Blog
1   31

Danmarks Radio gør op med Dansk Sprognævns Robin Hood-politik

Abonner på nyt om Den Danske Sprogkreds i dit personlige nyhedsbrev.


Fra midten af 1980erne har vi haft en besynderlig sprogpolitik i Danmark. Erik Hansen, der var formand for Dansk Sprognævn fra 1985 til 2002, iscenesatte sig selv som en moderne Robin Hood, der sammen med sine lystige svende ønskede at tage magten fra de privilegerede og give de svagere sprogbrugere frihed til at formulere sig, som de ville.

Danmarks Radio offentliggjorde den 1. maj i år en stilguide til brugen af det danske sprog i udsendelserne. Sprogredaktør Martin Kristensen havde et dobbelt sigte med udgivelsen. Dels skulle den fungere som vejledning for DRs medarbejdere, dels skulle give offentligheden et indblik i det arbejde, DR gør for at forbedre sproget i programmerne.

En stilguide

Artiklen fortsætter under banneret

Martin Kristensen har udarbejdet stilguiden i samarbejde med forfatteren Thomas Thurah, og det er påfaldende, at ingen af dem har en egentlig uddannelse i dansk sprog. Martin Kristensen kommer fra en karriere som sanger, og Thomas Thurah har en uddannelse med fokus på litteratur. Paradoksalt nok er det måske netop denne mangel på tilknytning til det danske lingvistiske miljø, der gør, at de to går så fordomsfrit til værks. Martin Kristensen og Thomas Thurah tager udgangspunkt i virkeligheden og giver gode, konkrete anvisninger. Jeg er personligt helt enig i stort set alt, hvad der står i deres Stilguide, men muligvis er Martin Kristensen og Thomas Thurah ikke selv klar over, at de i deres Stilguide giver anbefalinger i modstrid med den danske sprogpolitik, som Dansk Sprognævn definerer, og som har status som lov og skal følges af alle offentlige institutioner.

Erik Hansen og hans muntre svende

Dansk Sprognævns nuværende politik er præget af et ønske om at tage fra de kompetente, professionelle sprogbrugere og give til de usikre. Politikken har rødder i 1960erne oprør mod autoriteterne, og den danske sprogpolitiks Robin Hood hed Erik Hansen.

Erik Hansens familie var hverken rig eller akademisk, og han fik aldrig selv skrevet en doktorafhandling, men han slog sit navn fast med to udgivelser om dansk sprog, som blev læst i brede kredse, og som kom til at danne skole.

I bogen Reklamesprog fra 1965 kritiserede han det kommercielle sprog, og i den kun 76-sider lange Ping- og pampersprog fra 1975 kritiserede han det juridiske og administrative sprog.

Formålet med Ping- og pampersprog udtrykte Erik Hansen således:

”Meningen er at gøre læseren mere bevidst over for sin egen sprogbrug og vise ham, at der findes alternativer til den kantede stil, så han kan vælge sit sprog og ikke bare lade sig tvinge af konventionen”. (bagsiden). ”Og forudsætningen er at man ikke lader sig tyrannisere af én bestemt sprogform.” (Ping- og pampersprogs sidste ord s. 75).

Ping- og pampersprog blev fast pensum på danskstudiet på Københavns Universitet, og tingene blev vendt på hovedet. I stedet for at lære at formulere sig professionelt inden for forskellige genrer, lærte årgang efter årgang at gennemskue reklamesprogets falske univers og at omskrive lovparagraffer til et letforståeligt, individuelt præget, talesprogsagtigt dansk. Det lykkedes Erik Hansen at uddanne en række raske svende, og i 1985 blev han formand for Dansk Sprognævn og hans holdninger ændrede status til at blive den danske stats officielle sprogpolitik

Krakiler, sprogrevsere, undertrykkere

Lige så lidt respekt, som Erik Hansen havde for pinger og pampere, havde han for de mennesker, der gik ind for korrekt retskrivning og tegnsætning.

Erik Hansen og hans elever omtalte og omtaler stadig disse mennesker som krakilere, kværulanter, pedanter, tyranner, magthavere, konservative stivstikkere, sprogrevsere og sågar sprogfascister.

For at beskytte den lille mand mod disse frygtelige mennesker har Dansk Sprognævn siden 1985 indført en række foranstaltninger, der skal gøre det sværere for krakilerne at finde fejl i andres tekster. Disse foranstaltninger falder i tre kategorier: indførelse af et væld af parallelle former, der alle skal anses for at være korrekte; opfindelsen af et såkaldt ”valgfrit startkomma” og en omdefinering af en række ords betydning.

Problemet med foranstaltningerne er imidlertid, at samtidig med at det bliver sværere for krakilske magthavere at tyrannisere den lille mand, bliver det sværere for professionelle skribenter at skrive korrekt, og nærmest umuligt for grupper af professionelle skribenter at skabe et sammenhængende og korrekt sprogligt værk.

Dobbeltformer

Lad os først kaste et blik på dobbeltformerne.

Det kan ifølge Retskrivningsordbogen både hedde et akvarium og et akvarie, og stavekontrollen accepterer begge former. Bordet fanger imidlertid. Hvis man skriver akvarium i 1. linje, kan man ikke skrive akvarie i 2. linje. Man må holde sig til sit valg gennem hele sin tekst. Fint nok, men hvad gør man i DR, når man har masser af journalister og tekstere, der skal dække det samme stofområde? Er den ene medarbejder fri til at skrive ”et akvarium” i en oversigt for mandagens programmer og den anden til at skrive ”et akvarie”, når det genudsendes om tirsdagen?

Ifølge Retskrivningsordbogen hedder det en sandwich, to sandwicher, men der er valgfrihed mellem formerne sandwicherne og sandwichene. Det hedder enten to e-mails eller to e-mail, men i flertal kan det kun hedde e-mailene uden s i modsætning til ordet snapshot, der i ubestemt flertal kan hedde shots og shot, og i bestemt flertal har valgfrihed mellem shotsene og shottene. Det virker usystematisk, men det gør ikke noget, for Dansk Sprognævn vælger ikke former efter systematik, men efter hvad de mener, er mest anvendt blandt ”gode sprogbrugere”.

Helt uigennemskueligt bliver det med reglerne for samskrivning.

I 2012 tog Sprognævnet udgangspunkt i, at det for mange svage sprogbrugere var svært at skelne mellem adverbiet udenfor (det er koldt udenfor), og forbindelsen af et adverbium og en præposition (uden for København), og man erklærede så, at udenfor og 29 andre lignende forbindelser kunne skrives i et eller to ord, hvis forbindelsen stod foran et substantiv, men altid skulle samskrives, når de stod alene.

Nu skulle journalisterne så håndtere denne valgfrihed konsekvent, og derudover skulle de huske på, at reglerne kun gjaldt ordene på listen. Der skulle stadig skelnes mellem udtryk som lyden kom inde fra stuen og døren var låst indefra, og hun bøjede sig frem over ham, og hun bøjede sig fremover.

Rygtet går, at eleverne på Journalisthøjskolen sidder og terper listen over disse ord for at være sikre på at skrive korrekt, men hvad stiller man som et stort nyhedsmedie op med denne valgfrihed, der kræver konsekvente valg? Ritzaus Bureau har for længe siden udarbejdet en intern sprogmanual, hvor medarbejderne bliver bedt om at se bort fra Dansk Sprognævns nye valgfrihed og følge de gamle regler. I DRs Stilguide tager sprogredaktør Martin Kristensen et forsigtigt skridt i den rigtige retning. Han foreslår, at man, hvis man er i tvivl, følger de gamle regler.

Det valgfri startkomma

Et andet punkt, hvor Danmarks Radios nye stilguide går imod Dansk Sprognævn, er kommateringen. Dansk Sprognævn har siden 1996 anbefalet et besynderligt system, hvor man skal sætte kommaer efter ledsætninger, men ikke før.

Dansk Sprognævn markedsfører dette kommasystem med henvisning til undersøgelser, der viser at svage sprogbrugere begår færre fejl på denne måde, men det er endnu ikke lykkedes mig at finde et sted, hvor der argumenteres for, at er muligt at lære mennesker uden en helt særlig sproglig interesse at finde ud af at sætte deres komma korrekt. Det er ikke så svært at lære at sætte kryds-og-bolle og sætte komma mellem sætninger, men hvilke almindelige mennesker tænker over, at sætninger efter konjunktionen for ikke er ledsætninger, og at kan indlede tre forskellige typer sætninger, hvoraf der komma foran den ene? Og når man så læser i Retskrivningsordbogen, at der ikke skal komma foran relativsætninger med definerende funktion (Du skal gå ind ad den dør der er malet grøn), men at der skal komma foran den parentetiske relativsætning (Jeg fik bogen af min mor, der havde fundet den i et antikvariat), så er det virkelig svært at tro på, at det, som Dansk Sprognævn hævder kommer den svage sprogbruger i møde i virkeligheden ikke gør korrekt kommatering tæt på umulig.

Resultatet af, at Dansk Sprognævn har indført et kompliceret system, er, at der er masser af unge mennesker, der kommer ud af gymnasiet uden at kunne sætte komma, og at der er mange professionelle skribenter, der heller ikke kan finde ud af, hvad der er et startkomma, der skal udelades, og hvad der ikke er det.

Martin Kristensen og Thomas Thurah gør det eneste fornuftige. De trodser Sprognævnet med det klare udsagn: ”I DR sætter vi det såkaldte startkomma.” Eller sagt endnu klarere: I DR bruger vi det gamle kryds-og-bolle-komma. Det grammatiske komma er også det komma, der anvendes i de danske aviser, og selv Undervisningsministeriet, der vel burde være underlagt Dansk Sprognævn i lige så høj grad som det danske skolevæsen har en sprogmanual, der kræver, at alle medarbejdere sætter grammatisk komma. Hvorfor Dansk Sprognævn bliver ved med at poste penge i og bruge energi på et valgfrit startkomma, er mig en gåde.

Bjørnetjenesten

Den sidste af Dansk Sprognævns mærkesager, som Martin Kristensen og Thomas Thurah viser vintervejen er historien om de såkaldte pendulord. Begrebet bjørnetjeneste stammer fra en af oplysningstidens forfattere La Fontaine, som bruger begrebet i en fabel, der skulle lære børn, at det, man gør for at hjælpe et andet menneske, kan vise sig at have den stik modsatte effekt. Det er indlysende, at et barn, der ikke kender fablen, vil tro, at en bjørnetjeneste er en meget stor tjeneste. Det er jo også netop La Fontaines vigtigste stilistiske virkemiddel i fablen, men Dansk Sprognævn, der egentlig kun har til opgave at fastsætte retskrivningen, og altså ikke definere betydningen, er her på banen med en dobbeltform igen.

Martin Kristensen og Thomas Thurah skærer igennem Sprognævnets beskrivelser med de klare ord: Vi holder os til den oprindelige betydning: En bjørnetjeneste er godt ment, men gør mere skade end gavn.

Danmarks Radios Stilguides brud med Robin Hood og hans muntre svende er et skridt i den helt rigtige retning.

Lise Bostrup er cand.mag. i dansk og tysk, lærer i dansk som andetsprog, lærebogsforfatter og formand for Den Danske Sprogkreds.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
17.046 andre er allerede tilmeldt

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.059 andre er allerede tilmeldt