Såkaldte læseeksperter udbyder test, der foregiver at afgøre, om et barn er ordblindt. Hvordan kan det lade sig gøre, når læseforskere verden over ikke engang er enige om at definere ordblindhed og de bagvedliggende årsager? Tilsyneladende skelner disse ordblindetestere og andre ikke mellem begrebet ordblindhed og selve diagnosen, hvilket er dybt problematisk og kalder på en juridisk afklaring.

Begrebet ordblindhed kan vi alle have en mening om, ud fra hvad vi har læst og hørt, lige så vel som vi kan have en mening om begrebet kærlighed. Men til forskel fra begrebet ordblindhed blev selve diagnosen ordblindhed defineret og optaget første gang i 1994 i det internationale sygdomsklassifikationssystem (ICD-10) som en »specifik udviklingsforstyrrelse«.

Inden for børne- og ungdomspsykiatrien er ICD siden 1994 blevet anerkendt og anvendt af Sundhedsstyrelsen som den officielle sygdomsklassifikation i Danmark. Definitionen, ICD har lavet, er således den eneste officielt anerkendte definition, vi har af diagnosen ordblindhed, og derfor er psykiatere de eneste, der på nuværende tidspunkt har reel autorisation til at stille diagnosen. Rækken af såkaldte selvbestaltede »dysleksieksperter«, der rask væk foretager testning for ordblindhed mod betaling af op mod 6.000 kroner og udfærdiger rapporter med stemplet »barnet er ordblindt«, er derfor på juridisk gyngende grund. Det eneste, såkaldte ordblindetest viser, er, at barnet har læsevanskeligheder i en eller anden grad, men det vidste forældrene formodentlig i forvejen.