Debat

Glæden ved (u)nyttig viden

Kerneopgaven for skolen ikke kun er fagrækken, det er også alt, der følger med det forpligtende fællesskab: evnen til at kunne kommunikere, samarbejde, medborgerskab, evne til kritisk tænkning, digital dannelse, kreativitet, innovation og derudover skal skolen understøtte den enkelte elevs alsidige udvikling og give eleverne en vis robusthed, så de magter at fejle uden at falde ud over kanten.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Glæden ved www.marinetraffic.com

Det er  Usolie fra Liberia (eller under Liberias flag), der er på vej til Murmansk med en masse containere. Lige nu ligger den helt stille. Besætningen nyder nok aftensolen. Og den græske Promiteus, der sejler mod Vysotsk i Rusland sejler lidt længere ude. Og hollandske Hunteborg, der med 10 knob i timen går mod Almeria. Det er, hvad jeg lige følger  på skærmen og ude i virkeligheden, set  her fra mit vindue. Man kan interessere sig for mange ting, netop containerskibe, fragtskibe og små fiskebåde interesserer mig kun, når de dukker op i synsfeltet ude over Skagerrak. Så har den anbefalelsesværdige hjemmeside www.marinetraffic.com altid oplysninger om destination, cargo, fart og hvilket lands flag, der sejles under.

Helt ligegyldig viden for en seminarielærer med dansk litteratur som fag. Helt enig. Det er ikke noget, jeg har nogen som helst brug for. Alligevel ligger marinetraffic sammen med www.dmi.dk (og www.nordjyske.dk) som faste bogmærker på internettets browser. Så kan jeg altid lige tjekke, hvem der runder Hirtshals. Og lærte jeg noget om skibstrafik i folkeskolen? Nej, kan jeg roligt sige. Selvfølgelig gjorde jeg ikke det. Og i mit videre uddannelsesforløb kan det også siges kort: ordet ”skibsfart” har aldrig, aldrig været nævnt.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Sådan er det med megen viden. Man tilegner sig det, når det bliver nødvendigt. Pludselig en dag har man brug for at lære kinesisk (hvis man eksempelvis er Victor Axelsen og badmintonspiller), man har brug for at lære om greenkeeping og mos og jordens bonitet, fordi man har fået hus med have, eller man har brug for at lære noget om ordklasser, grammatik, ordblindes problemer og grundlæggende principper for opdragelse og undervisning, fordi man har valgt at blive lærer.

Disse meget forskellige færdigheder kan man ikke udelukkende lære gennem egne erfaringer. Det vil i hvert fald tage lang tid. Man må undervises af nogen. Det vigtige er her, at man har motivationen for at lære noget. Man kan være genstand for megen undervisning uden nogensinde at lære noget. Det sker, hvis man ikke ved, hvad meningen er. En af de fremmeste skoleforskere Gert Biesta siger det sådan her: ”Problemet er, at meningen med undervisning og pædagogik generelt aldrig kan være, at eleverne ’bare’ skal lære, men altid at de lærer noget, at de lærer det af en særlig grund, og at de lærer det fra nogen.”

Indlysende. Det vanskelige er blot, at det er så forskelligt, hvornår elever ser en grund til at lære noget. Det er en af skolens mange udfordringer, at meningen med at tilegne sig viden er blevet den enkeltes anliggende, så lærerens største udfordring er, hvordan man får motiveret hele klassen.

Går man tilbage til 1950’ernes unge, så var uddannelse et gode, der forblev lukket land for mange, fordi der ikke var resurser nok til at bekoste et længere skoleforløb. Det gjaldt om at komme ud at tjene, komme i lære, komme i plads, for så at kunne få en løn til dagen og vejen. Et stor flertal blev aldrig spurgt om, hvad de havde lyst til at lære. Det var bare sådan, det blev.

Det er belastende for enhver lærer, at der skal bruges så megen energi på at få eleverne til at se meningen med at få ny viden. Belastende ja, men der er ikke andre muligheder. Man lærer simpelthen for lidt, hvis man ikke ser meningen med lærdommen. Heldigvis ser det ud til, at der er sket et paradigmeskifte i skolens forhold til hvordan undervisning finder sted. Fra et projektpædagogisk paradigme i 1970’erne, hvor alt (karikeret og overdrevet) skulle være projektopgaver med afsæt i overskrifter som ”Mig og Europa”, ”Mig og U-landene” eller ”Mig og arbejdsmarkedet”, så har læringsparadigmet været herskende fra årtusindskiftet og frem. Et læringsparadigme, hvor enhver elev (karikeret og overdrevet) selv skulle sætte egne mål for egen læring og i øvrigt selv tilegne sig den. Det blev et projekt, hvor de stærke vandt viden, mens mange aldrig har fundet fodfæste i denne individualiserede læringsskole. Nu tyder meget på, at fællesskab og forpligtelse igen bliver ord, der kan give skoleelever en fælles hverdag i et paradigme, der kan har fokus på uddannelse og samfund.

Vi lærer ikke kun for vores egen skyld. Man er forpligtet over for fællesskabet. Fællesskabet i klassen, i skolen og i samfundet. Det betyder, at kerneopgaven for skolen ikke kun er fagrækken, det er også alt, der følger med det forpligtende fællesskab: evnen til at kunne kommunikere, samarbejde, medborgerskab, evne til kritisk tænkning, digital dannelse, kreativitet, innovation og derudover skal skolen understøtte den enkelte elevs alsidige udvikling og give eleverne en vis robusthed, så de magter at fejle uden at falde ud over kanten.

Har man nysgerrigheden og lysten til at lære mere, så kan man (med en god solid basisviden fra skolen) tilegne sig den specifikke  viden, man som ung eller voksen finder, at man har brug for. Det gælder uanset om det er noget vanskeligt som at lære kinesisk, - eller noget helt jord(eller vand-)nært, som at følge med i skibsfarten i Skagerrak.

P.S: Mens dette blev skrevet har Hunteborg rundet Hirtshals Havn. Vigtig viden.

P.S.: Vil man vide mere (og læse det mere klogt) så kan man læse Gert Biesta ”Undervisningens genopdagelse”, Klim 2018.

Powered by Labrador CMS