For at kunne få et førstehåndsindtryk af  Gert Biestas nye bog, ”Undervisningens genopdagelse”, der udkommer 15. maj/18, gengiver jeg her det danske forord, som jeg har skrevet – med et interview af  Gert Biesta: 

Undervisningens genopdagelse er den fjerde bog i det, Gert Biesta selv anser for sit (foreløbige) værk om pædagogisk tænkning. Biesta er i sin pædagogiske tænkning optaget af såvel uddannelsesproblematikken i al almindelighed som mere specifikt af den konkrete undervisning og underviserens betydning. På tværs af dette er den fornemmeste pædagogiske opgave ifølge Biesta at vække et andet menneskes lyst til at eksistere i og med verden. "At komme ind i verden" for det enkelte, 'unikke', subjekt, er således selve det eksistentielle omdrejningspunkt. Denne bog handler om undervisningen og underviserens betydning.

Men allerede i den forrige bog, Den smukke risiko i uddannelse og pædagogik (2014), har han tydeliggjort, at hans tænkning om undervisning ikke er en egentlig teori, for undervisning er for ham en kunstart, som lærere skal opnå via virtuositet og evne til at bedømme. Lærerarbejdet er en konstant tilegnelse af tilværelses- og verdensindsigt. Dette er helt modsat den herskende tankegang om, at lærere skal forholde sig målrettet til og kunne evidensbasere undervisning, det vil sige tænke i årsag og virkning. Men hvad er så det essentielle i nærværende bog?

I forbindelse med oversættelsen af bogen har jeg undervejs haft en livlig brevveksling herom med Biesta, som har været meget gavmild med fyldige svar. Det første og mest indlysende spørgsmål til Biesta tager udgangspunkt i, at selv om Undervisningens genopdagelse henvender sig bredt til alle med interesse for pædagogik og pædagogisk tænkning, kan bogen visse steder forekomme teoretisk tung og vanskeligt tilgængelig. Biesta gør endda undervejs i bogen selv opmærksom på dette, men håber alligevel, at læseren vil fortsætte, for det essentielle er at fremkomme med gode og eftertænksomme argumenter for undervisningens og pædagogikkens genopdagelse.

Mere konkret er Undervisningens genopdagelse en bog, der handler om noget meget praktisk, nemlig om undervisning, så spørgsmålet til Biesta lyder, hvorfor det er vigtigt at have en teori om det, det vil sige vigtigheden af det teoretiske spørgsmål for praksis. Biesta svarer:

Jeg er enig i, at bogen handler om noget meget praktisk – på en måde er undervisning kun dette: en praksis – men ikke desto mindre er bogen temmelig teoretisk. Bogens pointe er imidlertid ikke at frembringe og udvikle en teori om undervisning, derimod er ambitionen, hvilket også fremhæves i titlen med ordet "genopdagelse", at genoverveje, hvad undervisning egentlig er for derigennem at se, om der er aspekter ved undervisning, som er vigtige at bevare og få tydeligere frem. Især i lyset af det faktum, at undervisning, i hvert fald på et diskursivt niveau, har fået et dårligt ry og er blevet erstattet af læringsfacilitering. Bogen er altså snarere end en teori om undervisning et argument for undervisningens vigtighed og for det, at undervisning er noget progressivt og ikke et spørgsmål om kontrol. Selv de steder, hvor bogen er mest teoretisk, forsøger jeg først og fremmest at vise, at undervisning ikke handler om at kontrollere og begrænse, hvad et menneske kan gøre. Det, jeg vil udtrykke, drejer sig om vores eksistens som subjekter, så jeg forsøger at sige noget om denne særlige 'måde' at eksistere på – og det er generelt sådan, jeg forstår vores subjekt-hed, altså ikke som noget biologisk eller psykologisk, men som noget rent eksistentielt. Det er årsagen til, at jeg i det sidste kapitel i bogen eksempelvis forsøger at argumentere imod den idé, der går ud på at for at være et subjekt, så skal man udvikle eller opnå kompetencer. Min hensigt med bogen er at tilbyde et praktisk argument for noget praktisk, nemlig undervisning, og min hensigt er at forsøge at vise, at her fordres omhyggelig tænkning og overvejelse – og det er derfor, at bogen også er teoretisk.

Med tanke på Biestas pædagogiske tænkning, sådan som den kommer til udtryk i Læring retur, God uddannelse i målingens tidsalder, Den smukke risiko i uddannelse og pædagogik og nu Undervisningens genopdagelse – lyder et overordnet men presserende spørgsmål: Hvordan vil du beskrive 'opgaven' bag disse udgivelser? Hvad er formålet? Biesta svarer:

Jeg har det bedst med ordet opgave, for jeg synes ikke, at jeg har en særlig agenda, som jeg ønsker at forfølge eller realisere, og jeg har absolut ikke nogen intentioner om at diktere andre mennesker, hvad de skal tænke. Det, jeg gerne vil, er at komme med nogle pædagogiske bud, men det er op til enhver at nå deres egne konklusioner. Så skønt der er pædagogiske temaer, som jeg er foruroliget over – særligt den læringgørelse, som forsimpler og trivialiserer uddannelse og pædagogik, og hvor risikoen er ødelæggelse (jeg ved, det er et stærkt ord) af menneskers mulighed for at eksistere som mennesker – så forsøger jeg i mit værk at dele den foruroligelse, men som sagt ikke for at diktere andre, hvad de bør tænke eller gøre. Det, jeg forsøger, er blot at frembringe muligheder for at tænke og tænke anderledes. Man kan faktisk godt sige, at jeg ser dette som en opgave. I den forstand er det noget, jeg med tiden er blevet mere bevidst om – som en slags erkendelse af, at mennesker, der ønsker at overbevise andre mennesker, har en tendens til at blive aggressive eller destruktive og slet ikke anerkender, at andre mennesker rent faktisk er andre mennesker, som selv kan, og som selv burde finde ud af, hvad deres opgave er: at tænke selv. Endelig er der en slags erkendelse af, at der er temaer og problemstillinger i den pædagogiske diskurs, som er i fare for at forsvinde, eller som måske allerede er forsvundet for os. Jeg er overrasket over, at mange af dem, som skriver om og for undervisning, pædagogik og uddannelse, synes at vælge den samme vej eller siger de samme ting, så jeg synes, det er min opgave at sige andre ting ud fra anderledes tankegange for at holde dialogen i gang uden at bukke under for 'tidsånden', hvor det at tænke meget ofte er fraværende. Der er en progression de fire udgivelser imellem på den måde, at forskellige emner og problemer er blevet mere klare for mig, og jeg tror ikke, at jeg ville have kunnet skrive dem i en anderledes rækkefølge. Der er selvfølgelig gennemgående temaer og røde tråde – spørgsmålet om subjektet, demokrati og problemstillingen omkring emancipation – og jeg mener, at jeg løbende forsøger at få spidsformuleret mig om disse temaer. 'Hovedspringet' i min tænkning er, at jeg nu meget bedre ser, hvordan mange undervisningsmæssige og pædagogiske diskussioner får betydning via en eksistentiel tilgang, og dette 'hovedspring' gør, at jeg nu er i stand til at formulere denne betydning med større præcision.

Biesta skriver i indeværende bog netop, hvor vigtigt det er at tænke pædagogik og erkendelse som noget, der kan foregå i spring; som dissenssus i modsætning til konsensus – hvor Biesta ser konsensus som noget, der har med årsag og virkning at gøre, mens dissensus har at gøre med nogle forstyrrende 'spring' i erkendelsen, som ikke rigtig kan fremkomme på anden måde end ved at inddrage kunst, virtuositet og livsvisdom i pædagogikken. Biesta siger videre om det eksistentielle spring:

Den eksistentielle tilgang til pædagogik og uddannelse er helt forskellig fra en række 'ontologiske' tilgange, hvor folk kommer med forskellige påstande om verden og om mennesker, men hvor de glemmer at spørge a) hvordan det er muligt at komme med sådanne påstande og b) hvad disse påstande betyder for den stadige udfordring det er at leve vores liv, altså at eksistere som mennesker. Det er baggrunden for, at jeg i mit værk synes, det er vigtigt med det eksistentielle 'spring'.

Så vidt Biestas svar på nogle overordnede spørgsmål. Jeg har desuden korresponderet med ham om mere specifikke oversættelsesspørgsmål, som er opstået undervejs – ikke mindst i forhold til, at ord og udtryk om undervisning og pædagogik kan dække over forskellige traditioner og forskelligt indhold alt efter modersmålet. Mere konkret: Oversættelse fordrer trofasthed mod den oprindelige tekst, men idet både den engelske og franske tradition og tænkemåde visse steder er forskellig fra den danske, indebærer fordringen om trofasthed, at man ikke altid oversætter én til én.

Af den grund er der tilføjet en oversætternøgle bagerst i bogen, hvilket jeg håber kan bidrage til, at oversættelsen 'flyder', og at den er retfærdig over for Biestas tænkning.

Jeg takker forlagsredaktør Karen Lise Søndergaard Brandt, lektor Ole Morsing, stud. mag. Dann Grotum Nielsen og stud. mag. Valdemar Nielsen Pold for bidrag, modspil og samtaler i oversættelsesprocessen. Uden deres indsats ville bogen ikke have foreligget i nærværende danske oversættelse.

Lærke Grandjean