OK 18 har nærmer sig snart et foreløbigt højdepunkt. Vi er på kanten af lockout igen, eller vi får et kompromis at forholde os til. Derfor er det et godt tidspunkt at vurdere, hvordan DLF´s mediestrategi har virket.

Overbeviser vi opinionen/folkedybet eller mister befolkningen interessen igen, og vender sig passivt aggressivt imod lærerne igen, så regeringen igen kan gribe ind med en lov uden nævneværdig opmærksomhed?

Lærerne har denne gang haft den store fordel at vi ikke var alene, men sammen med andre faglige organisationer. Det har givet meget større tryk på kommunikationen, men også skabt et diffust mediebillede. Vi ejer endnu engang de sociale medier, og det er vi gode til. Desværre har vi ikke fået løst koden til hvordan vi får massemedierne til at citere de sociale medier. TR-mødet i Fredericia blev næsten ignoreret selvom det var en markering af sammenhold i fagbevægelsen. Jeg var selv med og det var skuffende at se, hvor lidt begivenheden blev dækket.

Billedet er som sidst at de faglige organisationer ejer de sociale medier og gaden, og massemedierne domineres af arbejdsgiverne. Endnu gang ser vi, hvordan en blanding af "doven" journalistik og spin fra arbejdsgiverne gør konflikten til en konflikt mellem to ligeværdige parter.

Sandheden er jo at konflikten består af 770.000 lønmodtagere og et par hundrede politikere og embedsmænd på den anden side. 

Det er lykkedes arbejdsgiverne at sparke alle gode argumenter fra lønmodtagerne ud af banen, enten ved at affærdige dem uimodsagt fra pressen eller ved at overhøre dem.

Eksempel på det første er når Michael Ziegler hævder at de offentlige ansattes krav vil koste flere tusinde arbejdspladser. Den har lønmodtagerne ikke skudt ned, enten som regulært bullshit eller ved at pege på at det ikke er de offentlige ansatte vilje at være finansieringskilde for skatteledelser til de højeste indkomster.

Eksempel på det andet er når statsminister lover at de penge som de offentlige arbejdsgiver sparer vil blive brugt til velfærd. Den har lønmodtagerne ikke skudt ned fx ved at pege på at det kan betragtes som 

Endelig er det ikke blevet slået tydeligt fast i offentligheden at lærerne er den eneste gruppe som er omfattet af en lov. Det er blevet sagt, men budskabet går ikke igennem i en mediedagsorden, hvor vi konkurrerer om befolkningens opmærksomhed, når "vigtige" emner som X-factor, snestorm i påsken og de forskellige berømtheders skilsmisser og nye parforhold.

Det er heller ikke slået igennem hos mange uden for konflikten at de offentlige arbejdsgivere har tænkt sig at lukke landet i en strid om et lønkrav som efter skat, reguleret for inflation handler om vi skal have 10-12 kr. udbetalt mere om dagen eller om vi skal 14-16 kr. mere om dagen.

Konklusionen er at "when the going gets tough then the tough gets going", og i denne konflikt står arbejdstagerne overfor en modpart som absolut ikke er for fin til at spille det beskidte spil, og selvom jeg har dybt respekt og tillid til mine topforhandlere så bider det altså i hjertet at vi igen kommer til at fremstod uklare i massemedierne, og netop det kan blive kimen til vores nederlag igen, hvis vi ikke har en plan B, hvis konflikten rammer os.