Hele problemet, som jeg ser det, består i, at skolereformen aldrig har handlet om, at eleverne skulle blive så dygtige som muligt. At svage elever skulle inkluderes i fællesskabet. At vi skulle have en mere enklere formålsparagraf m.v.  Det handlede om:

 1 - at kanalisere midler fra velfærd over i en anden kasse, der skulle bruges til skattelettelser Det var nemlig det budskab mange af politikerne gik til valg på, og af selvsamme årsag oprettede Corydon moderniseringsstyrelsen. (Nåh ja, og så manglede man noget, der kunne kompensere for de penge, som fossede ud af et sort hul i SKAT). Pengene skulle tages fra lærerene, og drejebogen var skrevet for længe siden, som det sidenhen er blevet afsløret af toppolitikere i både SF og DF.

2 – Man ville have et opgør med lærerene, som dels bestemte for meget selv, og desuden mistænkte man dem for ikke at yde det de fik løn for. Heraf opstod kampagnerne om verdens dyreste folkeskole, de dovne lærere, halvdags job til fuld løn, lange sommerferier m.v.

Det er i hvert tilfælde min opfattelse.

Budskabet om besparelser lød bare ikke så godt i vælgerne ører, og derfor ansatte man Antorini til at gå ud i pressen og lire den samme plade af med floskler, og forsøge at bilde folk ind, at det var for elevernes skyld m.v. Når hun fik et uddybende spørgsmål til reformen, startede pladen bare forfra – i bedste politiker-snakken-udenom-stil. Hun lykkedes dog delvis med opgaven. Store dele af befolkningen mente nemlig, at "der var noget om snakken."

Hvis meningen med reformen var at gøre skolen bedre for eleverne, så havde man aldrig startet den smædekampagne af rang vendt mod lærerene, som man gjorde, og ej heller banket os tilbage til stenalderen som man gjorde det i 2013. Af den simple årsag, at de ville være snotdumt (undskyld udtrykket), at tryne dem, der i sidste ende skulle få reformen til at lykkedes. Det står på side 1 i enhver bog om samarbejde og ”hvordan får man nye tiltag til at lykkedes.”

”Man ville have mere af det, der kunne omsættes til tal, så vi kunne lave sammenligninger på de internationale skalaer, og samtidig nedtone de dannelsesmæssige og humanistiske elementer.

Igen, min opfattelse.

Nu skulle lærerene vise, at de leverede og derfor indførte man nationale test, læringsportalerne og opfandt en hel række regnearksbaserede værktøjer, som lærerene så kunne bruge og ”taste ind i”. Sådan nogle værktøjer er nemlig fremragende til at lave statistik på, og statistik kan jo bruges politisk til lige at vise det man gerne vil have det til. Det er blot et spørgsmål om hvilke tal man bruger og i hvilken sammenhæng det bruges.

Det eneste der gik galt i regeringen anno 2013’s ligning var, at man ikke fik trukket tænderne helt ud på DLF en gang for alle. De lavede jo desværre den genistreg at opfinde konfliktlånet. Øv for den - Nu havde man lige sat næsen op efter 10 års ro, hvor reformtoget kunne buldre derudad uden modstand, mens DLF slikkede deres sår.

I 2015 var DLF økonomisk klar til at tage kampen igen, men så spiste KL os af med forståelsespapiret og købte sig lidt ekstra tid der. Et forståelsespapir, der vel ikke var meget mere end elastik i metermål, som Sauer så smukt har udtrykt det.

Nu er vi så nået til 2018, hvor det store slag skulle tages. Under paroler som Nok er Nok, En løsning for alle, musketer ed og så videre, ville man lægge maximalt pres på KL. Men det lykkedes (måske) endnu engang KL at spise os af med en gang varm luft. Nu skal vi nemlig bruge tre år, hvor en undersøgelseskommission skal rundt og finde ud af om det da i grunden ikke går ganske udmærket i den danske folkeskole. Det kommer der sikkert en masse dejligt statistisk materiale ud af, som man så igen kan bruge politisk som man vil. Skulle kommissionen komme med tegn på, at noget er galt, kan KL jo altid sige, at "Det er vi ikke enige i", for at komme med endnu et politisk-snakken-udenom citat.

Hvis det bliver et ja, så er det lykkedes KL, ad andre veje, at købe sig til 10 år, hvor reformtoget kan buldre derudad. Mit gæt er, at de håber på, at luge ud i de "gamle lærere" og få dem erstattet af nyuddannede, der ikke har oplevet at arbejde under andre overenskomster end lov 409, og derfor vil være mere pro end contra overfor reformen.

Her ser det dog ud til at KL har held i sprøjten. Tallene taler for sig selv idet flere og flere lærere forlader folkeskolen til andre erhverv. Nogle går ned med flaget, og eleverne vælger i stor stil privatskolerne til. I dag er det ikke unormalt, at man skal opslå ledige stillinger 2 eller 3 gange, før man kan få kvalificerede ansøgere, og vikarudgifterne er kraftigt stigende idet man lukker hullerne med ikke-læreruddannet personale.

Hvis vi stemmer ja, får vi igen en gang hensigtserklæringer om fremtidig samarbejde og en undersøgelseskommission – og en fortsættelse af Lov409 i tre år mere.

Hvis vi stemmer Nej. Ja hvad så? Får vi så ikke en undersøgelseskommission? Er man så ikke interesseret i at finde ud af om reformen virker eller om noget skal laves om? Får vi så bare LOV409 i ren form? Hvis det er tilfældet, og det er den historie Ja-sigerne forsøger at fortælle vil ske, så er det, for mig,  blot endnu et bevis på, hvad KLs egentlige mission er.

For at citere Thomas Jacobsen:

Hvad kan jeg så bruge et nej til?

- Jeg kan bruge mit nej til at vise min frustration.

- Jeg kan bruge mit nej til at presse min fagforening til at kæmpe min sag.

- Jeg kan bruge mit nej til, at se hvilke kommuner, der vil folkeskolen.

- Jeg kan bruge mit nej til at fortælle forældrene, at det er deres børn det går ud over.

 - Jeg kan bruge mit nej til at udtrykke et behov for, at forløbet i 2013 bliver kulegravet og ikke gemt og glemt.

Citat slut.

Og endelig, kan jeg bruge mit nej til, at tvinge Danmarks politikere til at tone rent flag og tage stilling til hvad de vil med folkeskolen. De skal ikke sidde og lurepasse den på Borgen, men melde klart ud, her hvor et valg kommer tættere og tættere på, om de vil bruge pengene på skattelettelser og mindre moms på dyre biler, eller om de vil investere pengene i Danmarks fremtid nemlig børnene i folkeskolen.

Derfor bliver det et nej herfra.