Lærerværelset, Borgerskolen i Taastrup:

Riiiing, lyder klokken til spisefrikvarter, og lærerværelset er kort tid efter fyldt op af lærere. Fire kvinder stimler sammen i et sofahjørne. De rydder bordet for aviser og finder madpakkerne frem. Pausen skal ikke bruges på at læse aviser, selvom lærerne ellers igen i dag er hot stof på forsiden.

»Jeg har det sådan med de avisartikler, at jeg lader dem køre, for jeg vil ikke have dem ind, det er ikke min hverdag«, siger Anita Sørensen, og der nikkes samtykkende omkring bordet.

Men selvom de lukker øjnene for mange kritiske historier, er de langtfra uvidende om det massive pres, folkeskolen er udsat for.

»Presset er der. Fra landspolitikere, byråd, medier, forældre og fra os selv, fordi vi gerne vil leve op til kravene«, siger Ketty Larsen.

Det er der også fra ledelsen, for den skal også leve op til krav. Når ledelsen bliver presset, sender den arbejdsopgaverne nedad, fortæller hun.

Når meningen forsvinder

Borgerskolen i Høje-Taastrup har kommunens næsthøjeste sygefravær. Skolens ledelse er bevidst om, at de mange opgaver, der bliver dikteret oppefra, er medvirkende til stress og udbrændthed. Derfor besluttede man at indføre en anerkendelseskultur, der kunne klæde lærerne på til at takle det stigende pres. Lærerne er i dag blevet bedre både til at rose hinanden og til selv at modtage ros og anerkendelse.

Det har også hjulpet, at ledelsen i dag i højere grad har fokus på at foretage en udvælgelse i mængden af de opgaver, man sender videre til lærerne. Alligevel oplever mange at være underlagt et pres, de ikke selv har indflydelse på.

»Der kommer meget oppefra, og der kommer noget, hvor man tænker: Hvad har de nu gang i?« siger Anita Sørensen.

»Vi vil gerne have travlt, så længe det giver mening. Men der hvor meningen forsvinder, er, når tiden bliver taget fra noget, der giver mening, og brugt på noget andet, der ikke giver mening«.

Målt på det forkerte

Et af de steder, hvor lærerne oplever at få frataget deres indflydelse, er prioriteringen af arbejdsopgaverne.

»Hvis der tidligere var kommet en opgave, som var vigtig at få løst lige nu og her, så kunne vi gå ind og prioritere den, fordi vi vidste, at vi nok skulle nå det andet. Nu ligger der så mange krav i forhold til nationale test, læseprøver og elevplaner, at det er rigtig svært at foretage den prioritering og samtidig have sig selv med i det«, siger Ketty Larsen.

Lærerne oplever, at der er så høje krav til det fagfaglige, at det kan være svært at argumentere for at hive nogle timer ud til opgaver af social karakter, selvom det kan give klassen noget fagfagligt på længere sigt. Problemet er, at det ikke nytter noget med fagfaglig indlæring i en klasse, der ikke fungerer, for man skal have det godt for at kunne lære.

»Hvis man har en klasse, hvor der er store problemer, og man skal bruge tid på socialarbejde, så går det ud over det faglige. Og så kan det godt være, at de ikke klarer sig skide godt i de nationale test, men nu har vi nogle elever, der senere hen vil kunne klare sig rigtig godt fagligt, fordi vi gennemførte en indsats lige der«, siger Anita Sørensen.

»Men det er jo ikke det, vi bliver målt på af politikerne eller i medierne. De vil fokusere på øjebliksmålinger, og det er svært at lave en folkeskole med øjebliksmålinger, for man er nødt til at se på helheden«.

Læring sker i dialog

»Vi prøver hele tiden at gøre det bedste, vi overhovedet kan. Ikke fordi de skal klare sig godt i nationale test, men fordi det faktisk handler om mennesker, med alt hvad det rummer«, siger Ketty Larsen.

Læring sker i en dialog og ikke ved tankpasserpædagogik, hvor man bare kan hælde viden på eleverne, men det er ofte den tænkning, lærerne oplever fra medierne og politikerne.

»Det kan godt være, at I gerne vil proppe så meget som muligt ind i de her elever, men I skal også have mennesker ud af det. Og den konflikt føler jeg ofte, at vi løber rigtig, rigtig sur i«, siger Ketty Larsen og fortæller, at hun nogle gange kommer til at lade sin frustration gå ud over eleverne.

»Når jeg bliver presset, forsøger jeg at imødekomme presset, men det er ikke altid, det er muligt. Så bliver jeg en sur lærer, der siger: 'I skal det her'. Men om aftenen, når jeg er kommet hjem, tænker jeg: 'Hvad er det egentlig, du har gang i?'«

Så tager hun en snak med eleverne og fortæller om de massive krav, og at det er de krav, hun reagerer på. Så forsøger hun i fællesskab med klassen at finde en måde at nå det hele på, men ofte betyder det, at der bliver mindre tid til, at eleverne kan være deltagende og medbestemmende.

Du duer ikke, du duer ikke

»Men man får sådan set også en afslappet holdning til det«, bryder Britt Larsen ind.

Efter 32 år i faget lader hun sig ikke skræmme på samme måde, som hun gjorde tidligere. Hun tager det ind, hun kan kapere, og skærer resten fra.

»Jeg sætter et skjold op for at beskytte mig selv, og det fungerer på den måde, at jeg ikke lader mig forskrække, at jeg ikke får mavepine, og at jeg ikke får stress. Jeg skal nok nå det, jeg når, men det bliver på mine præmisser og i takt med, at jeg kan have mig selv med i det, hvor jeg oplever, at de nye bliver lidt mere forskrækkede«, siger hun og kigger spørgende over på Mathilde Jakobsen, der blev færdiguddannet for tre år siden.

»Jeg føler mig ikke forskrækket, for jeg har ikke rigtig prøvet andet. Jeg tror, at vi allerede gennem vores uddannelse bliver rustet til, at der konstant kommer nyt, og at det er den verden, vi skal arbejde i«, svarer hun.

»Det, jeg føler mig presset af, det er i virkeligheden den her dårlige stemning, der er omkring lærerjobbet, hvor folk spørger: 'Hvorfor vil du være lærer?' Hvorefter de tilføjer: 'Det vil i hvert fald ikke være noget for mig'«, fortæller Mathilde Jakobsen.

»Der er også mange, der spørger mig, hvordan jeg kan holde det ud«, siger Britt Larsen.

»Og det ved jeg faktisk heller ikke, om jeg kan. For selvom jeg vælger at sige, at det ikke rører mig, har jeg tænkt på, om det ubevidst rykker nogle ting ved mig. For når man bliver ved med at høre: 'Du duer ikke, du duer ikke', så tænker man da på et tidspunkt, at man ikke bliver regnet for noget«.

»Det, jeg føler mig presset af, det er i virkeligheden den her dårlige stemning, der er omkring lærerjobbet, hvor folk spørger: 'Hvorfor vil du være lærer?' Hvorefter de tilføjer: 'Det vil i hvert fald ikke være noget for mig'«. Mathilde Jakobsen»Jeg sætter et skjold op for at beskytte mig selv, og det fungerer på den måde, at jeg ikke lader mig forskrække, at jeg ikke får mavepine, og at jeg ikke får stress«. Britt Larsen»Når jeg bliver presset, forsøger jeg at imødekomme presset, men det er ikke altid, det er muligt. Så bliver jeg en sur lærer, der siger: 'I skal det her'. Men om aftenen, når jeg er kommet hjem, tænker jeg: 'Hvad er det egentlig, du har gang i?'« Ketty Larsen»I forsøget på at overleve så bliver jeg firkantet og lukker af for de ting, der er uvæsentlige. Men det er ikke alle, der er i stand til det«. Anita Sørensen