Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen er klar til at ændre praksis for anerkendelse af arbejdsskader. At skaden er anerkendt har betydning for, om arbejdsgivers forsikringsselskab betaler fx psykologsamtaler.

Positivt møde: Også arbejdsskader, der kan helbredes, skal anerkendes

De senere år har og Ankestyrelsen afvist at anerkende arbejdsskader, der ikke har varige følger. Derfor har forsikringsselskaberne ikke dækket fx psykologhjælp. Men på et møde i dag med repræsentanter for bl.a. DLF lovede beskæftigelsesministeren en hurtig lovpræcisering.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Udgifter til fx psykologsamtaler og fysioterapi er nogle af de behandlinger, som bliver dækket af arbejdsgiverens forsikringsselskab, hvis de indgår i behandlingen af en skade, der er anerkendt som en arbejdsskade.

Men siden 2013 har Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen  ikke anerkendt skader, der ikke så ud til at give varige mén.

Men det ser ud til at ændre sig nu. Derfor var der glæde blandt konsulenterne i Danmarks Lærerforening, da de kom tilbage på kontoret i eftermiddag. Sammen med kolleger fra Dansk Sygeplejeråd, BUPL, FTF, Socialrådgiverforeningen, socialpædagogerne og FOA mødtes de med både beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og en stor del af Folketingets beskæftigelsesudvalg, og der var bred enighed om, at den måde, arbejdsskadelovgivningen administreres lige nu, slet ikke er den måde, lovgiverne havde tænkt sig.

"Troels Lund Poulsen lovede, at han rimeligt hurtigt vil foreslå en lovændring, der præciserer kravene til anerkendelse på en måde, der ikke er til at misforstå, således at vores medlemmer igen kan få anerkendt deres arbejdsskader og dermed også kan få dækket de behandlingsudgifter, de har haft i forbindelse med arbejdsskaden", fortæller advokatfuldmægtig Camilla Bengtson fra Danmarks Lærerforening.

Det var en sag om en gårdvagt, der døjede med slemme rygsmerter i en periode efter et uheld i skolegården, hvor en elev løb ind i hende, der har været starten på Ankestyrelsen nye lovtolkning. Højesteret afgjorde nemlig i 2013, at ulykken hverken var "slem nok" eller forårsagede en "varig rygskade", og derfor blev lærerens smerter ikke anerkendt som en arbejdsskade. Siden den dom har kommuners og andre arbejdsgiveres forsikringsselskaber afvist at dække behandlingsudgifter for skader i jobbet, der ikke vurderes til at være varige. 

"Samfundsøkonomisk kan det ikke svare sig ikke at anerkende skaderne,  for jo hurtigere, man får behandling, jo hurtigere kommer man jo tilbage i arbejde", forklarer Camilla Bengtson.

Beskæftigelsesminister klar til anerkendelse af flere arbejdsskader 

Og beskæftigelsesministeren er altså helt enig og er klar til at præcisere loven. Det sagde han allerede på et samråd i beskæftigelsesudvalget i februar, og det blev klart bekræftet på dagens møde. Lærerforeningen og de øvrige organisationer blev bedt om at indsende endnu flere eksempler på sager og afgørelser til det lovforberedende arbejde.

Powered by Labrador CMS