Jeg fandt i dag  i Avisen.dk"   19. april følgende svada som svar på en artikel om lærerjobbet:

Læreren, har hidtil arbejdet som det passer dem ,så det er på tide at der er struktur ,og kontrol på hvad fanden de egentlig går og får dagen til at gå med,,og skatteyderne,betaler i dyre domme til,,de har hidtil været møgforkælede og ingen har krævet noget af dem,,,så nu må det slendrian høre op ,og så arbejde som på andre arbejspladser ,i det private erhvervsliv ,,,der kan man ikke drive den af ,,,hvis man vil have løn udbetalt,,,,,

------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg er nu næsten 81 og burde måske holde min mund, men mangel på lyst til fakta irriterer mig altid. Og jeg har med held faktisk undervist i 30 år.

Så til forfatteren af ovenstående og sikkert mange af hans meningsfæller: I ser ikke, hvad vi laver. I kan få et eksempel på, hvordan det var før reformen (Deformen:)). Jeg sidder en eftermiddag og retter stile fra en 9.klasse.

Klokken er 14. Du kommer på besøg, og jeg lægger stilene til side og snakker med dig. Du går måske klokken 16, og jeg går atter i gang med stilene. Jeg har også forberedelse til 6. klasses matematik og 5. klasses samfundskundskab.

Men du har nu med egne øjne set, at jeg jeg masser tid. Alle de mange  timer med samtaler med forældre, andre lærere, måske med kommunen, måske hjemmebesøg, hvis Sofus har vanskeligheder, dem aner du heller ikke noget om.

Lærerjobbet er specielt, fordi eleverne er forskellige, forældrenes holdninger er forskellige. Dagene er uforudsigelige, og derfor kan man ikke sidde ved et skrivebord til klokken 16 og ordne det hele.

Jeg kunne med en vis skadefryd sige, at hvis du ringer til klokken 17 og gerne vil have en snak om Sofus, så kan jeg sige: "Beklager. Jeg har fri nu". 

Man kunne betragte  hvert fag som et projekt, altså et emne med en bestemt størrelse (pensum), som lærer og elever arbejder  sammen om. Den oplevelse har jeg selv ofte haft. Et sådant samarbejde vil altid være forskelligt og uforsigeligt, og det har i mange, mange år medført det, der kaldes "METODEFRIHED". Den er skrænket ret meget ind, fordi læreren nu skal sidde på sin pind i et lokale på skolen.

Hvad er forskellen på, om han/hun sidder i et skolelokale eller i sin dagligstue? Det er jo det samme arbejde, der udføres. Eleverne skal lære at læse, skrive, regne, og derpå få noget at bruge at til. Det samlede mål er at føre dem frem til en god voksentilværelse. Uanset metoden.

Når hver femte underviser ikke er lærer, og en meget stor del af lærerne egentlig gerne ville lave noget andet, så er der da noget ravruskende galt.

Jeg er ret sikker på, at det ikke er lærerne, der er forkert på den.