Blog
0   26

Metafore metafore

Abonner på nyt om Jens Raahauge i dit personlige nyhedsbrev.


En metafor er et sprogligt virkemiddel, der kan visualisere en kompleks virkelighed, men som også kan have utilsigtede konsekvenser - især hvis billedskaberen er et upoetisk gemyt.

"Metafore metafore!" Med en stemmeføring, der emmer af foragt for verdens dårskab, kommer dette udbrud ud af munden på den tante, der er sat til at vogte dyden hos den skønne barpige Beatrice. Hun kurtiseres af postbuddet Mario, som på sin rute har mødt den berømte digter Pablo Neruda, som fortæller ham om at skabe en poetisk virkelighed ved hjælp af metaforer. Det sker i Postbuddet, den film der i 1995 fik en Robert.

Mario søger ved hjælp af metaforer at betage Beatrice, og Neruda forklarer den dydvogtende tante, at det er metaforer, der vokser frem i Marios sprog. Og det er her foragtens røst lyder: "matafore, metafore" med tilføjelsen: "Der vokser ikke andet frem på ham end svampene mellem hans tæer".

Artiklen fortsætter under banneret

Det kræver en særlig motivation til livet ud over dagligdagens overlevelse at have overskud til poesi og metaforer.

Derfor har det også ved to lejligheder på det seneste slået mig, hvor megen poesi og dermed håndtering af livet, vi omgiver os med i Danmark. 

Forleden skulle jeg lave et oplæg for en række dansk- og sproglærere om dansk/sprog i udeskolen, som jo har sin helt unikke styrke i tilbyde det ordløse som afsæt for skabelse af sprog. Mens jeg talte tumlede nogle glimt fra TV frem for mit indre blik, glimt af den store fællessangsfejring af Højskolesangbogen. Og det slog mig, at dennes sangskat fortæller om den store metafor for vores livscyklus: forår, sommer, efterår, vinter...barndom, voksenliv, alderdom, død. Hvordan holder folk ved ækvator styr på livets faser, tænkte jeg, der har en så indgroet metafor som livsbillede, at den forekommer at være den skinbarlige virkelighed.

Dansklærerforeningens generalforsamling for nylig blev afsluttet af professor Lasse Horne Kjældgaard, der er aktuel med bogen "Meningen med velfærdsstaten. Da litteraturen tog ordet - og politikerne lyttede". Det var betagende at høre om, hvordan politikerne var optaget af fiktionens og poesiens sprog, og om hvordan politikerne skrev essays i de litterære magasiner. Men allerede i 1975 blev kulturtilgangen til udvikling af velfærdsstaten verfet til side og erstattet af styring fra Finansministeriet, men alt hvad deraf fulgte af ændret menneskesyn i retning af det nu dominerende homo economicus. Den corydonske sammenhængskræft har haft god tid til at udvikle sig!

Vi har alle denne dominans af økonomitænkning inde på livet, idet velfærdsstaten fra at være en ramme om den enkelte borgerss udfoldelse er blevet det selvstændige mål, som skal sikre brugerne mest effektivitet for pengene. Man kan sige, at poesien er forsvundet fra politikken. 

Derfor er politikerne også selv ramt, hvilket afsløres af deres upoetiske anvendelse af metaforer. Lad os starte det sted, hvor man skulle tro, at poesien stadig overlevede, i Kulturministeriet. Ministeren er i færd med at promovere sit udspil til medieforlig. I den anledning siger hun, at mediefolket skal "have hænderne på kogepladen", mens de færdes på de "brændende platforme". Se, tydeligere kan det vel ikke siges, at medieudspillet ikke rummer et ønske om at andet end nedrivning. Jo, måske en eller anden for for bekrigelse eller hævn?Den ene metafor stammer enten fra uheld i hjemmet eller endnu snarere og værre fra torturkælderen. Den anden refererer til den brand, der udbrød på olieboreplatformen Piper Alpha i Nordsøen i 1988, og som kostede 167 af platformens 226 arbejdere livet. Det er måske ikke helt ved siden af, når At Tænke Sig taler om medieforlis. 

Mens metaforerne fra Kulturministerens mund kan forekomme politisk (og mentalt) ildevarslende, så er der mere svung over bror Udenrigsministerens statusmetaforer i Berlingeren. Her udtaler Anders Samuelsen, at han og partiet LA er trøffelsvin, der gerne går igennem sølet for at nå frem til belønningen, trøflen. De har fat i noget af den, endnu ikke det hele, "men jeg vil ikke tale min trøffelstørrelse ned". I en leder i information (10.04.18) gør David Rehling opmærksom på, at trøffelornen ikke er fri, men føres i snor, at den ikke længere anvendes da den ødelægger mere end værdien af det den finder, og at den slet ikke får det den søger da lugten af trøflen svarer til den der kommer fra svinets kønsorganer.

Når homo economicus anvender metaforer har det i al sin upoetiske natur ofte en boomerangeffekt, men det bør også fortælle os, at der er en menneskeverden ved siden af dagens politik. Så lad os kæmpe videre med højskolesangbogen, fiktionsskrivningen og Neruda. 

 

 

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
16.888 andre er allerede tilmeldt
VIL DU OGSÅ BLOGGE?

Har du også lyst til at skrive om dit fag, dine erfaringer eller holdninger på folkeskolen.dk? Der er plads til flere, så følg linket og kontakt os.

ANSØG OM EN BLOG HER