Skoleledere vil være kede af at miste eliteidrætsklasser

Undervisningsministeriet har netop afgjort, at folkeskoler ikke må have særlige adgangskriterier for optagelse i en klasse. Bliver det håndhævet, betyder det dødsstødet for eliteidrætsskoler, mener skoleledere.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

18 danske folkeskoler har optagelseskriterier for at komme ind på deres eliteidrætslinje. Men Undervisningsministeriet har netop afgjort, at det strider mod folkeskoleloven. Bliver afgørelsen ført ud i livet, så skolerne ikke længere må selektere, betyder det lukning af idrætslinjerne. Det mener afdelingsleder på Bellahøj Skoles Idrætslinje, Morten Østergaard Jensen:

"Det er meget alvorligt. Grundlæggende set er det jo dødsstødet for at lave idrætslinjer. Jeg kan ikke se, hvordan vi skal lave en selektion af eleverne, uden at vi skal foretage nogle valg. Og de valg er så ulovlige, uanset hvad der ligger til begrundelse for dem", siger han til folkeskolen.dk

Nødvendig selektion

Morten Østergaard Jensen forklarer, at han grundlæggende er enig i, at der ikke skal være optagelseskriterier til den danske folkeskole. Men det vil altid vil være nødvendigt at vælge nogle elever fra:

"Fra politisk side har vi fået at vide, at vi maksimalt må åbne én idrætsklasse. Når vi så får 140 ansøgninger til 28 pladser i en klasse, så bliver vi nødt til at selektere. Det er ikke det samme som at have optagelseskrav. Og vi har ret til at selektere, da det ikke er børn for vores eget grunddistrikt. Vi kigger på, om vi får en god, ordentlig og velfungerende klasse. Jeg synes ikke, at vi overtræder nogle regler", siger han.

Morten Østergaard Jensen bakkes op af skoleleder for Vestervangskolen i Esbjerg, Elisabeth Lodberg, der også tilbyder en eliteidrætsklasse:

"Er der ikke optagelseskriterier, så falder hele projektet til jorden. Jeg vil gerne understrege, at optagelseskriterierne er bestemt af klubberne. Der er ikke nogle skolemæssige optagelseskriterier. Jeg vil være rigtig ked af det, hvis afgørelsen betyder, at vi ikke kan have idrætslinjen. Den fungerer super fantastisk, men det er en kommunal beslutning, hvad der skal gøres", siger hun.

DLF: Loven skal følges

Afdelingschef for Skole- og uddannelsespolitik i Danmarks Lærerforening, Jesper Støier, forventer, at kommunerne følger afgørelsen:

"Vi har en forventning om, at kommunerne retter ind, når de bliver orienteret om, hvad retstilstanden er. Men vi har ikke tænkt os at gøre noget aktivt", siger han.

Flere eliteidrætsskolerne kræver, at eleverne har et særligt højt sportsligt niveau for at blive optaget. Optagelsesproceduren varierer fra skole til skole, men typisk er det sådan, at de ansøgere, der er på landsholdet i deres idrætsgren, har førsteret til at komme ind.