Debat

Hvad skal jeg bruge det til?

Ovenstående er en bemærkning jeg, og nok også de fleste andre undervisere, har hørt utallige gange gennem mit arbejdsliv. Alene i denne uge har jeg hørt det tre gange.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tidligere har jeg, forgæves, forsøgt at forklare hvordan dagens tema vil kunne bruges i forbindelse med et eller andet ‘virkeligt’. Ofte har jeg også forsøgt at sætte det ind i en ramme, der lignede noget man måske kunne tænkes at gøre i virkeligheden. Fx har jeg for at træne skrivning og stavning arbejdet med læserbreve, fordi det var noget der var ‘virkeligt’. Eller leget købmand i de mindre klasser for indsætte arbejdet med plus og minus i et noget ‘rigtigt’. 

Det gør jeg ikke længere, og det er der tre grunde til:

For det første, så er der intet virkeligt ved en masse 12 årlige, der skriver læserbreve. Det er reelt meget få mennesker der skriver læserbreve, der er således intet normal hverdagshandling over det. Der er heller ikke meget almindelig dagligdag over otte-årige der har en købmandsbutik. Nu er det ikke fordi at jeg synes man skal stoppe med at lege købmand i skolen, eller læserbrevsskribent. Leg er godt. Men begrundelsen for at arbejde med læserbrev eller købmandsbutik, skal ikke være for at skabe tråde til ‘virkeligheden’, men for at lege og fordybe sig i noget der er anderledes.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

For det andet, så synes jeg, at vi skylder børn og unge at fortælle dem sandheden. Så derfor fortæller jeg det som det er: “det aner jeg ikke”. Måske vil de aldrig kunne bruge det til noget. Måske er det spild af tid. Måske finder de ud af det om 30 år. Hvem ved? Skolens fag og det man lærer er ikke nødvendigvis brugbart, ofte er det meget lidt håndterbart, og til tider nærmest bizart. Og sådan skal det være. Skolen byder netop ind med det, der ikke umiddelbart læres i dagligdagens tummerum, i hjemmet og i familien. Skolen byder ind med anderledes blikke på verden. Gennem matematik opdager man hvordan man kan systematisere og gruppere verden. Gennem grammatik opdager man hvordan sproget kan fragmenteres og kategoriseres. Gennem billedkunst opdager man, hvor mange forskellige nuancer en farve kan have. Fagene er en brille man kan observere verden igennem og blive opmærksom på nye ting, man ikke selv havde opdaget.

For det tredje, så oplever jeg, at ‘virkelighedsperspektivet’ har en masse begrænsninger. Mange ting, kan ikke forklares gennem analogier til virkeligheden. At minus gange minus giver plus, er fx vanskeligt at forklare. Det er bare sådan, og at forsøge at forklare det, for en mellemtrinselev, skaber ofte mere forvirring end forståelse. Hvor bruges det naturligt i en hverdagssammenhæng, som en ti-årig kan forstå? Nu er det ikke fordi jeg går ind for, at skolens stof generelt skal være fuldstændig uforståeligt, men det er vigtigt at medtænke, at alt ikke behøver at blive forstået, for at kunne anvendes. Det kan faktisk være rigtig sjovt at løse ligninger, selvom man ikke aner hverken hvad man skal bruge det til, eller hvorfor to gange minus bliver til et plus. Leg med ligninger har en værdi i sig selv.

Derfor vil jeg opfordre til, at man som lærer, giver sig selv og sine elever lov til at nørde med faget i alle dets afkroge, også det der ligger meget fjernt fra noget hverdagsagtigt, kompetenceagtigt eller fremtidigt arbejdsmarked. Og næste gang nogen spørger, “hvad skal jeg bruge det til?”, så prøv med et “aner det ikke, men jeg synes det er interessant, og vil gerne dele det med dig”. Om ikke andet, så er det en noget mere valid begrundelse end “fordi det står i fælles mål, at du skal kunne det”.