Anmeldelse

Historien om huset, der blev til en prik

Transformerede eventyr

Skuespil og levende billeder arbejder sammen og rammer nutidens medietrænede børn lige mellem øjnene.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mens publikum kommer ind i gymnastiksalen, småsnakker skuespiller Bodil Alling med to mænd i sort hverdagstøj, de hører radio og skyder med elastik mod en skydeskive – totalt afslappede. Teaterlyset rammer en mærkelig scenografi: et almuebord i flere etager med vin og ølglas og andet underligt krimskrams. Man tænker: Er det her virkelig teater? Men så bliver det med ét mørkt, og Bodil Alling står i en spot og siger med den klareste bløde aarhusianske diktion:

Fakta:

Titel: Historien om huset, der blev til en prik

Forlag: Teatret Gruppe 38

”Det er sommer", og hun afbryder sig selv: ”Det er en historie, så vi skal forestille os, at det er sommer”. Og sommer bliver det, teatret går i gang. Vi hører en anmassende flue, og en blomst springer ud på skyggebilledet bagved, blub siger det.

Pigen Sofie har en lillebror og en storebror, og de elsker alle tre lysende røde jordbær. Sofie får et jordbær mindre end brødrene, og moren siger: ”Det er da lige meget”. Men det er ikke lige meget for Sofie, hun bliver edderspændt rasende og går hjemmefra. Hun vender sig om og ser sit hus være blevet til et hvidt minidukkehus – huset, der blev til en prik.

Stykket er det andet i Teatret Gruppe 38's trilogi om stærke følelser, og temaet i denne forestilling er vredeDen første forestilling, "Jeg er ikke bange for noget", handlede om frygt, og nummer tre i rækken skal handle om kærlighed. Det er den dansk-franske billedkunstner, dramatiker og femdobbelte Reumert-vinder Catherine Poher, der står for trilogiens anden forestilling. Hendes visuelle kraft, poetiske magi og enkelhed kommer fint til udtryk her i Gruppe 38's regi. Det er tydeligt at se hendes billedskabende univers i de skyggeprojektioner, der viser Sofies vrede. Vi ser et kæmpe foto af knaldrødt stof med mærkelige blomster, der bliver større og mindre, alt efter hvor vred hun er.

Historien udvikler sig dramatisk og superuhyggeligt: En ulvemaske viser sig i mørket, og måske, måske ikke er vi på vej hen i eventyret om Rødhætte. Billeder, lyde og en svaneballet bryder heldigvis uhyggen.

Jeg kan godt røbe, at efter Sofies store følelsesmæssige udsving kommer hun forandret hjem til sit hus, hvor radioen spiller, og en animeret kat kravler ind ad vinduet. Her udnytter Gruppe 38 skyggebilledet, en teknik, som det tjekkiske teater Laterna Magika er ekspert i. Levende billeder bagved og skuespil foran, og for nutidens billedvante børn rammer det lige plet.

I "Historien om huset, der blev til en prik" har Gruppe 38 videreudviklet sin særlige, poetiske og finurlige stil, men man mærker bagved inspirationen fra de Reumert-vindende tidligere forestillinger "Du må være en engel, Hans Christian" (om H.C. Andersen), "Den lille pige med svovlstikkerne" og "Hans og Grethe".

Bodil Alling, der netop er blevet tildelt den livsvarige hædersydelse af Statens Kunstfond, kan sine klassiske eventyr, og hun formår at hente figurer i eventyrenes verden og transformere dem til en moderne barneverden. Det er ikke alene fremragende, det er genialt.