Disse linjer er skrevet på oprigtig vrede. Der er læst grundig korrektur, så  farverige vendinger og sprogblomster er blevet nedtonet. Vi befinder os trods alt i et høvisk forum. Her kommer så indlægget:

OK18 fortsætter. I mellemtiden ændrer den store fortælling i massemedierne sig stille og roligt, fordi lærernes kommunikationsstrategi ikke følger med begivenhederne. Det er slemt, fordi DLF og lærerne kan ikke tåle at LOV 409 forbliver og vi kan ikke tåle endnnu en lockout og endnu et lovindgreb. Vi er simpelthen fanget mellem "A rock and a hard place".

Massemedierne har i et par dage fokuseret på om fagbevægelsens musketérånd mon holder, når arbejdsgiverne lægger godbidder frem i forhandlingerne til de andre fagforbund, hvis de indgår seperate aftaler, og lader lærerne alene tilbage til endnu en lockout. 

Massemedierne vælger naturlig nok  de relevant eog interessant perspektiver: Holder broderskabet eller splittes det? Er lærernes arbejdstid den ring som samler alle, eller var det bluf?

Problemet er at massemedierne ikke bruger meget spalteplads eller graverjournalistik på at endevende relevante perspektiver på arbejdsgiverside fx.

1) Tør arbejdsgiverne alligevel ikke sætte landet i stå og kaste 700.000 ud i lockout - hvis det kun handler om lærerne? Er det derfor forhandlingerne fortsætter?

2) Hvordan kom det dertil at befolkningen lod det ske at en privatforening som KL, og en lukket styrelse af embedsmænd i Moderniseringsstyrelse fik så meget magt over et demokratisk land.

3) Hvorfor skal de offentlige ansatte have mindre i løn for at det borgelige Danmark kan finansiere skattelettelser og en kommunal udligningsordning? 

Der er så få journalister som har forstand på arbejdsmarkedsforhold, og når OK18 kører, så forfalder aviser, tv-stationer og radiostationer til mikrofonholder journalistik som: 1) Bliver der konflikt eller forlig? Bliver lærerne ofret eller holder musketerånden. Derfor er mediebilledet forsimplet og fordummende, og de trætter alle som ikke er en del af konflikten. Det tjener kun arbejdsgiverne interesse.

Min pointe er at fagbevægelsen og særligt lærerne må saddle op og hamre hovedbudskabet ud i massemedierne. Kampen om opionen vindes ikke alene  på de sociale medier og med faneborge foran forligsinstitutionen, selvom det ser flot ud.

Hovedbudskabet er stadigvæk:

Lærerne accepterer ikke at være den eneste gruppe i det offentlige som har en arbejdstid som er omfattet af en lov. Det er uværdigt og udtryk for en demotiverende mistænkeliggørelse fra arbejdsgivernes side, og det ødelægger folkeskolen.