Mødeplaner presser lærere til det yderste

Stemningen på Langebækskolen i Vordingborg er ikke god. Lange dage på skolen og usikkerhed og frustrationer over, hvordan opgaverne skal løses, præger skolens gange.

Publiceret Senest opdateret
Lærer Boye Hansen mener, at lærernes handlemuligheder er forringede. »Det er ledelsen, der har tolkningsretten. Så de bestemmer sådan set det hele«.
Ditte Holleufer føler, at hun arbejder mindre, efter at hun er begyndt at arbejde efter mødeplan. »Men det er frygteligt. Jeg kan ikke være en professionel lærer«.
Nanna Begtrup kan mærke manglen på pauser i løbet af en skoledag på mødeplan. Når eleverne har frikvarterer, har hun andre opgaver på skemaet. »Jeg har 20 minutters pause på en hel dag«.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Jeg skal lige nå ned og have afklaret noget i min mødeplan«, siger tillidsrepræsentant og lærer Mette Brendstrup undskyldende til en kollega, mens hun med favnen fuld af papirer småløber ned ad gangen mod kontoret. Og hun er på farten hele tiden. Lærerne på Langebækskolen i Vordingborg har efter sommerferien arbejdet efter mødeplan, fordi Vordingborg Kommune og Lærerkredsen for Faxe og Vordingborg ikke kunne blive enige om en aftale for lærernes arbejdstid. Det giver store problemer for personalet på Langebækskolen.

Fem minutters walk and talk

Nanna Begtrup Kristensen er lærer og på vej til pause. Hun føler sig presset af, at pauserne er blevet reduceret. Når eleverne har frikvarter, har lærerne »andre opgaver«.

»Jeg har 20 minutters pause på en hel dag, og nu har jeg kun 17 minutter til at nå til lærerværelset og spise min mad«, siger hun, mens hun kigger på uret. Nanna Begtrup Kristensen er læsevejleder. Hun fortæller, at der på hendes skema er afsat tid til læsevejledning, når eleverne har pause, så hun er usikker på, hvordan hun kan løse sin læsevejlederopgave.

Normalt ville hun gå direkte til tillidsrepræsentanten og få hjælp, men når lærerne arbejder efter mødeplan, kan det ikke lade sig gøre. Tillidsrepræsentant Mette Brendstrup har kun fået afsat tid til møder med kredsen og så 45 minutter til lærerne hver torsdag fra 12.20 til 13.05. Altså i samme tidsrum som lærerne har undervisning.

»Hver gang jeg går på gangen, så har jeg lige fem minutters walk and talk. Og det sker mange gange på en dag. Men det sker, mens jeg er på vej til undervisning og kæmper for at følge min egen mødeplan. Jeg har bare ikke mulighed for at hjælpe. Jeg skal op til min leder og bede om tid i hvert enkelt tilfælde. Der er rigtig mange, der spørger«, siger Mette Brendstrup.

»Ingen har ønsket denne situation med mødeplaner. Hverken tillidsrepræsentanter, ledelse, kredsen eller lærere«.

Ledelsen har tolkningsretten

For Ditte Holleufer fylder frustrationerne meget her i begyndelsen. Alle lærerne kigger hele tiden på skemaerne og prøver at følge dem. Men det er svært. Især fordi lærerne er vant til at være ansvarlige og løse opgaverne, når de opstår, fortæller hun.

Boye Hansen oplever, at handlemulighederne er blevet forringede.

»Hvis der er tvivl, når vi henvender os til vores tillidsfolk, så er det ledelsen, der har tolkningsretten. Så de bestemmer sådan set bare det hele«, siger Boye Hansen.

»Som faglærer undgår vi heller ikke at komme i dilemmasituationer over for forældrene. Vi kan ikke svare dem, når de kontakter os. Men må henvise til, at de kan ringe i morgen, hvor jeg har tid til 'andre opgaver' mellem 12.00 og 12.20«.

Flere undervisningstimer

Vordingborg Kommune skal gennemføre store besparelser. Der er skåret omkring 32 lærerstillinger, og det kan mærkes. Alle lærerne har fået flere undervisningstimer i forhold til sidste år - de fleste tre undervisningstimer mere - og er oppe på 26 og 27 lektioner.

»Vi har fået meget mere undervisningstid, og det er sejt. Men jeg synes, jeg kommer til at arbejde mindre. Før tog vi hele tiden hånd om problemerne, når de opstod. Det gør jeg ikke mere. Der er færre møder og meget mindre samarbejde. Man går ind og lukker sin dør og underviser. Men det er frygteligt. Jeg kan ikke være en professionel lærer. Jeg kan ikke leve op til det, jeg skal«, siger Ditte Holleufer.

Christina Bernstein føler, at mødeplanen går ud over hendes lyst til at være lærer.

»I pauserne ser folk vilde ud i blikket. Alle er frustrerede. Vi famler i blinde. Ledelsen ved ikke, hvordan planerne skal tolkes, og vi ved det ikke«.

For Christina Bernstein var markeringen af skolens 50-års-fødselsdag i sidste uge et klart tegn på, at mødeplanen ikke virker.

»Normalt ville man give en hånd med. Men ingen havde fået tid til den fødselsdag. Den dag sagde vi, at det ikke var vores ansvar. Jeg stod der og var ligeglad med det hele. Det er et frygteligt faresignal for mig, jeg har altid brændt for at være lærer, og pludselig var jeg ligeglad. Det var fortvivlende«.

»Andre opgaver« forvirrer

På flere af de andre skoler er alle lærernes aktiviteter beskrevet i detaljer på mødeplanen. Men på Langebækskolen har skolelederen valgt at sætte blokke ind på mødeplanen, hvor der står »andre opgaver«. Her forventes lærerne selv at prioritere deres opgaver.

»Vi er uenige med ledelsen, der siger, at vi stadig har selvstyrende team, så vi skal være fleksible. Vi mener, at når vi arbejder efter mødeplan, så er det lederen, der skal planlægge det hele. Når de ikke vil skrive under på aftalen, så kan de ikke bare bruge det, de gerne vil, og smide alt det andet væk«, siger Nanna Begtrup Kristensen.

Det skaber store frustrationer, at lærerne ikke ved, hvilke opgaver de skal løse, når der står »andre opgaver« på komme-gå-skemaet.

»Selv om man arbejder efter mødeplan, så er der meget, man selv skal finde ud af. For eksempel har man tid til udviklingssamtaler, men jeg ved ikke, hvem jeg skal have samtalerne med. Så skal jeg gå til ledelsen og få dem til at specificere det«, siger Ditte Holleufer.