Jeppe Møller Nielsen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På trods af sin unge alder sov vores kollega Jeppe Møller Nielsen søndag den 20. juni 2010 stille ind efter lang tids sygdom. Jeppe blev 36 år.

Han blev uddannet fra Skårup Seminarium i 2002. Efter tre år på Strib Efterskole søgte både Mette og Jeppe i 2005 til Vestre Skole i Svendborg. Jeppe var på daværende tidspunkt allerede syg, men de positive udsigter til fuldstændig helbredelse og hans kvaliteter som lærer og menneske kunne ansættelsesudvalget ikke sige nej til.

Som lærer var Jeppe en utrolig dygtig underviser. Hans tilgang til fagene og eleverne var åben og kreativ med lige det gran humor, som fik eleverne med på læringen. Han kunne skabe lige præcis den relation til eleverne, der gjorde rummet for læring interessant og udfordrende. Som samarbejdspartner og kollega var han yderst afholdt. Han var ærlig, åben, søgte efter muligheder og var altid klar til at tage udfordringer op. Hans gode humør fik vi glæde af både i det daglige arbejde og ved festlige lejligheder.

Vi vil huske Jeppe for mange ting. Han var et alsidigt og udadvendt menneske med en indstilling til livet, som var til stor glæde for hans omgivelser. Han kunne lege og grine, være nysgerrig og undersøgende, positiv og umiddelbar. Han efterlader sig et tomrum, ikke bare på Vestre Skole, men også blandt familien og vennerne, som betød rigtig meget for ham.

Kampen mod kræften har været en del af Jeppes og Mettes liv i mange år. Desværre kunne kampen ikke vindes. Et alt for tidligt farvel til et stort menneske.

Vore tanker går til Mette og Julius.

Æret være Jeppes minde.

Kollegerne på Vestre Skole, Svendborg.