Ved at læse »revisionsbandens« fremlæggelse af deres resultater kom jeg uvilkårligt til at tænke på en oplevelse, som jeg havde for nogle år siden i min aktive tid, hvor jeg blandt andet havde praktikanter. Jeg havde tre, og studielektoren kom for at få min bedømmelse. Jeg havde den også klar, men min placering forbavsede ham. Den, som han anså for at være dårligst begavet, på førstepladsen - og den bedst begavede som nummer sjok.

Hvorfor nu det? Ikke fordi jeg havde fejlbedømt deres intelligens, men fordi den bedst begavede, fagligt dygtige og altid velforberedte talte hen over hovedet på eleverne. Ikke én kunne følge ham, og jeg anbefalede, at han forlod seminariet og søgte på universitetet. Ja, men den dårligst begavede da? Jo - han talte jævnt og forståeligt til eleverne, og hvis én ikke kunne følge ham, opdagede han det straks og skyndte sig at forklare og samle op. Hvem lærte mon børnene mest?

Det er ikke altid, at den klogeste er den bedste, det kan også være ham, som forstår elevernes vanskeligheder.

Derfor kan jeg ikke fuldt ud tilslutte mig »de vises« råd om, at kun de ti procent bedste skal have adgang til seminarierne.

Intelligens og faglighed er et noget snævert bedømmelsesgrundlag. Det ville hæve anseelsen, men er det egentlig ikke børnenes indlæring, det hele går ud på? Den sikreste måde at øge prestigen på er en, som »de vise« ikke nævner. Man kunne jo hæve lønnen. Det ville bestemt give øget søgning til skolerne og helt sikkert øge anseelsen.