Ditte Torlyn har pakket sin kuffert og er rejst til Florida i USA 1. august. Så har hun lige lidt tid til at vænne sig til sin værtsfamilie, inden hun skal starte på highschool

Ditte: USA bliver en oplevelse for livet

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Jeg har boet det samme sted, siden jeg blev født, så nu vil jeg gerne prøve noget nyt«. Ditte Torlyn gider ikke bare starte i gymnasiet efter 9. klasse. Hun har overvejet efterskole eller 10., men det minder alt for meget om det, hun har gjort de sidste ti år.

»Vi har haft en udvekslingsstudent boende. Det gav mig ideen til at tage et år på highschool. Jeg regner ikke med at blive hverken klogere eller dummere - bortset fra sprogtræningen. Det er helt klart oplevelsen, jeg går efter - jeg har hørt, at det er en oplevelse for livet«.

Ditte har ikke snakket så meget med UU-vejlederen, men har talt med sin søster og sine forældre. Hendes mor er sekretær, faren er it-konsulent, og søsteren holder et sabbatår, inden hun skal starte på hf.

»Jeg har tænkt på at starte på gymnasiet eller hf, når jeg kommer tilbage, men så er jeg jo gammel i forhold til de andre, så jeg tror snarere, at det bliver studenterkursus. Hhx eller teknisk skal jeg i hvert fald ikke, det er for indskærmet«.

Ditte Torlyn ved ikke rigtigt, hvad hun har lyst til at lave senere. Men siden hun var lille, har hun godt kunnet lide dyr og har haft en ide om, at hun måske vil være biolog.

En erhvervspraktikdag i Bilka, hvor hun blev sat til at scanne tøj, og fritidsjobbet som kassedame i Kvickly har overbevist hende om, at det ikke er det, hun skal lave, når hun bliver voksen.

»Jeg vil lave noget, hvor jeg kan bruge hovedet, men jeg gider ikke sidde stille på en kontorstol«. |

Powered by Labrador CMS