Debat

Resultatløn virker ikke …

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærere bør aflønnes med resultatløn ud fra effekten af den enkelte lærers undervisning. Det anbefaler OECD i rapporten »Evaluating and Rewarding the Quality of Teachers«. Det er der intet nyt eller opsigtsvækkende i. For det ligger dybt i tankegangen hos OECD's økonomer, at det primært er økonomiske incitamenter, der motiverer arbejdsindsatsen.

Derimod er det ret overraskende, at OECD næsten helt har undladt at promovere rapporten. Men det synes der at være gode grunde til. For rapportens konkrete eksempler og referencer til undersøgelser beskriver nemlig på udmærket vis de utallige faldgruber ved incitamentssystemer og især dem, der er baseret på elevernes testresultater.

Det fremgår, at der i incitamentssystemer er alvorlig fare for:

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

. at det kollegiale samarbejde nedbrydes, og vidensdeling forsvinder

. at lærere saboterer hinandens arbejde

. at der vil være »free riders«, hvis man anvender gruppeevalueringer

. at lærerne vil presse på for at sænke de krav, der udløser resultatløn

. at lærere generelt ikke er motiveret for systemet

. at systemerne vil blive påvirket af politiske beslutninger.

Det er - mildt sagt - alvorlige indvendinger mod resultatløn. En af undersøgelserne dokumenterer, at de helt fundamentale problemer blandt andet er de store forskelle i elevgrundlaget og af tilfældige påvirkninger af testsituationen, som ligger uden for lærerens indflydelse. Selv i de nyeste målemetoder, hvor lærerens »effektivitet« måles over tid, er der stor usikkerhed. Det konstateres, at »gode lærere giver gode elevresultater« (banal konstatering!). Men som det beskrives: »the problem is that we really don't know what makes a good teacher«.

Grundlæggende bygger rapporten på en antagelse om den effektive lærer, hvis motivation i arbejdet er styret af en individuel interesse i at opnå højere løn. Med den forestilling bliver alternative antagelser om lærernes motivation for at udføre et godt arbejde udelukket.

Dermed bliver rapporten useriøs. OECD er ude på tynd is, når den anbefaler, at lærere aflønnes med resultatløn. For der er masser af forskning, som dokumenterer, at andre faktorer er helt afgørende for kvaliteten af en lærers arbejde, for eksempel arbejdsmiljøet, lærerens kompetence som følge af uddannelse, efteruddannelse og erfaring, det kollegiale samarbejde, skoleledelse og elevsammensætning.

Den logiske konklusion ligger ligefor: Resultatløn virker ikke!

Powered by Labrador CMS