Blog
41   109

OK18 - status over situationen inden urafstemning

Abonner på nyt om Niels Chr. Sauer i dit personlige nyhedsbrev.


Hvordan kom vi hertil, og hvordan kommer vi vídere?

Alle bilister ved, at man aldrig skal stole blindt på sin gps. Ofte er problemet, at den ikke kender de sidste nye veje, fordi den ikke er opdateret, og man lærer hurtigt, at man til enhver tid skal stole mere på det, man ser ud af forruden end det, man ser på skærmen.

Artiklen fortsætter under banneret

Samme princip gælder, når man skal finde vej i politik, herunder stemme om en ok18.

Lærerne kørte så at sige hjemmefra efter at have indtastet en ny arbejdstidsaftale på den politiske gps. Da det efterhånden gik op for DLF, at afstanden til bestemmelsesstedet ikke blev mindre, uanset hvor meget de kørte, ændrede de det til en arbejdstidsaftale med bedre værnsregler indenfor rammene af L409. Forhåbningen var, at gps’en kunne finde en smutvej til det oprindelige mål, ligesom når man tilvælger biveje. Efter fem måneder i lavt gear nærmede DLF sig bestemmelsesstedet, kun for at opdage, at vejen var blokeret af urokkelige betonklodser, anbragt af vejvæsenet, der ikke ville høre tale om at flytte dem.

Mange læreres  umiddelbare tilskyndelse er nu at køre frontalt ind i klodserne i håb om, at de kan rokkes. En hurtig vurdering af karosseriets styrke og bilens egenvægt i forhold til betonklodserne tilsiger imidlertid en anden løsning, og nu er gode dyr virkeligt rådne. Da er det, at chaufføren får øje på et tilgroet hjulspor, som gps’en ikke kender. Og sporet, som godt nok er både langt, bumpet og mudret, ser faktisk ud til at føre hen omkring det sted, lærerne har indtastet hjemmefra.

Alle metaforer har deres begrænsning, og hvor fristende det end er, skal jeg forskåne læseren for en videreførelse af den her. Pointen er naturligvis, at DLF er kommet til et punkt, hvor det er nødvendigt at orientere sig i realtid on location, hvis det opgøret med L409 skal have nogen gang på jord.

Det kunne på overfladen ligne en situation som den i 2015, hvor vi appellerede til KL's bedre jeg med det såkaldte bilag 4 om arbejdstid - hvorefter Moderniseringsstyrelsens mand i KL, administrerende direktør Kristian Wendelboe kvitterede med at fyre sin topembedsmand, Sine Sunesen, fordi hun således havde formastet sig til at række hånden frem til lærerne. Med øjeblikkeligt varsel, midt i forhandlingsforløbet, hen over hovedet på KL's bestyrelse, sådan!. Det viste sig hurtigt, at størstedelen af de fromme løfter i bilaget var tomme, men det tjente alligevel to vigtige formål. For det første gav det DLF et alibi for at undvige en konflikt, som ville have knust foreningen, og for det andet gav det kredsene mulighed for at sætte foden i døren ind til forhandlingsrummet. I de tre år, der er gået siden da, har DLF, til Moderniseringsstyrelsens og Wendelboes ærgrelse, i 72 kommuner indgået aftaler, hvoraf en lille håndfuld ligefrem er til at leve med.

Men situationen er en helt anden nu end i 15.

Dengang stod lærerne helt alene i fagbevægelsen, og overfor os stod de samme, som var 'gået hele vejen' i 2013: KL, regeringen og et massivt folketingsflertal. Der havde ikke været personudskiftning på nogen poster, og pressen var stadigvæk decideret fjendtlig overfor DLF. Ingen andre end lærerne forstod, hvad der var sket i 13.

Efter fem års genopbygning og målrettet arbejde har DLF i dag med støtte fra hele fagbevægelsen ført problemet med L409 helt frem til randen af en nationslammende storkonflikt med befolkningens sympati i ryggen, og fem partier i folketinger er på stikkerne for lærerne. KL ønsker en konflikt lige så lidt som lærerne gør, og de har lige fået en nyt formand, som er på det rene med, at folkeskolen ikke holder til stillingskrigen med DLF længere. Den ene borgmester efter den anden ønsker nu at indgå lokalaftaler, statsminister in spe Mette Frederiksen varsler justering af den danske model samt opgør med Moderniseringsstyrelsen og new public management, og KL har lige nedlagt Moderniseringsstyrelsens reformtæskehold, den såkaldte implementeringsgruppe, som lærerne blev forment adgang til. Det forkætrede bilag 4 fra 15 indeholdt ikke ordet ’forpligtende’ overhovedet, men det optræder ni gange i ok18 aftalen om arbejdstidskommissionen, og der er lagt en ufravigelig køreplan for de fortsatte forhandlinger om arbejdstiden.

Moderniseringsstyrelsens hardlinere er der stadig, men de er marginaliseret. Deres våde drøm er en konflikt med DLF, der kan genskabe den gode gamle krigsstemning fra 13 og give dem luft under vingerne. Lad dem ikke få deres vilje!

Der er ingen garanti for, at det planlagte forløb munder ud i en ny arbejdstidsaftale, men kommissionsanbefalaingerne kan ikke undgå at sætte spot på den manglende tid til forberedelse og de mest undervisende lærerens groteske overbelastning. Det grundlæggende problem er og bliver imidlertid, at folkeskolen med reformen er blevet påtvunget verdens længste skoletid på bekostning af lærernes arbejdsvilkår, og det kan KL ikke gøre ret meget ved. Løsningen af det problem kræver enten tilførelse af 4-5 mia. kr årligt til ansættelse af 10.000 nye lærere eller en ny skolereform.

Skolereformer plejer at komme med ca. tyve års mellemrum. Hvis vi skal vente så længe med at få løst lærernes arbejdstidsproblem, ligger folkeskolen i ruiner længe inden. Den erkendelse kan undersøgelseskommissionen hjælpe på vej.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet
Folkeskolen.dk er lukket for indlæg og kommentarer fra 6. juli og i uge 28 og 29 - vi åbner igen mandag den 23. juli. God ferie!

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ