Debat

Metodefrihed i folkeskolen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lotte Lange kalder i Folkeskolen nummer 15 Skolelederforeningens udspil »Ledelsen sikrer kerneydelsen« i forbindelse med 360-graders-eftersynet for »et snigløb på lærernes metodefrihed« og efterlyser samtidig mere dialog med skolelederne.

Hvad angår det første er det en misforståelse. Lærerne skal - som den vigtigste enkeltfaktor for undervisningens kvalitet - have udstrakt frihed til at tilrettelægge undervisningen, herunder vælge metoder, materialer med videre. Det er også klart, at vi ikke under nogen omstændigheder skal have fjernstyring af undervisningen - det vil påvirke medarbejdernes motivation og engagement negativt.

Men når det er sagt, må vi kunne arbejde på at skabe en skole med større åbenhed og stærkere professionalisme om metodevalg, undervisningens kvalitet og resultater.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det skal være legitimt at kunne drøfte, vejlede, evaluere og følge op på de dele - og også fra ledelsens side beslutte at rette op og gribe ind, når det er nødvendigt. Det er min klare opfattelse, at kun hvis vi formår dette, kan vi skabe et troværdigt alternativ til yderligere ekstern kontrol, indgriben og styring fra regering og folketing.

Folkeskolen i dag er ikke et lukket system. Både de enkelte skoler og skolevæsenet som helhed har i højeste grad omverdenens, offentlighedens, mediernes og politikernes opmærksomhed. Det er derfor vigtigt, at vi på alle niveauer i skolen kan kommunikere overbevisende om, hvad vi foretager os, hvorfor, og hvilke mål og resultater vi stræber efter at nå.

Det nytter derfor ikke at fastholde, at undervisning og læring er et lukket rum, og at man kan forbeholde sig retten til at vælge metode og tilgang uden at stå frem og motivere sine valg - og blive udfordret på disse valg.

Metodefrihed kan ikke være og har aldrig været et tagselvbord for den enkelte lærer, men skal udøves og efterleves i teamsamarbejdet og med opbakning og udfordring - foreslår vi - også af flere faglige vejledere. Der må og skal mere fokus på resultater, børnenes læring og på opfølgning, hvis ikke de nås. Og blandt andet derfor skal der tættere ledelse ind over.

Folkeskoleloven siden 1993 fastslår, at skolelederen har ansvar for den administrative og pædagogiske ledelse af skolen, har ansvar for skolens virksomhed over for kommunalbestyrelsen, for den pædagogiske udvikling og for undervisningens organisering og kvalitet. Derudover er det beskrevet, at skolelederen har pligt til at have indsigt i, hvad der sker på skolen, blandt andet ved at tage del i lærernes undervisning.

Det er den virkelighed, Skolelederforeningen forholder sig til i vores forslag til en styrkelse af ledelsesopgaven. Og den skal ud over stærk ledelse selvfølgelig bygge på dialog, samarbejde og teamwork, som Lotte Lange er inde på.