Forestillingen »Vanity of Modern Panic« holder et spejl op mod skønhedsdyrkelsens botoxstivnede ansigt. Hvor langt vil du gå for at holde din krop yngre end det, der står på din dåbsattest?

Børneteater afspejler elevernes digitale liv

Årets forestillinger på den netop afholdte festival for børneteater til skolerne eksperimenterer med at blande teaterfortællingen med dans, opera, installation og inddragelse af brugerne.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dansk børneteater har udviklet en særlig teaterform, som er professionel, når det gælder skuespil, instruktion, scenografi, manus, lys og lyd - kort sagt alle voksenteatrets faglige kompetencer. Samtidig evner børneteatrene at målrette teateroplevelsen til lige de specielle aldersgrupper i deres følelsesmæssige og intelligensmæssige udvikling - for børnepublikummet er totalt ærligt, skuespillerne får råt for usødet, hvis de ikke fanger børnene.

Og udbuddet, som skolerne kan vælge imellem, er stort. På årets Aprilfestival var 105 teatre repræsenteret med 164 forestillinger målrettet alle børn fra de helt små i daginstitutioner til elever i indskolingen og på mellemtrinnet samt de unge over 14 år. De mange forestillinger blev vist på 45 skoler, 22 institutioner og 12 biblioteker i Syddjurs, Norddjurs, Favrskov og Aarhus Kommuner.

Det at kombinere et teatermanuskript med opera, dans og levende musik er en svær kunst, men det lykkes over evne i »Knud Romers ABC« - et musikalsk dansealfabet til de små i indskolingen. Forestillingen er blevet til i et samarbejde mellem sArt Danseteater, Den Fynske Opera og BaggårdTeatret.

Anmeldelse: Rejsen med sansealfabetet

Her mødes de forskellige kunstarter i et sanseligt, morsomt og smukt koreograferet univers med fantasifulde kostumer, der leder tankerne hen på en globaliseret verden, med indiske gevandter, marokkanske pludderbukser og hennafarvede mønstre på arme og ben. Og publikum rejser med, mens de sidder og ligger på et blødt, grønt græstæppe omgærdet af stofvægge af florlet bomuld.

Teatre spiller på alle kanaler

Nutidens børn er vant til at agere på mange platforme, de multitasker og agerer på stort set alle medier - og i den Reumert-vindende »OMG« for eleverne i udskolingen er alt det nye med. Forestillingens titel er hentet fra det amerikanske slangudtryk »oh my God«, og i Opgang2 Turneteaters forestilling spiller de gængse nutidssymboler en stor rolle: Det er mobiltelefonen, sms'en og iPad'en, og de unge spiser kebab og shawarma nede ved Aarhus Å.

Skyggebilleder, stemningsskabende lyd og lys, leg med mærkelige gamle ting og en masse iskolde glas får alle sanserne op at ringe i Teatret Gruppe 38's »Historien om huset, der blev til en prik« til børn fra otte år.

Anmeldelse: Transformerede eventyr

Her blandes klassisk musik med lyden af en irriterende flue, så man ikke er i tvivl om, at det er kogende varm sommer. Stærke følelser som vrede vises med en knaldrød fotoprojektion med mærkelige blomster, der bliver større og mindre, alt efter hvor vred pigen Sofie er. Lyde, musik, kejtet balletdans kombineres med en rigtig fortælling midt i en scenografi med en gammel radio på et almuebord.

Helt ny på festivalen var en radiobiografforestilling »Dage med Brecht« produceret af Svendborg. En podcast eller en lydmontage, hvor unge og voksne sank ned i bløde stole, lukkede øjnene og rejste tilbage til Romerriget.

Lytterne følger ligtoget for den store romerske hærfører og politiker Lucullus gennem Roms gader - og vi bevæger os ind i dødsriget, hvor en domstol venter ham. Undervejs møder vi en fiskerkone, en bager og en kurtisane i et stemningsmættet Oldtids-rom med købmænd, plebejere og slaver, der råber og skriger. For de store elever en spændende eksistentiel historie og en lækkerbisken i lyd.

Mindre tid til at arrangere teater

Midt i al begejstringen over årets store program blev der også plads til lidt bekymring over børneteatrets fremtid i folkeskolen:

»Skolereformen har haft større konsekvenser, end vi troede«, lyder det fra leder af teatret ZeBU Jørgen Carlslund. »De nye regler for arbejdstid gør, at lærerne dårligt har tid til at arrangere teater. Lige først i 2013 var der forvirring på mange skoler, men reformen har ikke gjort det nemmere for lærerne at arrangere teater«.

»Det er bare så ærgerligt, for vi teaterfolk har altid haft et eksemplarisk samarbejde med skolelærere og teaterkontaktfolk. Der er heldigvis nogle kommuner, der profilerer sig på at ville have børnekultur ud i skolerne, men hovedtendensen er negativ«, siger Jørgen Carlslund.

Anmeldelse: Mærket for livet