Debat

Derfor har jeg stemt nej til OK18.

Overvejelser der førte til et nej

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Normalisering. Vi havde en forhåbning om, at vi som faggruppe som minimum kunne få en arbejdstidsaftale der ligner andre på det kommunale område. Vi skulle have nogle værn mod det grænseløse arbejde og honoreres for en ekstra indsats på lige vilkår med andre faggrupper. Det er ikke urimelige krav, men de blev på ingen felter imødekommet. Dette bør være kerneområder for en overenskomst, og vejer for mig meget tungt i begrundelsen for et NEJ. Jeg ved at vi i DLF har uhyre dygtige forhandlere, og jeg har stor tiltro til vores formand, men dem de sad overfor (KL) havde ingen handlemuligheder, for de var økonomisk og politisk bundet på hænder og fødder. Derfor kunne de ikke komme til et resultat, og det er også denne forhandlingsform jeg stemmer NEJ til. Privatlønsværnets afskaffelse er den eneste vægtige grund for mig til at stemme JA, men det vejer for mig ikke nær så tungt som ovenstående.

Kommissionen. KL og DLF er enige om at det er en god ide at nedsætte en kommission der skal undersøge hvad arbejdstidsreglerne betyder for kvaliteten i undervisningen. Jeg ved, at det længe har været et ønske fra DLF at få et fælles udgangspunkt for forhandlingerne, men KL har hidtil ikke ønsket et samarbejde på området. Formanden er udpeget, så processen er sat i gang. Begge parter her være meget tydelige om, at de mener, at det er en god ide med denne kommission. Et nej til OK18 bør derfor ikke være en hindring for at kommissionen bliver nedsat og arbejdet gennemføres. Hvis KL vælger, at trække sig fra samarbejdet på grund af et nej til overenskomstforliget fra lærerne, ville de formentlig heller ikke være tilbøjelige til at rette sig efter kommissionens anvisninger ved OK21. Jeg mener, at kommissionen er et godt og vigtigt tiltag, men det hører egentlig ikke hjemme i en overenskomst at nedsætte den – og det bør ikke betyde noget for kommissionens arbejde om der stemmes JA eller NEJ.

Strategien. Der er skrevet meget på disse sider om at stemme strategisk. Ret beset ved ingen af os, hvad der vil komme ud af afstemningen uanset resultatet. Hvilket mandat vil vores forhandlere have med i ’21?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

DLF: Vi kan ikke lave god undervisning under lov409.

KL: Det har I gjort i otte år, hvor lærerne har stemt JA to gange.

Vil folkestemningen være imod os eller med os? Igennem foråret har fagbevægelsen reddet på en bølge af velvilje i befolkningen, der skulle ikke være nogen grund til at den velvilje ikke kan fortsætte – og hvad betyder det for folkestemningen i ’21, at vi som fagprofessionelle har trukket en hel årgang gennem et dysfunktionelt grundskoleforløb og ikke stoppet katastrofen, men bare stemt JA for at få lidt ekstra i løn? Jeg ved godt, at det ikke beskriver den sande virkelighed, men det kunne sagtens blive det mediebillede der står tilbage. Pointen er, at alle forudsigelser omkring folkestemningen og det politiske efterspil er rent gætværk – og har derfor ikke haft reel tyngde i mine overvejelser.

Jeg er ikke politisk strateg, og derfor forholder jeg mig til de konkrete forhandlingsresultater, og de er som nævnt til at overse. Derfor har jeg stemt NEJ.