"Enten har vi et resultat på alle tre områder, eller også har vi ikke. Jeg kan ikke på nogen måde forestille mig, at det ikke bliver en sammenkædet afstemning", siger Anders Bondo forud for det, der af forhandlerne bliver kaldt de allersidste forhandlinger.

Bondo forventer samlet afstemning om overenskomst

Hvis parterne i løbet af weekenden når til enighed om en overenskomst, så forventer lærerformand Anders Bondo, at der bliver tale om én fælles afstemning for alle faggrupper. Det er konsekvensen af musketereden, lyder det.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Parterne har brugt det meste af dagen i Forligsinstitutionen, hvor de fortsat forhandler og forsøger at nå til enighed om en overenskomst for 750.000 offentligt ansatte. 

Ender det med et forlig forventer Danmarks Lærerforenings formand Anders Bondo Christensen, at det bliver én samlet afstemning for alle faggrupper.

Det fortalte han, da han her til eftermiddag benyttede en af de mange pauser i overenskomstforhandlingerne til at hilse på de demonstranter, der har taget opstilling i solen foran Forligsinstitutionen i København.

"Enten har vi et resultat på alle tre områder, eller også har vi ikke. Jeg kan ikke på nogen måde forestille mig, at det ikke bliver en sammenkædet afstemning. Som jeg vurderer det, så vil det være konsekvensen", siger Anders Bondo og understreger, at det alene er op til forligsmand Mette Christensen at afgøre, hvorvidt der bliver en sammenkædning af afstemningerne.

Ifølge Anders Bondo vil det være den naturlige konsekvens af den musketered, som både lønmodtagerorganisationerne og arbejdsgiverne har givet hinanden håndslag på.

"Der er stor opmærksomhed på, at lærerne skal have noget, vi kan leve med. Noget, der bringer os videre i forhold til den situation, vi har stået i. Jeg har ingen grund til at tro, at det ikke er intakt", siger han.

I 2002 endte lærernes urafstemning om overenskomsten med at blive sammenkædet med alle andre offentligt ansattes. Her endte det med et stort nej-flertal på 90 procent blandt lærerne, men overenskomsten blev alligevel vedtaget, fordi der var et smalt samlet flertal for overenskomsten. Dengang blev lærerne kørt over, men det mener Anders Bondo ikke kommer til at ske denne gang:

"Hvis der kommer et resultat, som skal sendes til afstemning, så er lærerne ikke blevet kørt over", siger han.

Anders Bondo henviser til, at lønmodtagerne i musketereden ikke vil indgå en overenskomst, med mindre der er et resultat på alle tre hovedknaster: lønudviklingen, den arbejdsgiverbetalte spisepause og lærernes arbejdstid. Det blev før dagens forhandlinger også bekræftet af både FOA-formand Dennis Kristensen og de statsansattes topforhandler Flemming Vinther.