Ordsky af ord fra de nye bloggeres indlæg.

Mød de nye bloggere på folkeskolen.dk

Samfundsfag, skolepolitik, undervisningsmiljø og tidlig sprogstart. Temaerne er mange og forskelligartede blandt de nye bloggere, som er blevet en del af folkeskolen.dk’s bloggerunivers i marts og april. Mød dem her og vær selv med i debatten.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Anders Stig Christensen, ph.d. lektor, læreruddannelsen University College Lillebælt

Blog: Samfundsfag og skole

Hvad kommer din blog til at handle om?

"Undervisning i samfundsfag og skolens rolle i forhold til politisk og demokratisk dannelse."

Hvorfor vil du gerne blogge på folkeskolen.dk?

"Jeg vil gerne være med til, sammen med andre medlemmer af foreningen af undervisere i samfundsfag ved læreruddannelserne, at skrive om, hvad der sker i samfundsfaget. Der er mange gode projekter både i læreruddannelserne og lokalt på skolerne, som fortjener mere opmærksomhed. Samtidig har vi brug for et forum til at diskutere samfundsfagets didaktik - det kan både være på det praktiske plan om, hvordan man kan arbejde med et EU eller et andet emne, og på det helt overordnede plan som fx hvilken sammenhæng der er mellem fagene og skolens opgave med demokratisk dannelse, og hvad det betyder".

Jannie Tofveson, lærer i folkeskolen og under uddannelse til matematikvejleder 

Blog: IndIKassen

Hvad kommer din blog til at handle om?

"Min blog kommer til at handle om tanker fra en lærer.  Jeg er træt af, vi alle sammen skal presses ind i den samme kasse. Derfor hedder min blog, i et forsøg på ironi, IndIKassen Jeg skriver primært om mine personlige tanker omkring folkeskolen, og hvad jeg tænker der kan gøres anderledes".

Hvorfor vil du gerne blogge på folkeskolen.dk?

"Jeg vil gerne blogge på folkeskolen.dk, da det er et sted, hvor læser og blogger ofte har samme udgangspunkt, og fordi jeg tænker, det er det rette sted at dele mine tanker. Måske der er nogle, der tænker det samme som jeg, eller som har input til mig og mine tanker, så jeg kan tænke om."

Jannie Moon Lindskov, direktør, Dansk Center for Undervisningsmiljø

Blog: Dansk Center for Undervisningsmiljø

Hvad kommer din blog til at handle om?

"Jeg vil i bloggen slå fast, at undervisningsmiljøet ikke kan prioriteres højt nok. Et dårligt undervisningsmiljø skaber mistrivsel, og vi behøver efterhånden ikke mere dokumentation for, at trivsel og læring hænger uløseligt sammen. Og det handler om både det fysiske, psykiske og æstetiske undervisningsmiljø. Dårligt indeklima, mobning og uinspirerende omgivelser er forbundet med alt det vi ikke  ønsker os af folkeskolen, så jeg vil i denne blog give bud på, hvordan den omfattende viden og forskning på området kan omsættes til konkrete indsatser i klasseværelset".

Hvorfor vil du gerne blogge på folkeskolen.dk?

"På Dansk Center for Undervisningsmiljø har vi gennem mere end 15 år opbygget stor ekspertise, og som nationalt videnscenter er det naturligt, at vi deler ud af denne viden og på alle tænkelige måde støtter og vejleder skoler i deres vigtige arbejde med elevernes sundhed, trivsel og læring. Ved at blogge på folkeskolen.dk håber jeg at kunne bringe relevant forskning og viden i spil der, hvor det gælder: ude på skolerne".

Morten Birck, lærer og master i specialpædagogik

Blog: Morten Birck

Lektorerne Petra Daryai-Hansen og Hanne Thomsen sammen med flere andre

Blog: Tidligere sprogstart - ny begynderdidaktik med fokus på flersprogethed

Gennem bloggen inviterer vi lærere, undervisere og forskere til at blive en del af det nationale netværk for tidligere sprogstart i engelsk (1. klasse), fransk/tysk (5. klasse) og flersprogethedsdidaktik. Tovholdere for netværket er Petra Daryai-Hansen og Hanne Thomsen i samarbejde med de faglige konsulenter og lærere i projektet "Tidligere sprogstart - ny begynderdidaktik med fokus på flersprogethed". Vi vil dele vores viden og produkter her og inviterer alle, der arbejder med tidlig sprogstart i engelsk, fransk og tysk, til at dele deres erfaringer med os her på folkeskolen.dk - så kontakt os, hvis du vil være blogger, eller opret et indlæg og kommenter med et link til det. Vi glæder os til at høre om jeres erfaringer!

Jarl Falk Sabroe, kommunalbestyrelsesmedlem Holbæk og uddannet lærer

Blog: Jarl Falk Sabroe

Jeg er nyvalgt kommunalbestyrelsesmedlem for Radikale Venstre i Holbæk Kommune. Sidder i de to udvalg Børn og Skole og Unge og Uddannelse. Jeg er uddannet lærer fra det hedengangne Holbæk Seminarium med linjefag i historie og idræt. Har siden 2001 arbejdet henholdsvis som lærer på Tuse Skole og mellemleder både kommunalt, privat og i Røde Kors Asylafdeling. Er i dag afdelingsleder på en lille folkeskole i Rørby. Bloggen vil kredse om skole- og uddannelsespolitk set fra et kommunalbestyrelsessæde med dybe rødder i folkeskolen.

Ib Hedegaard Larsen, lærer og cand.pæd.psych

Blog: Ib Hedegaard Larsen

Tidligere skolepsykolog og afdelingsleder. Vil især blogge om specialundervisning, læseundervisning, dysleksi/ordblindhed og inklusion.