Debat

Om tillid - til Bondo, til DLF, til KL, til musketéreden, til solidaritet

Indlæg fra en der ikke er fortaler for at stemme ja. Nils Højsager, Sønderborg

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tilliden blev brudt i 2013 og kan kun genoprettes med en overenskomst der indeholder en arbejdstidsaftale, der giver lærerne vilkår til ordentlig forberedelse og tid til en for eleverne god efterbehandling.

Det kan da godt være at Anders Bondo og Michael Ziegler, som de selv udtaler det i TV, har haft et tillidsfuldt forhold under deres drøftelser, men det er ikke lige det, som det drejer sig om.

Det drejer sig om lærernes arbejdstidsforhold

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

- IKKE OM ZIEGLER OG BONDO KAN SOVE I SKE.

”En løsning for alle” er åbenbart, noget man snakker om udenfor forligsen, men ikke praktiserer inde i forligsen. Det solidarisk håndslag blandt fagforeningerne om, at "EN LØSNING FOR ALLE" skulle omfatte, at lærernes arbejdstidsregler skulle reguleres i en overenskomst, blev til et:

Slattent dask i vinden, udført med vage hænder uden karakterstyrke.

Jeg ved ikke om Dennis Kristensen er en kryster og forræder? Eller om han er en brillant skakspiller, der ofrede lærerne for en taktisk fordel? Det kan være, at han nu får et fedt og godt lønnet job – formidlet af KL? Lærerne har levet med lov 409 om lærernes arbejdstidsregler siden 2013. De skal nu i tre år mere leve med denne lov, der principielt er lavet for at finansiere folkeskoleloven på ryggen af lærernes arbejdstid, manglende forberedelsestid til elevernes undervisning og manglende tid til efterbehandling og respons på det elever afleverer.  Føj for en solidaritet. JEG STEMMER NEJ - NEJ - NEJ Hvis jeg ikke stemte nej, ville jeg jo være med til en BLÅSTEMPLING af, at lærerne i tre år mere skal leve UDEN EN OVERENSKOMSTREGULERET ARBEJDSTID!

- og til dig Bondo, du skriver i dit nyhedsbrev, at du aldrig vil skrive under på Lov 409, men det har du jo lige gjort, ved at skrive under på en overenskomstaftale, der nedfældet i aftalen bestemmer, at Lov 409 er gældende de næste tre år. Denne underskrift bliver dit eftermæle som lærernes formand.

Du har ved at skrive under på ”Aftalepapiret”, skrevet under på, at Lov 409 er gældende de næste tre år!

Der er tale om et massivt fejlskøn fra DLF's ledelse!

Niels Christan Sauer skriver i en kommentar i ”Folkeskolen”:

Husk nu, hvor det her startede sidste sommer: Både KL og regeringen kundgjorde, at de overhovedet ikke ville forhandle arbejdstid med lærerne, hverken ved ok18 eller nogensinde.

Det kan godt tyde på, at NCS lider af selektiv hukommelse, men jeg og mange andre kan godt huske optakten til forhandlingerne i Januar:

Da kundgjorde alle forbund, at de overhovedet ikke ville starte op på forhandlingerne, før lærerne (Anders Bondo) meddelte de andre forbund, at KL nu var villige til at gå ind på konkrete forhandlinger om lærernes arbejdstid.

Efter godt en uge meddelte Anders Bodo de andre forbund, at nu var KL villige til at forhandle en arbejdstidsaftale og man kunne gå i gang med at forhandle "en fælles løsning". Han meldte ”klart skib” til at forhandle videre på de andre områder.

Her er der klart tale om så stort et fejlskøn, at det ikke er en chefforhandler værdig. Et fejlskøn af dimensioner, som måske fra starten af har været medvirkende til, at lærerne ikke fik en arbejdstidsaftale med i overenskomsten, men i stedet hænger på Lov 409 i mindst tre år mere.

Det kan godt være at nogen kan se logikken, ved udsagnet at: ”Et ja er et nej til Lov 409”. Jeg kan ikke og George Boole ville vende sig i sin grav ved den form for logik.

  • Ved at stemme ja, lader vi alle dem der er pressede stå i kulden i mindst tre år mere.
  • Ved at stemme ja, er vi med til at cementere Lov 409, som en del af vores overenskomst.
  • Ved at stemme ja, mister vi det momentum og den velvilje, vi lige nu har i befolkningen.
  • Ved at stemme ja, mister vi den opbakning vi pt. har i en lang række politiske partier.
  • Ved at stemme ja, udnytter vi ikke det faktum, at der indenfor et år er folketingsvalg.

Hvordan kan man ved sine fulde fem stemme for en overenskomst, der forudsætter at Lov 409 er gældende grundlag de næste tre år. Ja vi er blevet lovet en kommision, men dem har vi set alt for mange af - syltekrukker der ikke er forpligtende.

Bondo burde stille sig frem og indrømme, at han begik en fatal fejl, da han i januar troede på, at KL var oprigtige i deres løfte om at ville realitetsforhandle og derfor meldte klart skib til de andre forbund. Forhandlingerne om arbejdstidsaftale skulle være sket i januar, hvor de andre forbund var villige til, at nægte forhandlinger, før lærernes arbejdstid var afklaret.

Den chance blev forpasset pga. Bondos fatale fejlskøn.

Mange spørger efter håndtag, der kan bruges i tilfælde af en konflikt:

  • Vi har lige nu og her et overfor lærerne velvilligt indstillet folketing, i kraft af de tilkendegivelser der er kommet fra Enhedslisten, SF, Alternative, Radikale, DF og ikke mindst et Socialdemokrati, der skal tage stilling til om de vil tage ansvaret for endnu et indgreb.
  • Regeringen er heller ikke vild efter at tryne lærerne lige op til et valg.
  • Lige nu har vi også stadig de andre forbund, der vil støtte op om en arbejdstidsaftale til lærerne - det har de jo kæmpet med om de sidste tre måneder.
  • Samtidigt er den økonomiske situation lige nu så god, at der er muligheder for at tilføre folkeskolen yderligere resurser, hvis dette som et led i norm ændringer er nødvendigt.

Ved du hvordan denne velvilje er om tre år?

Ved du om der kommer et folketingsvalg om tre år?

Ved du hvordan de andre forbund stiller sig om tre år?

Ved du hvordan den økonomiske situation er om tre år?

Ved du om KL om tre år er oprigtige i deres vilje til at indgå en arbejdstidsaftale?

Ved du om KL om tre år har den politiske opbakning til at indgå en arbejdstidsaftale?

Noget tyder på at solidariteten - og dem der erklærede den - mistede pusten undervejs. Med den solidaritet der her (ikke) er udvist, bør alle lærere sætte spørgsmålstegn ved, om lærerne hører hjemme under FTF (snart sammenlagt med LO), om DLF har den rette ledelse, om der fortsat er tillid?