgenen, ikke er den samme vi går i seng med om aftenen. Hjernen er altså plastisk, hvilket betyder, at den hele tiden ændre sig, ud fra de indtryk vi får. Hver gang vi lærer noget nyt, så sker der en plastisk ændring i hjernen, så vi kan huske de nye informationer. En lærers undervisning vil påvirke hjernen og forme den, derfor er det vigtigt at kigge nærmere på det neurologiske perspektiv.

Hjernen har ikke den samme plasticitet hele livet igennem. Nogle perioder er altså mere foranderlige end andre og disse perioder kaldes for sensitive perioder.  

De sensitive perioder beskriver tidsvinduer, hvor færdigheder lettere kan fæstne sig i hukommelsen, og hvor der er brug for større stimulus. Forskere er ikke enige i, hvornår de sensitive perioder forekommer og hvor lang tid de varer. Faktum er dog, at der vil være nogle perioder i vores skolegang, hvor vi er mere modtagelige for læring og har brug for mere stimulus. Selvfølgelig ved vi, at der kan være mange grunde til, at vi i nogle perioder lærer dårligere end andre. Rent neurologisk skal vi som lærere dog også være opmærksomme på, at enkelte elever, der tidligere ikke har oplevet indlæringsvanskeligheder, lige pludselig kan føle, at alt bliver meget sværere. Det kan simpelthen skyldes, at de ikke er i en sensitiv periode. Dette betyder ikke, at de ikke kan lære noget i den tid. Det kræver måske bare mere tid, at eleven får nye læringsstrategier, som passer til den periode de befinder sig i, eller får gentaget informationer oftere og på forskellige måder.  

Vi mener, at det er vigtigt at italesætte overfor eleverne, at man ændrer sig i forhold til læring, da mange oplever det som et nederlag, når indlæringen ikke går lige så let som den plejer. Dette er også vigtig neurologisk viden for os som lærere, da det ligeledes kan udløse frustration og tvivl i forhold til egne evner, når en læringsstrategi der virkede tidligere, pludseligt ikke fungerer.

Selvom en elev føler, at det er blevet sværere at følge med i undervisningen og forstå alle de nye informationer, så opfanger deres hjerne alligevel mere end de selv regner med. Hukommelsen er nemlig opdelt i flere dele. Nogle gange er eleven slet ikke bevidst om, at de har lært noget, selvom hjernen faktisk har registreret nye mønstre og viden. Dette skyldes, at ny viden kan lagres implicit i vores procedurale hukommelse. Når viden lagres i denne del af langtidshukommelsen, så har eleven opfattet den nye viden, men de vil ikke være i stand til at beskrive den bevidst. Selvom de har opfattet den nye viden, så har de altså ikke forstået den. Dette er noget mange lærere kender til. Selvom vi har gennemgået noget tysk grammatik eller matematiske ligninger dagen før, så kan eleverne godt have opfattet det, men dagen efter vil de ikke kunne gengive og genkalde det. Ny viden er ofte abstrakt og det kræver, at der skabes nogle forbindelser i langtidshukommelsen, før der opstår forståelse. Denne forbindelse skal ske mellem den procedurale hukommelse, hvor den implicitte læring foregår, og den deklarative hukommelse, hvor den semantiske hukommelse bl.a. hører hjemme. Den semantiske hukommelse er vores paratviden og her lagrer vi konkrete faktuelle informationer. Vi vil altså gerne skabe en forbindelse mellem den procedurale hukommelse og den semantiske hukommelse. Dette kan gøres på mange forskellige måder. Vi har undersøgt forskellige læringsstrategier, som kan fordre denne forbindelse og fremme at ny viden lander i den bevidste del af langtidshukommelsen.

Vi lærer alle forskelligt og heldigvis findes der et utal af forskellige læringsstrategier , så alle kan finde lige netop den eller de strategier, som passer bedst. Derfor er det også vigtigt at vi introducerer vores elever for forskellige læringsstrategier. Dette er et arbejde, som alle fag skal være fælles om. Det nytter ikke, at det kun foregår i enkelte fag. En af vores fornemste opgaver som lærere er, at hjælpe eleverne på bedste vis, så de har gode forudsætninger for, at lagre nye informationer i langtidshukommelsen. Derfor skal læringsstrategierne bruges i dansk såvel som i tysk, matematik og alle de andre fag.

Det neurologiske perspektiv kan være svært at implementere i undervisningen, hvis vi ikke ved, hvad der sker i hjernen og hvorfor det bl.a. er godt, nogle gange at undervise med hjernen i fokus. Vi skal altså på læreruddannelserne skabe en større bevidsthed omkring det og åbne op for, at vi kan se læring fra flere forskellige perspektiver. Det neurologiske perspektiv er måske ikke godt for alle, men skal vi ikke give dem, som det fungerer for, muligheden for at bruge det? Et større indblik i hjernen fra dette perspektiv kan f.eks. give os et bedre billede af, hvorfor vi har svært ved at lære nye sprog i puberteten og i voksenlivet.

Det første sprog vi møder er vores modersmål. Når vi skal lære vores modersmål, så foregår det ofte ubevidst. Vi efteraber de andre vi har omkring os og siger det samme som dem. I denne proces dannes der nye systemer i hjernen, som registrerer og gemmer mønstrene fra vores sprog. Selvom børn behersker deres modersmål godt, så er det først i puberteten at det rigtig fæstner sig og bliver en fast del af dem. Børn er derfor let påvirkelige i forhold til sprog.

Når vi skal lære et fremmedsprog, så skal vi opbygge nye systemer i hjernen, som passer til lige netop det sprog vi skal lære. Problemet er dog, at vi først skal omstrukturere de kendte systemer fra modersmålet, så vi kan opbygge nye systemer. Denne proces er lettere for børn, end for unge og voksne. Dette skyldes at modersmålet fæstner sig i puberteten og det bliver derfor sværere at opgive sin sprogidentitet og sit sprogego. Modersmålet blokerer altså mere for fremmedsprogsindlæringen, hvis vi først starter på det nye sprog i puberteten.

Kigger vi på sprogindlæringen rent neurologiske, kan det derfor være en fordel, at starte tidligere på sprogundervisningen.

Meget af den hjerneforskning vi kender til i dag er forholdsvis ny, derfor kan det være svært at implementere i læreruddannelsen. Der findes dog efterhånden meget materiale omkring det og derfor er det vigtigt, at vi underviser de kommende lærer i det.

Det giver mening, at der kommer en større forståelse af hjernens måde at reagere på. Det kan både åbne nye vinkler i det pædagogiske og det kan være et redskab til, at vurdere hvilke didaktiske metoder man skal bruge for at stimulere elevernes hjerne.

Vi går stærkt ud fra, at hjernens funktion får en større betydning for, hvordan man underviser i fremtiden. Jo mere man finder ud af i hjerneforskningen, jo mere vil det kunne bruges i undervisningen på landets skoler.

Fra hjerneforskernes side er der en interesse i, at være med til at styrke forståelsen af læring gennem hjerneforskning. Vi opfordrer læreruddannelserne samt skolerne til, at vise den samme interesse, for at anskue læring fra nye vinkler og dermed åbne nye døre for os som studerende/ elever.

Powered by Labrador CMS